Der var engang, hvor de sociale medier lovede guld og grønne skove – og instafame. Det gør de sådan set stadigvæk, men her 20 år efter opfindelsen, er det måske på tide, at vi brugere; content creators, opmærksomhedsslaver og dagdrømmere lige klapper hesten og genbesøger det såkaldte web 2.0.

Det ødelagte Facebookfeed

Måske har du, som jeg, lagt mærke til, at dit Facebook-feed er gået i stykker. Engang kunne jeg følge med i mine venners sjove opslag om det sted i livet, de befandt sig. Sådan er det ikke længere. I dag drukner mit feed i reklamer og i informationer om, at en eller anden, jeg kun sporadisk kender, har liket et opslag fra en, som jeg overhovedet ikke kender – et opslag som i øvrigt slet ikke interesserer mig.

Jeg udsættes også hyppigere end tidligere for sponsorerede opslag fra politikere, hvis livssyn jeg ikke deler. Opslag, der er designet til at provokere, så jeg griber tastaturet og svinger det som en rabiat barbar og går i warrior-mode. Det er klart, at kan jeg kommentere ligeså provokerende tilbage og starte en infight med andre followers, så belønner algoritmen opslaget med, at det spredes til endnu flere. Som en anden Barbapapa deler opslaget sig. (DET DELER SIG! Som forfatter Knud Romer råber i et legendarisk klip på Youtube). Så er der pludselig en eller anden, jeg sporadisk kender, hvis ven ser mit hadefulde svar på politikerannoncen. Et svar, som jeg i skrivende (og rasende) stund var stolt over (så fik han den!), men som jeg dagen efter skammer mig over. Især interaktionerne med mennesker hvis livssyn og værdier ligger langt fra mine egne, får det allerværste frem i mig, og jeg har flere gange været der, hvor jeg har tænkt, at nu orker jeg ikke flere provokationer.

At algoritmerne, især på Facebook, belønner provokation, ophedet debat og følelsesbetonet indhold er old news. Det blev allerede påvist, da whistlebloweren Frances Haugen tilbage i 2021 beskyldte Facebook for at skjule rapporter, som viste, at især teenageres mentale helbred var under pres fra anvendelsen af Facebook og Instagram. Siden Haugens exit fra Facebook, eller META, som organisationen nu hedder, så har bl.a. rapporteren Ian Bogost fra The Atlantic skrevet adskillige kritiske artikler om sociale medier og deres skyggesider. En af hans pointer, eller snarere, et af hans spørgsmål er følgende: Måske burde vi slet ikke tale så meget sammen, som sociale medier får os til. Den introverte del af mig, tenderer til at give ham ret. Vi lever i en tid, hvor der overkommunikeres. Er du forælder på Aula, så ved du, hvad jeg mener. På den anden side så har sociale medier jo også gjort verden mindre. Vi er forbundet, som vi aldrig har været før. Det er sgu da et privilegie at leve i en tid, hvor jeg på samme platform både kan følge med i min farmors holdninger til Vild med Dans og min amerikanske vens indignation over Trumpismen.

Det er dét der er så forbandet ved de sociale medier: Gennem platformene får vi stillet kommunikationsmuligheder til rådighed -muligheder som, når vi først har prøvet dem, nødigt vil være foruden. Men samme muligheder tvinger os ind i opførselsmønstre, som vi ikke bryder os om.

Nå, men tilbage til mit ødelagte Facebook-feed. Jeg har fanget mig selv i at sidde og forsøge at rydde op i mit feed: At snooze folk, som jeg synes, larmer for meget. Prøv lige at overveje det:  At bruge tid på at rydde op i sit feed! Det er dér, jeg er, og det værste er, at jeg føler mig elendig, mens jeg gør det. Måske fordi jeg ved, at det er en sisyfosopgave – for mine snoozes rækker kun i 30 dage. Eller måske skyldes min elendighed, at jeg indser, hvor asociale sociale medier i virkeligheden er. Når man sidder på en bar med en ven, eller står til en fest og taler med andre, så kan man altså ikke bare skrue ned for personen overfor. Men det kan man på Facebook – og på Instagram kan man helt ”slukke” for folk.

Sluk og Snooze funktionerne udstiller løgnen – De sociale medier er ikke sociale

De sociale medier foregøgler, at kommunikationen går begge veje. Det kan den gøre, men det gør den ofte ikke. Langt hen ad vejen så virker sociale medier ved at bygge followers og rette kommunikationen én vej: Fra den digitale kreatør og ud mod horden af ”fans”. Det sociale rum på et socialt medie er ikke et hierarki-løst rum. Ofte mimer SoMe’s sociale relationer mere massemarkedsføringens positioner, med kun én afsender og mange modtagere, end den mimer samtalens positioner, altså to ligeværdige parter der skiftes til at lytte og tale. Har du som mig, kastet dig ud i alenlange rants mod dine foretrukne politikerfjender, så har du måske også bemærket, at de aldrig svarer. Kommunikation på sociale medier er alt for ofte en ensrettet gade, og ofte ender den blindt.

De hårdeste kritikkere af sociale medier kalder dem for ”reklame forklædt som samtale”. Og den kritik rammer altså plet. Der er masser af sager, hvor influencere ikke tydeligt nok har fået skiltet med, at deres uskyldige opslag rent faktisk er betalt reklame. Den seneste sag her i Danmark er Fie Laursen, der i november 2022 blev dømt for at overtræde markedsføringsloven.      

Glansen er gået af SoMe, og nu viser skyggesiderne sig

Tynions tegneserie er i øvrigt noget af det bedste på hylderne lige nu, så tjek den ud hvis du er glad for den slags litteratur. (Den sætning, du lige har læst, er i øvrigt en form for reklame, men jeg er ikke blevet betalt for at skrive den.)

Efter sin research til tegneserien valgte James Tynion IV at lukke sin twitter og hoppede i stedet over på Substack, der er en form for abonnementsbaseret nyhedsbrev. Herhjemme har den danske illustrator Adam O. lavet en lignende manøvre; lukket sine sociale medier og startet et superfint nyhedsbrev op. Illustratoren og tegneserieskaberen Lars Kramhøft er stadig at finde på de sociale medier, faktisk er hans anvendelse af Instagram eksemplarisk, men også Kramhøft har startet sit eget nyhedsbrev op. Det handler om hans kunst, men selvfølgelig også om de temaer som hans kunst berører: Klasseskel, ulighed og et fuldstændig vanvittigt københavnsk boligmarked. Kramhøft er en fyr med noget på hjerte, og i hans nyhedsbrev formår han at formidle de pointer, som dårligt lader sig formidle i de sociale mediers råbebazar.

Men det er ikke kun kulturproducenterne, som stempler ud af de sociale medier. Allerede i 2021 udarbejdede The Infinite Dial en rapport, der viste, at Facebook godt nok stadig fik flere brugere, men den viste også, at alle de nye brugerne var over 55 år. Alle andre aldersgrupper havde et fald i antallet af brugere af platformen.

Ligeledes kunne nyhedssitet PetaPixel i juli i år rapportere, at blandt generation Z (de 18 – 24-årige) er der færre, der bruger de gængse tekstbaserede SoMe. Denne brugergruppe er simpelthen flyttet til medier som TikTok og mindre SoMe-apps med specialiserede formål som eksempelvis Twitch, Discord, BeReal og Poparazzi. Manavis’ pointe: De sociale medier er under forandring.

Law of Diminishing Returns gælder også for SoMe

Som ny og naiv skribent troede jeg for fem år siden, at de sociale medier skulle være min redning. At her var mit talerør ud til verden. Min markedsføringsmaskine stod klar. Andre havde bygget den for mig, og jeg kunne bruge den næsten gratis. Det eneste, jeg skulle gøre, var at levere lidt content en gang i mellem. Klip til et par år efter hvor jeg sidder og tæller likes og får ”friendly” reminders fra Facebook om, at jeg kan få min følgerskare til at vokse, hvis bare jeg laver opslag hver dag. HVER DAG! Jeg tror, det var her, det slog mig, at jeg uden at vide det, uden kontrakt og uden nogen som helst form for kompensation, havde sagt ja til at være indholdsleverandør til en amerikansk gigakoncern.

Bevares jeg har da fået opbygget en lille følgerskare. De bedste interaktioner er fra læsere, der har læst min debutbog, eller dem der kontakter mig, fordi de vil have mit perspektiv på et eller andet. Det er rart at få ros, og det er rart at blive taget alvorlig. Nogle af disse interaktioner ville jeg ikke være foruden og nogle af dem, ville jeg aldrig have oplevet uden tilstedeværelsen på et socialt medie. Jeg har også fundet værdifulde kontakter på de sociale medier. Kontakter, som jeg virkelig værdsætter, og som har været med til at løfte mit skriveri. Jeg har fundet betalæsere, redaktører og grafikere via sociale medier. Nogle har booket mig til foredrag, fordi de har fundet mig på sociale medier, så alt er jo ikke til hundene. Men noget jeg er blevet mere og mere bevidst om, er det, man i økonomi kalder for Law of Diminishing Returns. Altså at man får et lavere og lavere afkast på sin investering. På et tidspunkt, og faktisk ret hurtigt så står den tidsinvestering, jeg lægger i mine opslag på sociale medier, ikke mål med det, jeg får igen, hverken målt i penge (salg af bøger eller foredrag) eller i form af de sociale mediers egen valuta: Opmærksomhed.

Grænsen er ofte svær at få øje på, men den er der. På et tidspunkt måtte jeg sande, at noget af den tid, jeg brugte på de sociale medier, formentligt kunne bruges mere konstruktivt et andet sted. F.eks. på at skrive min næste bog.

Hvad fremtiden bringer

Det seneste års tid har vi være vidner til slinger i SoMe-land. Zuckerberg har været indkaldt til et utal af høringer i senatet, og for en måned siden fyrede han 11.000 ansatte på tværs af META’s kontorer.

Jeg er på ingen måde en SoMe-guru, omend jeg også arbejder med SoMe i mit deltidsarbejde for tegneserie- og bogforretningen Fantask, men jeg synes alligevel godt at kunne konkludere, at SoMe går en turbulent tid i møde. Skal jeg komme med en bold prediction, så kunne det være, at vi i nærmeste fremtid vil se et yderligere fald af brugere på de traditionelle tekstbaserede sociale medier. Dette vil medføre faldende reklameindtægter – og et deraf afledt forsøg på at omgås de faldende indtægter, formentligt ved at øge reklamedisponeringen, som igen vil medføre flere kritiske brugere og en yderligere brugerflugt fra platformene. Hvis dette scenarie udvikler sig, så bør man som lille content creator og forfatterspirer overveje, hvordan man så kan holde en dialog kørende med sine interessenter. Hvis de tekstbaserede platforme mister deres brugere, hvad er så alternativet? Et bud er at falde tilbage på de gammeldags nyhedsbreve, som mange andre har gjort, eller at kigge efter nye abonnementsbaserede platforme som eksempelvis Patreon eller Substack. En anden mulighed er selvfølgelig at flytte over på de billed- og videobaserede SoMe. Som introvert er det nok ikke lige den retning, jeg selv forfølger, men jeg kan jo sagtens se, at der er andre mere udadvendte personligheder, der får den strategi til at virke. Problemet med de billed- og videodrevne platforme er brugerne. Det er de unge, der har taget dem til sig, hvilket er fedt, hvis de unge er din målgruppe. Men skriver du til de ældre, så rammer du dem ikke på TikTok.   

Personligt ser jeg en fordel ved abonnementsplatformene (Substack, Patreon m.fl.), fordi de (i teorien) tillader den lille kreatør at kapitalisere på sit arbejde UDEN at skulle tjene penge på reklame – det gør Facebook og Instagram i nogen grad også. Men betalingsplatformene gemmer et lille og ret irriterende spørgsmål væk bag deres ellers så fine hjemmesidefacader. Det er et spørgsmål, som man hurtigt kan glemme at besvare i sin iver over at blive egen lykkes smed – og det spørgsmål er selvfølgelig: Tilbyder jeg overhovedet noget, som folk er villige til at betale for?

Trods de sociale mediers såkaldte disruption, og trods de nye abonnementsplatformes lovninger, så er vi stadig ikke kommet ud over de to urspørgsmål, som enhver kulturarbejder er tvunget til at forholde sig til:

1. Kan jeg tjene penge på min kunst ved at sælge til et marked? (…eller skal jeg være afhængig af støttekroner?)
2. Hvor langt er jeg villigt til at gå – hvor meget tid vil jeg lægge i et sideprodukt, når eneste betaling er opmærksomhed?  

Her fem år efter jeg startede mine skriverier, er jeg stadig ved at finde mine grænser for, hvor meget arbejde jeg er villig til at lægge i skabelsen af content på platforme, der har lav tilbagebetalingsgrad, og hvis algoritmer synes at promovere mere og mere irrelevant indhold.

Jeg har ikke et entydigt svar på problematikken, men en ting kan jeg sige med sikkerhed: Mit forbrug af sociale medier er dalende og trangen til helt at stemple ud er mere og mere presserende. Som lille forfatter bekymrer den tendens mig, for hvis andre også er trætte af de sociale medier og begynder at bruge mindre tid på dem, eller helt logger af, så er jeg nødt til at finde en anden måde at skyde mine tekster ud i verden på.

Har du et godt svar på problematikken eller på et af de ovenstående spørgsmål? Eller er du bare pisse dygtig til sociale medier, eller måske mener du, at min prediction er helt hen i vejret, så hører vi meget gerne fra dig. Måske har artiklen inspireret til noget helt tredje: Et læserbrev som svar på artiklen eller måske et digt om SoMe – skrevet eller læst op på video? Måske er det dig, der kan dele guldkorn ud i næste nummer af Fiktioner. Skriv til os.

---

HAR DU EN KOMMENTAR TIL ARTIKLEN, ELLER FIK DU IKKE SVAR PÅ ALLE DINE SPØRGSMÅL?
SÅ HØRER VI RIGTIG GERNE FRA DIG PÅ KONTAKT@FIKTIONER.DK