Konstruktiv feedback er en line, der ikke altid er let at gå på. For hvordan får man overblik og sat fokus på de vigtigste udviklingsmuligheder i et stort manuskript? Er der forskel på at give feedback til en erfaren forfatter og en, der endnu ikke er udgivet? Og kan man egentlig sige sin ærlige mening uden at tage modet fra folk? Kom med ind i maskinrummet hos en professionel betalæser.

Det er altid lidt spændende at åbne et nyt dokument fra et fremmed menneske, der beder mig om at komme med en vurdering af vedkommendes arbejde. Den lader vi lige stå lidt. En fremmed beder en anden fremmed om at vurdere det arbejde, vedkommende formentlig har lagt en masse tid, frustration og arbejde i. Det er ikke helt skævt, at nogle kalder deres manuskript for en bogbaby. Det er hjerteblod, det her.

Nå, men der sidder jeg så foran skærmen og begynder at læse. For det første er det altid interessant, hvad det er for noget. Jeg har betalæst alt fra stakkevis af børnebøger, digte og romaner til en enkelt fagbog om muslimsk børneopdragelse. Vi kommer vidt omkring med andre ord. Lad os for eksemplets og overskuelighedens skyld forestille os, at det, jeg sidder med, er en roman til voksne. Første udfordring er altid at holde hovedet rent fra start og bare læse. Nogle gange beder forfatteren på forhånd om, at jeg skal fokusere på noget bestemt, men ofte er der frit slag. Noget inde i teksten begynder min hjerne så at blive irriteret. For den vil rigtig gerne finde fejl. Det er vel for pokker det, opgaven går ud på, eller hvad? Hov, hvad er det for en person? Ham har vi da ikke mødt før? Hvorfor er det forår, var det ikke lige vinter? Det er her, jeg begynder at tage noter. Midtvejs (og ofte før) får min hjerne så endelig lov til at danne mønstre og smide ting i kasser. Hm, de her dialoger bliver altså ved med at være kunstige… Hænger det her plot overhovedet sammen? Nu er det altså tredje gang, der er en scene i den her lejlighed, kunne vi ikke liiige gøre noget andet? Hvad er egentlig det underliggende tema i den her bog? Ofte kommer Words kommenteringsfunktion på overarbejde i den her fase.

Er det en børnebog eller YA litteratur har jeg målgruppen printet på hjernebarken undervejs. Ofte skriver folk eksempelvis til mig ”jeg har skrevet en børnebog til 7-11 årige” eller noget i den stil. Og der begynder jeg allerede at spidse blyanten, for det der er godt til en 7-årig er edderdyleme sjældent godt til en 11-årig… Nå, det var et sidespring. Tilbage til opgaven. Når min hjerne går i mønster-mode, åbner jeg et nyt dokument og begynder selv at skrive. Det dokument ender med at blive til det responsum (fancy ord for sammenfattende overblik), som forfatteren modtager til sidst sammen med det kommenterede manuskript.

Ofte ender jeg med at have for meget feedback. Kan man det? Ja, det er faktisk ikke svært. Og her kommer næste spændende opgave så. For nu skal jeg vurdere, hvilke tre eller fire hovedområder, jeg vil fokusere på. For ellers drukner jeg modtageren, der ender med at sidde fortabt og glo på sit sønderrevne manuskript uden at ane, hvor han skal starte eller slutte. Jeg er nødt til at give ham en livline i form af prioritering. Især hvis jeg fornemmer, at det her med skrivning er relativt nyt. Derfor udvælger jeg de hovedområder, der i min optik vil give det største udbytte. Klassikerne er show-don’t tell, svage karakterer, bogens tema, kunstige dialoger og målgrupper, der misser.

Har jeg et horn i siden på dialogerne, så kan jeg godt finde på at skrive enkelte om, så forfatteren kan se, hvad jeg snakker om. Ind i mellem anbefaler jeg litteratur i samme genre, som jeg syntes, kan være god inspiration.

Til sidst skriver jeg en lille ”Kære forfatter” hilsen øverst i responsum. Og her kan også læses følgende: ”Når du læser min feedback, så husk, at en betalæser altid er subjektiv. Det her er MIN holdning, og det er helt op til dig, hvor meget vægt du vil lægge på de enkelte dele.” Den sætning er altid med i en eller anden udgave. Uden undtagelse. Og i den sætning møder vi grundprincip nummer to, man skal have for øje.

Hvad nu, hvis du hader det tilsendte manuskript? Har du prøvet det? Jep. Heldigvis ikke så tit helt ude i ”smid skidtet ud og start forfra” enden af skalaen, men jeg har faktisk en enkelt gang anbefalet netop det. Naturligvis formuleret på en anden, og (syntes jeg selv) konstruktiv måde. Det resulterede ikke overraskende i en efterfølgende dialog med vedkommende, der ikke var særlig tilfreds med mig. Og hvorfor lod jeg så ikke bare være? Hvorfor ikke bare finde på et eller andet og så sende forfatteren videre?

Ærlighedsprincippet gælder, uanset om personen har betalt dig for din tid og indsigt, eller om du betalæser frivilligt. Heldigvis er langt de fleste tilbagemeldinger positive. Og ofte er det netop den konstruktive tilgang og ærligheden, som modtagerne værdsætter. Mange har måske allerede fået feedback fra venner eller familie, som ikke har været brugbar af netop samme årsager. Så selvom det kan være en nervepirrende affære at sende sit hjerteblod til en fremmed, så ved en klog forfatter godt, at det er det, der skal til for at blive bedre og komme i mål.

Det er en kunstart både at give ærlig feedback og evne at videreformidle den. For mig er det ikke længere nervepirrende at trykke på send. Jeg ved, hvad jeg laver og har efterhånden gjort det rigtig mange gange. Jeg står uden undtagelse inde for, hvad jeg afleverer. Både når jeg er begejstret, men også når feedbacken måske ikke er ligeså positiv, som modtageren håbede.

Personligt holder jeg af at betalæse for andre af den simple årsag, at jeg også selv bliver klogere. Når jeg skal forholde mig kritisk overfor det, jeg læser, bliver jeg også bedre til at forholde mig kritisk til det, jeg selv skriver. For ligesom alle andre, kan jeg også hele tiden blive bedre.

---

HAR DU EN KOMMENTAR TIL ARTIKLEN, ELLER FIK DU IKKE SVAR PÅ ALLE DINE SPØRGSMÅL?
SÅ HØRER VI RIGTIG GERNE FRA DIG PÅ KONTAKT@FIKTIONER.DK