Vejret matchede slet ikke sommerfuglene, der flaksede rundt i maven. Ellie trak hætten tættere ned over ansigtet og forbandede regnen, der slog ind fra siden. Hun var stået en halv time tidligere op end normalt for at få ekstra tid foran spejlet. Det lange hår blev mast under hætten, men det kunne hun hurtigt få liv i igen. Det var mere make-up’en, der bekymrede hende. Hun småløb igennem vandpytterne og skævede op mod skiltet på glasbygningen foran hende. CCH – Content Creator House – stod der med store sølvskinnende bogstaver over de to store glasdøre. Men det var ikke bogstaverne, der var mest iøjefaldende. Til højre sad en kæmpe LED-monitor. Den talte op. Hvert sekund blev det astronomiske tal lige et nummer højere. Alle kendte tavlen. Det var CCHs triumfbue. Selskabets mindesten om den monumentale sejr. Ellie trodsede vejret og betragtede tavlen, mens regnen prikkede hendes kinder. Den viste, hvor mange fiktioner CCH havde produceret og solgt, siden de opkøbte og lagde de forældede danske forlag i graven. Ellie havde haft om ”Kunstens død” i historie. Det var de kulturelitære skribenters overskrift for CCHs fjendtlige overtagelse af de gamle kulturinstitutioner.

Og CCH voksede ufortrødent. Markedet var globalt. Fiktioner blev produceret on demand og spredte sig over film, tv, bøger, tegneserier og online – mediet var ligegyldigt. Sprog blev oversat på sekunder, og pengene væltede ind. Krigen om læserne og lytterne havde været ovre, før den begyndte. Ellie vidste, at CCH havde været et granatnedslag i forlagsbranchen, der i forvejen haltede og sejlede i sin egen sø af nostalgisk konservatisme. Hun smilede lidt ved tanken om tidligere tiders forfattere, der for en ussel løn havde knoklet i hele og halve år for at nedskrive deres historier. Seriøst nedskrive – som i at tampe hvert enkelt bogstav ned på et af de gammeldags tastaturer, hendes morfar stadig insisterede på at bruge. Forfatterne var blevet udslettet på samme måde som dinosaurerne. Brutalt og hurtigt. Nutiden tilhørte AI dirigenterne.

Sommerfuglene flaksede lidt igen. Det var for vildt. Det var simpelthen for vildt! Hun vidste ikke, hvor mange der havde søgt praktikpladsen – kun at det var mange. Og hun havde klemt sig igennem nåleøjet. Hendes mor mente, Ellie var alt for dramatisk, når hun sagde, at de næste tre måneder ville afgøre hendes karriere. Selv var hun ikke i tvivl.

Ellie trådte ind i den store forhal og forsøgte diskret at ryste vandet af jakken, inden hun standsede foran en af fire metalliske standere, der tronede i midten af lokalet. En af standerne scannede hendes ansigt og leverede lydløst et diskret armbånd i et behageligt plastikmateriale. Hun drejede det lidt i lyset og smilede, da hun så sit eget billede i miniformat og en række ord på den ene langside.

Ellie Louise Larsen – Praktikant (tidsbegrænset) – 20. januar 2043.

”Du må være Ellie!”
En kvinde i jeans og sort t-shirt smilede stort og vinkede til hende fra den anden ende af forhallen. Hendes viltre, sortkrøllede hår virkede alt for stort til den lavstammede skikkelse.
“Det er mig, der er Monica. Du skal være sammen med mig de første par dage,” sagde kvinden højt, mens hun pressede en iPad ned i sin i forvejen overfyldte skuldertaske. Hun krydsede hurtigt gulvet, og mens hun gik over det blankpolerede marmorgulv i den store forhal, fremstod hun helt normal – som en hvilken som helst anden kontorarbejder og ikke som den verdenskendte stjernedirigent, hun i virkeligheden var.
Ellie stod naglet til stedet og forsøgte at processere, hvad der skete. Det var virkelig Monica. Monica Falin var på vej imod hende. Hun havde håbet måske at se Monica på afstand… Eller måske en af de fire assistenter, rygterne sagde, hun havde til at hjælpe sig. Men nu stod hendes idol lige foran hende, mens Ellie mærkede jorden ryste under sig. I sit stille sind forbandede hun morgenens tøjvalg. Den stramme nederdel og skjorten føltes pludselig helt forkert.
”Jeg har glædet mig til at vise dig stedet. Vi laver nogle virkelig fede ting her.”
De trykkede hænder.
”Mmm,” mumlede Ellie og lossede sig selv mentalt over skinnebenet. Mmm? Her stod hun overfor en af de bedste og mest succesrige AI dirigenter, landet havde at byde på, og så var det hendes eneste kommentar? Hun rømmede sig og fik styr på stemmen.
”Hej, Monica. Det er virkelig fedt at møde dig. Jeg er kæmpe fan af dit arbejde! Altså især din redaktion af Vanvid-trilogien. Det er nogle af de bedste bøger, jeg nogensinde har lyttet til!”
Monica stoppede op. Hun var virkelig ikke ret høj, og Ellie fik en sær fornemmelse i kroppen – det virkede unaturligt at se ned på sit idol.
”Tak. Det er virkelig pænt af dig.”
“Jeg håber, jeg en dag bliver lige så god til at dirigere AI content som dig.”
”Du er vist godt på vej, så vidt jeg kan forstå. Kom, lad os komme ovenpå. Drikker du kaffe?”
Mens de gik over til elevatorerne, hev Ellie diskret lidt ned i nederdelen og løsnede hurtigt skjorten fra linningen. På trods af Monicas højde tog hun lange skridt, og Ellie gjorde sit bedste for at følge med, mens hun samtidig med nød og næppe undveg en arbejdsrobot, der var ved at afspærre den ene elevator med en plastikstrimmel.

Ellie pustede på kaffen og forsøgte at ligne en, der drak sådan noget hver dag i litervis, mens Monica gik ned igennem kontorlandskabet, der var indrettet i forskellige zoner. En mindre arbejdsgruppe vinkede dem over.
”Hey, Falin, kan du ikke lige se på det her? Det driller sgu lidt.”
”Hva’ er den af, Asger, er du faldet af på den?”
”Haha meget morsomt. Som du måske husker, har vi deadline på næste sæson af Netflix Globals store lægeserie, og lige nu insisterer Lady på, at næste hold kirurger består af en sort, en asiat og en lesbisk. Og ja… Det HAR vi ligesom set før…”
Monica scannede hurtigt sit armbånd og trak billedet fra skærmen op over bordet og ud i holoviseren, så alle kunne se med i 3D. Ellie forsøgte at lade være med at stirre. Shiiit… Rygterne på uni var ikke engang i nærheden af at have styr på de teknologier, der blev leget med herinde! Monica bladrede hurtigt igennem de forskellige designparametre og stoppede.
”Der.”
Hun forstørrede et felt og tastede et par nye parametre ind, hvorefter holdet sukkede kollektivt. Asger tog sig til panden.
”Okay. Jeg giver kage i morgen…”
Monica grinede og klappede ham på skulderen, inden hun hurtigt præsenterede Ellie for de andre. På vej videre, kunne hun ikke holde spørgsmålet tilbage.
”Hvem er Lady…?”
”Det er vores AI. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor den er kommet til at hedde sådan, måske er det noget ligestillingshalløj, så de gamle mænd oppe på øverste etage kan bryste sig af vores diversitet. Når nu der ikke sidder nogle kvindelige medlemmer i bestyrelsen, så kan AI’en i det mindste være en kvinde.”
Ellie så undrende på Monica, og vidste ikke helt, om det var sagt i sjov.
”Jeg har hørt, at det er CCH, der dirigerer over 40% af serierne til Netflix Global?”
”Jeg har ikke så meget styr på tallene, men ja, vi laver en del både for dem og de fleste andre produktionsselskaber. Det er sjovt. Men i sidste ende er det jo op til dem, om de vil købe content.”
”Hvad mener du?”
”Vi sælger jo på to forskellige måder. Den her serie for eksempel er bestillingsarbejde. En kunde lægger en ordre ind i systemet og godkender pris og deadline. Lady leverer det rå content, der så bliver redigeret og dirigeret af mig og mit kreative team, som du lige hilste på. Men det er kun de store opgaver, der bliver klaret på den måde. Langt det meste fiktion; romaner, noveller, tegneserier og alt det der, bliver skabt og derefter solgt på den globale contentbørs til højestbydende.”
Ellie nikkede ivrigt. Hun havde skrevet opgave om priskonjunkturerne på romaner. Priserne var styrtdykket på det meste, efter CCH og de andre globale spillere var kommet til, men holdt sig stabil på de bøger, der blev dirigeret af de bedste folk. Som for eksempel Monica, der nu drejede skarpt ind på et hjørnekontor, der var domineret af en blød sofa i lyseblå velour. Københavns skyline var stadig halvt skjult bag de regnvåde vinduer, men store, grønne planter skabte en blød og indbydende stemning. Dæmpet lys tændtes automatisk, da Monica smed sig på sofaen og skubbede skoene af. Ellie blev stående, usikker på hvad hun forventedes at gøre.
”Sæt dig ned. Jeg har et møde med den kinesiske afdeling om et øjeblik, men jeg tænkte, du måske havde lyst til at lære Lady lidt at kende?”
Ellie undertrykte forgæves et begejstret fnis, mens Monica grinede højt.
”Fedt. Jeg kan godt lide din entusiasme. Bare scan dig ind der, og så kan du begynde at sætte designparametre op. Du kan selv bestemme, hvad du har lyst til at dirigere, men husk at Lady er the real deal. Ikke nogen sandkasse her.”
Monica rejste sig med tydelig modvilje fra den blå sofa og bevægede sig over i det ene hjørne, hvor en hængekøje hang fra loftet bag en glasvæg. Det var åbenbart mødelokalet. Ellies hænder dirrede, da hun scannede sit armbånd. Hun havde selvfølgelig dirigeret AI før, men efter fem minutter var hun helt på halen over de muligheder, Lady præsenterede for hende. Hun bladrede et øjeblik og besluttede sig så for at skabe en roman. I løbet af ingen tid havde hun valgt genre, plottype, tidslinje og karakterer. Et øjeblik efter var de fundamentale parametre også på plads. Tredjeperson datid, 90.000 ord, 50 kapitler. Hun satte Lady i gang og lænede sig tilbage. Det var virkelig en behagelig sofa, men hvilet blev kort, da Lady et par minutter senere indikerede, at opgaven var færdig. Hurtigt lavede Ellie et par strategiske søgninger. Hun rettede et par karaktertræk og tilføjede lidt mere drama et par udvalgte steder, inden hun lod Lady lave anden version.
”Skal vi smide den på content børsen?”
Ellie hoppede forskrækket i sofaen. En høj mand stod smilende i døren og betragtede hende. Hans skæg passede perfekt i nuancen til det diskrete grå jakkesæt og den hvide skjorte.
”Du er skarp. Har du arbejdet med lignende AI’s før?”
”Nej, ikke som Lady. Men jeg har da prøvet på uni. Grundstrukturen er den samme, men så stopper sammenligningen også der.”
Manden satte sig ved siden af hende i sofaen og scannede sig ind. Et par hurtige kommandoer senere, så Ellie sit første dagsværk blive oversat til fem sprog og solgt som både roman og filmrettigheder.
“Øh… Altså det er min første dag… Jeg ved ikke helt, om jeg må det her.”
Manden grinede højt og rakte hånden frem.
”Jeg tænker, det er okay. Jeg hedder André. Det er mig, der er CEO.”

En time senere stod Ellie ved buffeten i kantinen og forsøgte at skabe sig et overblik. Her duftede af timian og en lille smule af citron. André var hurtigt smuttet videre, og det havde taget Ellie et øjeblik at komme sig over, at hun ikke havde genkendt CCH’s direktør, der ellers optrådte storsmilende overalt på firmaets hjemmeside. Monica havde ønsket hende tillykke med det flotte arbejde, og sammen var de gået mod kantinen. Ellie var ikke sikker på, om det var sult eller eufori, hun følte lige nu. Hun spejdede henover salatfadene og spottede en skikkelse, der sad alene ved et af kantinebordene.
”Er det Mads Enghøj, der sidder derovre…?”
Ellie nikkede diskret over mod en ældre herre iklædt jeans og en blazer, der havde set bedre dage. Han sad og stak i en skål nudler tydeligt fordybet i telefonen foran ham. Monica så forbavset på hende og brød så ud i et af sine brede signatursmil.
”Ja. Det er Mads. Jeg troede ikke, at din generation kendte til ham?”
”Han har holdt forelæsning på universitetet. Jeg vidste ikke, at han arbejdede for CCH?”
”Det gør han heller ikke fast, men vi hyrer ham ind som konsulent ind i mellem. Skal jeg introducere dig?”
Ellie nåede ikke at svare, før Monica var på vej ned mellem de runde borde. Hun vekslede et par hurtige ord med Mads og stillede sin tallerken ved siden af hans, mens hun gjorde tegn til Ellie om at sætte sig på den anden side. Ellie kunne ikke helt tyde, om han virkede begejstret eller irriteret.
”Nå, så du er sidste skud på stammen?”
”Øh ja… Altså som praktikant i hvert fald… Jeg hedder Ellie.”
”Du skal nok blive hængende. Du ville ikke være her, hvis du ikke kunne et eller andet. Det er sgu ikke som i gamle dage.”
”Hvad mener du?”
Hånden på hjertet, så var det ikke Enghøjs forelæsning, hun havde taget flest noter i… Han havde en tendens til at forholde sig ironisk – nogle ville sige hånligt – til forrige generations tilgang til kunst og kultur. Det var interessant, men Ellies interesser lå mest indenfor kombinationen af AI og skabelsen af de kreative parametre.
”Du har vel hørt de horrible historier om forfattere og illustratorer, der brugte måneder og år på at skabe et værk, ik´? Ét værk! Og derfra og så til at få det på markedet… Gudfaderbevares, det kunne jo så tage et år eller to mere. Det var helt til hest.”
Ellie nikkede høfligt, mens hun tog en tår vand. Monica brød ind.
”Men du må da indrømme, Mads, at royalty tankegangen alligevel kunne et eller andet. Jeg mener, i dag får firmaet jo kun en engangsbetaling up front, og så er det videre til det næste projekt. Jeg kunne forestille mig, at man som forfatter dengang havde glæde af sit værk i længere tid. Også økonomisk.”
Mads sukkede opgivende og pegede på Ellie med sin gaffel.
”Nu må vi lige have den universitetsstuderende på banen. Ved du, hvad den normale royaltysats lå på for tyve år siden?”
Ellie rystede beklagende på hovedet. Endnu en ligegyldig detalje fra en tid, der ikke virkede særlig vigtig i dag.
”15 procent, kære du! 15 sølle procent af nettoprisen. Der skulle dæleme sælges nogle bøger, før det bare lugtede en lille smule af almindelig indtægt.”
”Tja, du ved jo, hvad du taler om, Mads. Du har jo selv været der.”
Monica grinede over kanten af vandglasset, mens Mads så fornærmet på hende.
”Det kaldes erfaring, unge dame. Vi kan jo ikke alle sammen være født i 2010. Og ja, jeg har ganske rigtigt oplevet at udgive bøger under datidens fuldstændig afsindige forhold. Det eneste, jeg kunne tjene lidt ekstra på, var mine foredrag. Heldigvis for mig vidste det sig at være en kæmpe fordel at have et job som softwareudvikler ved siden af…”
Ellie brød sin hjerne for at finde på noget klogt at sige. Hun havde stadig ikke helt fattet, at hun sad lige her. I kantinen hos CCH med udsigt over havnen. Regnen var stoppet, og solen brød skyerne hist og pist. Hun havde lige dirigeret og solgt sit første arbejde i samarbejde med Lady og sad nu og lyttede til to giganter i den verden, hun brændte for at træde rigtigt ind i. Life was good.
”Er det ikke rigtigt, at det var illustratorerne, der først måtte tilpasse sig?”
Mads nikkede, og Ellie bildte sig ind at se en smule anerkendelse i hans blik.
”Jo. De var først på slagtebænken. Jeg skrev engang manuskriptet til en børnebog, men fik den aldrig udgivet, da udgifterne alene til illustrationer var astronomiske. Den er selvfølgelig udkommet nu, men dengang var det utopi.”
”Men hvorfor lærte de ikke bare at dirigere deres AI?”
”Du skal tænke på, at de første spæde AI´s på markedet slet ikke kunne det, vi ser i dag. Derfor var mange skeptiske og havde svært ved at se truslen. Spol fem år frem så stod alle skeptikerne i køen til jobcenteret.”
”Køen til hvad?”
”Jobcen- Åh, lige meget, jeg skal alligevel også se at komme videre.”

Monica og Ellie færdiggjorde deres frokost, mens de talte om detaljerne i de parametre, Ellie havde dirigeret Lady med tidligere. Monica var især nysgerrig på, hvorfor Ellie havde justeret nogle af karaktererne efterfølgende. Målet var, sagde hun, at Lady indenfor en overskuelig årrække ikke behøvede efterfølgende justering. På vej tilbage til kontoret, passerede de elevatorerne, der nu alle tre var ude af drift og stod med dørene åbne. Flere medarbejdere stod utilfredse og ventede, mens fire arbejdsrobotter upåvirkede af hurlumhejet var i gang med reparationerne.
“Ej, hvor irriterende. Så er vi nødt til at tage trappen. Kom, jeg kender en smutvej.”
Monica greb Ellies arm og trak afsted med hende, men Ellies stramme nederdel gjorde det umuligt at følge med i samme tempo. På afstand så Ellie derfor med gruopvækkende tydelighed, hvordan Monica tørnede sammen med en mand, der med næsen i sin smartphone var på vej i modsatte retning. Monica snublede derefter ind i en af arbejdsrobotterne, der rutinemæssigt servilt flyttede sig til siden med det resultat, at Monica styrtede skrigende ned i den åbne elevatorskakt. Ellie stod paralyseret og kæmpede for at forstå, hvad der lige var sket. Så sortnede det, og verden forsvandt.

Ellie vidste ikke, hvis kontor hun var blevet placeret i, men hun var taknemmelig for at få lov til at sidde lidt for sig selv. De sidste par timer flettede sig sammen i et stort sammensurium af ambulancer, politi, afhøring og CCH´s interne krisepsykologer, hvoraf en nu diskret sad i en sofa lidt derfra og holdt øje med hende. Ellies hænder rystede, da hun prøvende tog en tår af det glas vand, der ellers havde stået urørt.
En mand nærmede sig, og hun genkendte med det samme CCH´s direktør, André, hun havde mødt tidligere på dagen. Han havde smidt jakken og smøget de hvide skjorteærmer op. Hun gøs. Det føltes som et helt liv siden, hun havde siddet i Monicas lyseblå sofa og skabt sit første værk.
”Hvordan går det? Har du fået talt med psykologen?”
Ellie nikkede træt. Hun orkede ikke at fortælle det hele en gang til og håbede, at André ville lade være med at spørge. Han satte sig i lænestolen overfor og lænede sig frem.
”Jeg vil gerne tale med dig om noget, Ellie. Det er selvfølgelig forfærdeligt, det der er sket med Monica, det må du endelig ikke være i tvivl om. Vi er alle sammen dybt chokerede.”
André tav, og Ellie så op. Hans intense blik fik hende til hurtigt at se væk.
”Monica Falin var en af vores dygtigste AI dirigenter. Ingen tvivl om det. Rigtig mange af vores kunder har nydt godt af hendes arbejde og har flere ordrer stående i kø. Og de kunder venter nu på deres content. Jeg har set, hvad du kan og vil derfor gerne tilbyde dig fastansættelse fra og med i dag.”
Han holdt en hånd op for at bremse Ellies protester. I stedet hvirvlede de rundt i hovedet på hende. Det kunne hun da ikke? Det var hun da slet ikke dygtig nok til? Og hvad med Monica? Det var jo hendes arbejde. Det kunne hun da ikke bare overtage på den måde. Kunne hun?
André rejste sig og gik hen til et af de store panoramavinduer. I det samme gled en sky for solen, så skyggerne lagde sig om hans slanke skikkelse.
”Ellie, ser du, engang var forfattere et særligt folkefærd. Kunstnersjæle, der ikke brød sig om bånd og begrænsninger, men som alligevel indgik unfair aftaler blot for at få deres værker ud i verden og blive læst. I dag kan historier dirigeres af hvem som helst, men det kræver alligevel et vist kreativt talent at få Lady til at levere det helt rigtige.”
André så på sit ur og begyndte at gå hen mod døren.
“Tænk over det. Jeg vil gerne have en afklaring senest i eftermiddag.”

Pludselig virkede det store kontor trangt og snærende. Ellie havde brug for luft og fandt snart efter vej mod trappen op mod den store tagterrasse, der strakte sig i hele bygningens længde. Det blæste voldsomt, men regnen var stoppet. Hun fandt et sted i læ og lænede sig mod rækværket. Hun bildte sig ind, at hun kunne se Sverige i horisonten.
”Det er noget af en første dag, du har dig, hva’?”
Ellie vendte sig forskrækket rundt. Mads Enghøj stillede sig ved siden af hende og tændte en cigaret med ryggen mod vinden. Han smilede undskyldende.
”Ja, jeg ved godt, det er forbudt, men dinosauren skal altså have sit fix en gang i mellem.”
”Han har tilbudt mig et job.”
Ellie havde svært ved at genkende sin egen stemme.
”Hvem, André? Ja, det kunne ligne ham. Samlebåndet må ikke holde stille for længe. Sagde du ja?”
”Jeg skal give besked senere i dag. Men… jeg ved sgu ikke. Jeg er jo ikke Monica.”
”Nej. Men så alligevel. Redskaberne har selvfølgelig ændret sig. Tidligere havde en kreativ sjæl brug for fyldepen og blæk eller maling og lærred. I dag skal du kunne sammensmelte din skabertrang med en algoritme. Det er ikke første gang i verdenshistorien, at mennesket afgiver et sæt færdigheder for at veksle dem til noget nyt.”
Mads tav og lod cigaretrøgen sive langsomt ud af munden.
“Du har alle muligheder for at skabe noget fantastisk, men desto større risiko for at drukne mellem alle de andre, der også prøver. Er du dygtig, bliver du en H.C Andersen eller en Degas. Eller en Monica. På den måde er der ingen forskel fra tidligere. Konkurrencen er den samme, selvom værktøjet er et andet.
”Jeg ved det ikke.”
”Nej, det kan være svært at træffe et valg, der kommer flyvende ind fra højre.”
“Mmm.”
Mads klappede hende opmuntrende på skulderen, inden han trådte skoddet fladt under foden og puffede det udover kanten under rækværket.

Det var begyndt at regne igen, da Ellie om eftermiddagen forlod den store glasbygning. Hun trak det lange hår ind under hætten, hev ID armbåndet af og stak det i tasken. Inden hun forlod bygningen, havde hun fået et nyt.

Ellie Louise Larsen – AI dirigent (fastansat) – 20. januar 2043

---

VI ELSKER TILBAGEMELDINGER!
KUNNE DU LIDE NOVELLEN, ELLER VAR DEN HELT UDE I SKOVEN?
SEND OS EN MAIL: KONTAKT@FIKTIONER.DK