Hos Fiktioner dyrker vi to perspektiver: Et der ser indad på den skrivende praksis og et andet, der ser udad på bogmarkedet. I denne artikel betragter vi et bogmarked i forandring. For selvom kultureliten (hvem end de er) stadig rynker på næsen af selvudgivere og medudgivere, så er der blevet flere forfattere, der vælger at gå egne veje. Vi har talt med en af dem. Eller rettere, vi har sendt syv spørgsmål til forfatter Sissel Bergfjord.

Sissel er uddannet fra forfatterskolen og har udgivet en række bøger på Gyldendal og på andre traditionelle forlag. I 2021 valgte hun at stifte eget forlag. Her er hendes svar på Fiktioners syv spørgsmål.

Hvorfor skiftede du fra at være forfatter på et traditionelt forlag til at blive selvudgiver?

En lang og også personlig historie på nogle år forud for min beslutning, kulminerende i et afslag på et manuskript, som jeg var rigtig glad for (Midlertidig opvartning). Jeg havde ikke længere lyst til fortsat at skulle navigere i et felt, hvor jeg ikke kunne stole på en reel behandling og bedømmelse, og hvor ingen kerede sig om mit talent og min udvikling af det. Hvis jeg trækker det personlige fra og ser det i et mere strukturelt perspektiv, så er der sket nogle ting i forlagsbranchen, især de seneste 5-10 år, som det kan være svært helt nøgternt og præcist at pin-pointe, idet det sjældent bliver lagt helt synligt frem. Der har dog efterhånden tegnet sig et mønster. Mange erfarne forfattere som jeg, har de seneste år oplevet pludselig at få afslag på manuskripter, enten helt uden saglig begrundelse eller med begrundelsen, at de ikke var gode nok. De, som har fået udgivet samme manus på andre forlag eller har valgt som jeg at udgive selv, har kunnet konstatere, at kvaliteten var god nok. I mit eget tilfælde kunne man jo spørge: Siden hvornår er fire stjerner og hjerter i de store dagblade ikke ”stærkt nok”? Vi forfattere får ikke altid ærlig besked om de andre parametre, som er afgørende for, om et manus antages eller ikke. En spade bliver kaldt for en gaffel og et afslag tørres af på forfatterens manglende præstation. Det svækker eller nedbryder helt den tillid, som jeg mener er den fundamentale præmis for et godt og professionelt samarbejde med et forlag. Hvis tilliden svækkes, har man så lyst til et fremtidigt samarbejde? Hvis forlagene på den ene side er blevet uinteresserede i at læse med i processen (det koster tid = løn) og helst vil have så færdige manuskripter afleveret som muligt, men samtidig pluk-udgiver (det vil sige, de kan sige nej tak til et manus og samtidig skrive, at de meget gerne vil se det næste, man kommer med), hvor stiller det så én som professionel forfatter? Som én der siger ja tak til alt, bare man kan få lov til at udgive (nogle) af sine bøger på forlaget? Hvilken energi skriver man sit næste projekt med, når man har et uudgivet manus liggende i en af sine dokumentmapper? Det er ikke en energi, jeg bliver inspireret og motiveret af, så jeg var nødt til at udgive min bog selv. I kærlighed til mit manus og den proces jeg havde haft med at skrive det. Heldigvis kunne jeg stadig stole på min mavefornemmelse og dømmekraft, noget jeg en kort periode var bange for, at jeg havde mistet, og så ville jeg jo lige så godt kunne holde op med at skrive. Siden viste det sig, at jeg fik en enorm energi af at gå i gang med udgivelsesprocessen, det føltes simpelthen så rigtigt, og jeg har foreløbig ingen planer om at udgive på andre måder end at gøre det selv.

Hvad var det bedste ved at være på et traditionelt forlag?

Det bedste var nok, at ens bog var sikret en modtagelse og en vis synlighed, mange anmeldelser og at blive taget alvorligt som professionel forfatter. At der fulgte foredrag og deltagelse i forskellige arrangementer med. At have en tillidsfuld relation til sin redaktør – noget som ikke længere er givet på de store forlag. Men har man det i en periode, er det guld værd. At blive inviteret til ting, der opbygger ens netværk med andre forfattere og folk i branchen. Det opfattede kvalitetsstempel og den prestige der var forbundet med det – som jeg senere har indset er noget af det, som kan forhindre forfattere i at turde tage springet til at udgive egne værker. Samtidig er kvalitetsstemplet egentlig en illusion – altså ikke, at ens bog har kvalitet, når den er kommet igennem en nidkær og kompetent redaktion på et stort forlag, men snarere det modsatte, at ens bog skulle mangle disse kvaliteter, blot fordi man har fået uafhængige til at stå for det redaktionelle arbejde og har sat et andet forlagsnavn på bogen.

Det er vigtigt at understrege, at jeg skelner mellem at være selvudgiver bredt set – forstået på den måde, at enhver i princippet kan sætte sig ned og skrive og så bekoste en udgivelse også uden sparring og respons – og så det at være professionel forfatter (for de flestes vedkommende i forvejen), der udgiver selv. Hvordan man skal definere en debuterende selvudgiver er et godt spørgsmål, som jeg ikke kender svaret på endnu.

Hvad var det værste ved at være på et traditionelt forlag?

Måske er det meget på spidsen at skrive: Det værste. Men jeg synes godt, man kan spørge, hvad der har været mindst inspirerende og imødekommende, og det er blandt andet at være prisgivet og underordnet forlagets struktur. Også de dele, der ikke nødvendigvis er velfungerende og tillidsvækkende. Det kan for eksempel være, at man ikke har meget indflydelse på bogens udgivelse og ting i forhold til dens videre liv. At forlaget deler rettighederne ligeligt med forfatteren, men kun har ganske få forpligtelser. At opleve, hvor lidt der bliver gjort for en bog, og opleve, at man heller ikke selv har energi til at gøre noget særligt. For hvorfor lave en masse PR, når det primært er forlaget, der tjener penge på din bog? Man skal også spørge forlaget om ekstra eksemplarer af bogen, og de forskellige ting, man får et nej til, dræber eget initiativ. Det lyder måske mærkeligt, men jeg har også oplevet mange uregelmæssigheder og fejl i proces og kommunikation, som formentlig opstår, når et forlag bliver for stort, og afdelinger ikke taler sammen. Den type fejl der ikke opstår, når man sidder med det hele selv eller på et mindre forlag. Sidst vil jeg nævne, at jeg heller ikke synes, det er specielt befordrende, at man er glad for selv den mindste positive opmærksomhed, man får, og på en måde lader det være en del af ”betalingen” for ens mangeårige arbejde, noget der selvfølgelig i sidste ende står helt for egen regning. Jeg tror ikke, jeg har været den eneste forfatter, der overfor ægtefælle eller familie stædigt har forsvaret sit forlag, når de måbende har stillet kritiske spørgsmålstegn ved måden, forfattere bliver behandlet på i forlagsmaskineriet. Jeg mener det ikke, som at jeg ønsker at blive slikket i røven og behandlet som en diva, men jeg vil gerne behandles ordentligt. Det, mener jeg, er et forlags ansvar at sørge for, at der er ressourcer til – ikke kun når det gælder bestseller-forfattere og de allermest kendte og hypede forfattere.

Hvad er det bedste ved at være selvudgiver?

Det bedste er, at jeg ikke længere er underlagt et stort forlags strukturelle organisation. Jeg skal ikke vente halve år på svar, men kan selv beslutte udgivelsesdato med mere. Jeg har en frihed til at udgive en bog, når den er god nok og klar til udgivelse. Jeg er ikke afhængig af at få ”antaget” mit manus for at kunne føle mig som en rigtig eller god forfatter. Jeg sidder selv med den grønne udgiverknap. Jeg slipper for som professionel forfatter at skulle bedømmes inden udgivelsen, hver eneste gang jeg har lavet et nyt produkt – og at blive bedømt på andet og mere end bogens kvalitet. F.eks. på, hvor meget jeg tidligere har solgt af andre bøger og indbragt forlaget rent økonomisk. Eller på, at en øverste direktion har besluttet et maksimum for, hvor mange skønlitterære værker der må udgives det pågældende år på forlaget, og at ens bog så bliver en af dem, der ikke var ”plads til”. At sidde med den grønne udgiverknap selv har dertil givet mig et større ansvar, som jeg synes, jeg er vokset med professionelt. Jeg har fået mere viden og indsigt i en bogs tilblivelse og økonomi. Vigtigst af alt, har jeg fået etableret et bedre psykisk arbejdsmiljø. Jeg har simpelthen fået det bedre mentalt og kreativt. Der er også en stor energi i at kunne realisere sine ideer omkring en udgivelse uden at skulle spørge et forlag om lov og for det meste få et nej tak, hvis der er økonomi involveret. Dertil ejer jeg mine rettigheder selv og får meget mere end de 15 procent før skat pr. solgt bog, som de fleste forfattere får i royalty. Jeg får streamingroyalty hver måned, og selvom det endnu er relativt små beløb, svarer en måneds streaming-indtjening på lyd og e-bøger pt. nogenlunde til, hvad jeg fik pr. år på de store forlag. Efter min mening bør alle forfattere på traditionelle forlag forhandle bedre royalty på lyd-og e-bøger. Det skriger til himlen, hvor lidt de får. Især når omkostningerne på at producere en lydbog er langt under, hvad det koster at producere end trykt bog.

Hvad er det værste ved at være selvudgiver?

Man kunne sige det sådan: Jeg er den samme forfatter nu, som da jeg udkom på et stort forlag. Jeg skriver lige så godt (skulle jeg mene) som før. Jeg får stadig legater løbende fra Statens Kunstfond og kan søge dem som selvudgivende. Jeg synes selv, at jeg har en skarpere og bedre redaktionel læser – end jeg havde før, en jeg selv har valgt. Der er ikke ændret noget, ud over at der står et andet forlagsnavn på bogen, og at jeg ejer alle rettighederne selv. Jeg havde en periode på 5-7 år, hvor jeg skrev børne-ungdomslitteratur og ikke udgav en almen skønlitterær bog. Der var 8 år mellem Ønsketænkning og Midlertidig opvartning. Jeg gør det samme, som jeg hele tiden har gjort: Jeg skriver. Alligevel har jeg erfaret, hvordan modtagelsen og bogens efterliv har ændret sig. Da jeg udgav selv, fik jeg ca. 1/3 omtale og anmeldelser sammenlignet med min sidste almene skønlitterære udgivelse fra 2013. Et fald i synlighed. Jeg har stort set ikke fået nogen foredrag. Samtidig tror jeg, at det er en generel ting, for jeg har lagt mærke til, at der er mange gode forfattere, også yngre, der heller ikke ser ud til at komme meget ud i verden ”med bogen”. Biblioteker og andre eventholdere booker groft set de samme 10-15 forfattere, der er i vælten til alt, og glemmer stort set resten, også forfattere udgivet på store forlag. Det siger noget om, hvor svært det er at nå ud med en bog, og at forlagenes udgivelsesprofil i nogen grad lader sig påvirke og styre af aktualitet, trends og kendte mennesker. Jeg ville gerne skrive i høj grad, men det ville trods alt være unfair, da forlag i Danmark udgiver nogle af landets bedste bøger også. Det, som er problemet, er, at de har skrabet en meget stor del af mellemlaget fra. Det er trist, og på både litteraturens og forfatternes vegne synes jeg også, det er uanstændigt. Hvor er det trist, at forlagene i den skarpe konkurrence derude vælger at gribe den samme kommercielle strategi, at fravælge gode litterære projekter og have så travlt med at udgive, noget som er en del af en aktuel debat, at man ikke giver sig nok tid til at løfte det kvalitativt. Hvor ville vi være, hvis anmelderne gjorde det samme. Forkastelsen af mellemlaget har ført til nye udgivelsesstrategier, heriblandt det at udgive selv. Og det viser meget tydeligt, at litteratur er en stædig størrelse, at den skrives af en nødvendighed og pibler op og ud alligevel, dog med store psykiske og livsmæssige bekostninger for forfatterne.

Hvis du måtte ændre én ting ved bogbranchen/forlagsbranchen, hvad skulle det så være?

Én ting er næsten umulig at nøjes med, fordi den overordnede ændring hænger sammen med mange forbundne dele. Jeg tror ikke, at det er de store forlag, der nødvendigvis kan eller skal ændre sig. Jeg tror mere på, at en forandring og udvikling kommer nedefra. At det er os forfattere, hjulpet godt på vej af den tid vi lever i på det praktiske og psyko-mentale felt, der kommer til at sætte gang i nogle små bølger, som vil skabe alternative udgivelses-og receptionsmuligheder (som vi jo allerede er godt i gang med). Eller som vil forandre forfatternes vilkår på forlagene til det bedre. Lige nu er jeg bange for, at selvudgivere udgør en trussel – godt nok en meget lille en, men at vi måske bliver set som en trussel fra de store forlags side i stedet for at være et alternativ, som i virkeligheden er opstået på grund af den måde, forlagene er struktureret på: På grund af den måde de lidt har glemt at værne om os ”indholdsproducenter”. I mange år har de kunnet tage os for givet, fordi de fleste forfattere næsten vil gøre hvad som helst og vil æde hvilken som helst kamel blot for at få udgivet sine værker og høre til et sted.

Der er sket mange forandringer: Bare se på feminismen. Jeg var selv meget optaget af feminismen, da jeg læste kunsthistorie i 90’erne. Måske er det derfor, at jeg ikke føler en trang nu til at skrive en bog med en tydelig feministisk vinkel. Det er de samme teoretikere og slogans, som jeg ser og hører ekkoer af i debatten og litteraturen nu, som jeg dykkede ned i dengang. Forskellen er, at nu er det blevet mainstream. Feminismen er ikke længere kun teori, den er igen som i 70’erne nået helt ud i virkeligheden. Den er med til at forandre ting, og det er enormt positivt. Nogle af de valg jeg har truffet i forhold til at udgive selv, anser jeg for at være feministiske. Feminismen handler om ligeværd og retfærdighed, ikke kun blandt kvinder. Det handler om at komme forskelsbehandling til livs. Jeg synes, det er tankevækkende, at de store forlag udgiver disse feministiske og politiske værker i det omfang, de gør.  På den måde gør de sig til et slags ”med-samfundstalerør”, samtidig med at jeg overhovedet ikke ser de samme budskaber, som bøgerne indeholder blive realiseret i den måde, de driver virksomhed på. Nærmest tværtimod i forhold til de ting, jeg har været vidne til selv og har hørt andre fortælle om. Det er det, man i andre sammenhænge ville kalde hyklerisk, men åbenbart ikke i den litterære verden.

Det at høre til et sted som forfatter er også blevet disruptet de seneste år. Det begyndte b.la. med at redaktører, ligesom andre arbejdsgrupper i samfundet, i større og større grad skiftede job og hoppede rundt mellem forlagene. Og at mellemstore forlag blev slugt af større, som det f.eks. skete med Rosinante.

Jeg synes, det kunne være enormt positivt, og jeg venter gerne i flere år på, at respekten omkring professionelle selvudgivere vokser. At der ikke længere vil herske en – nogle gange ubevidst – forestilling blandt aktører, der arbejder med litteratur og blandt mine egne kollegaer om, at forfattere, der udgiver deres bøger selv, er andenrangs forfattere. I den forbindelse har det stor betydning, at Solvej Balle modtog Nordisk Råds Litteraturpris sidste år vel egentlig som den første selvudgivende forfatter nogensinde. Jeg synes også, at det er positivt, at hun har været så mange år om at skrive Om udregning af rumfang og stadig er i gang med serien. For jeg kan godt nogle gange få en fornemmelse af, at vi forfattere i højere grad presses til at skynde os. At man glemmer, at den måde, vi arbejder på, netop står i skarp kontrast til præstationssamfundet derude, hvor alt er deadlines og skal speedes op i effektivitetens navn. Langsomheden og fordybelsen er måske en af de vigtigste ting ved at skrive. Vi kunstnere holder temperaturen nede, når resten af samfundet overophedes. Men forfatterne mærker en forventning enten eksplicit eller implicit og tager det til sig; de går måske rundt med et indre stress-ur, fordi de skal følge trit med andre forfatteres udgivelsesrate. Det er jo helt godnat og fatalt for litteraturen, men jeg forstår også helt hundrede den følelse. Det virker, som om der er en forventning til forfattere i dag om, at de klasker et nyt manus på disken hvert andet, tredje år, ellers bliver de glemt. Vi skriver forskelligt, har forskellige livssituationer og forskellig økonomi, som også betyder noget for ens mulighed for at reservere tid til at skrive.

Når det er sagt, så er jeg meget positivt indstillet over for fremtiden og over for, at vi kan have alle disse forskellige udgivelsesmuligheder, som man ikke havde som forfatter for bare 10 år siden, fordi man som selvudgiver stod uden mulighed for distribution af bøgerne. I dag kan forfattere koble sig på de samme tjenester og have samme lagerplads som de store forlag, og boghandlere kan bestille deres bøger med returret på præcis samme vilkår. Så på det praktiske og teknologiske felt ser det ud til, at der snart er ligevægt mellem de to måder at udkomme på. Det næste, jeg gerne vil tro på, er, at der kommer en mere ligeværdig indstilling, at man mere ligeligt kommer til at deles om ”opmærksomheden”. At anmeldere anmelder 50/50 eller bare i nærheden, samtidig med at flere og flere vælger at udgive selv. Det er klart, at vi som selvudgivere ikke kan konkurrere med forfattere på store forlag, hvis bøger annonceres i store bannere på bus-og metroreklamer. Kommercielt set er der store forskelle og konsekvenser ved at udgive selv. Men så må man også huske, at rigtig mange forfattere på store forlag automatisk kommer på et slags B-hold, hvis deres bog ikke brager igennem, og så vidt jeg har været orienteret er denne praksis med opdeling ligefrem systematiseret på forlagene.

Forestil dig en ung uudgivet forfatterspire, der går med tanker om traditionel forlagsudgivelse versus selvudgivelse. Hvis du skulle give denne person et råd, hvad ville det så være?

Jeg ville måske starte med at sende ind til et af de mindre forlag, som ofte primært er drevet af litterær passion og iværksætterånd. Det skal være et forlag, der bekoster udgivelsen, ellers kan man ikke senere søge arbejdslegater. Jeg ville ikke selv begynde som selvudgivende forfatter, sådan som det ser ud i dag. Til gengæld ville jeg ønske for den unge generation af forfattere, at de vil begynde i samlet flok at stille krav til samarbejdet med et forlag i stedet for udelukkende at være taknemmelige over overhovedet at blive udgivet. Vi skal dele vores fortællinger, præcis som med Metoo, før noget kommer til at ændre sig til det bedre. Vi skal stå sammen som forfattere, og det ville være virkelig befriende, hvis nogle af de store forfattere havde lyst til, mere end de gør i dag, at vise aktiv og synlig solidaritet med nogle af de systemiske uretmæssigheder, der eksisterer.

Jeg mener ikke, at forlagene kan fortsætte meget længere med at levere ideen om et kvalitetsstempel og en lækker middag med fri bar til den årlige sammenkomst på forlaget. Forfattere ligesom jeg selv skriver af indre kunstnerisk nødvendighed og det primære er det gode samarbejde, sparringen i den kunstneriske proces. Hvad skal man egentlig med en redaktør, hvis det redaktionelle arbejde består i at læse et manuskript igennem, der er stort set færdigt, og som forfatteren måske allerede har fået kollegaer og andre professionelle til at læse igennem for egen regning?

Hvis du er ung og debutant, ville jeg først få læst mit manus igennem af en professionel læser. Og betale for det. Hvis du får en respons, der er overvejende positiv, kan du sende det ind til et forlag eller opsøge hjælp til at udgive selv. Det koster jo noget, så det er ikke sikkert, man har pengene som helt ung, heller ikke selvom de nok tjener sig ind igen efter bogens udgivelse. Gå aldrig ned på forsiden: Betal en rigtig grafiker for at lave en flot forside, også selvom det er dyrt. Der er alt for mange rædsomme eller kedelige ”selvudgiverforsider” derude i forvejen. Jeg vil også advare mod at udgive sin bog for enhver pris, for eksempel hvis alle de professionelle læsere, man hyrer, siger det samme og vurderer, at den ikke er klar. Alle har mulighed for at udgive en bog i dag, men det er ikke sikkert, at det altid er en god idé, og som det allerede har gjort, giver det ordet selvudgiver en ofte negativ klang.

---

HAR DU OGSÅ NOGET PÅ HJERTE?
SÅ HØRER VI MEGET GERNE FRA DIG PÅ KONTAKT@FIKTIONER.DK