Artiklen om forfatterlivets kludetæppeøkonomi ville skrive sig selv. Idéen var god, rationalet var knivskarpt og linket til læserne gav vanvittig god mening. En grum indføring i de barske økonomiske realiteter, de fleste forfattere står overfor. Men noget skete undervejs, der fik drejet artiklen i en helt anden retning.

Hvad skal vi skrive om?

Når vi skal vælge emner til artikler til Fiktioner, bruger vi to parametre som pejlemærker. For det første skal det være noget, vi har en formodning om, at andre gider at læse. Det føles ret formålsløst at have siddet og brugt en del tid på at skrive og gennemarbejde en artikel, der så ikke bliver læst. Men først og fremmest udvælger vi emner ud fra noget så simpelt som lyst. Vi skal gide at skrive artiklerne. Det skal være interessant, og kan vi selv lære noget nyt undervejs, så er alt godt.

Og hvorfor skal du så vide det? For det kommer næppe som en overraskelse, men jeg vælger alligevel at nævne det. For oprindeligt skulle artiklen her have handlet om noget helt andet – nemlig noget så sindsoprivende interessant som økonomi. Emnet har været oppe og vende på flere af vores mange kaffe-telefonsamtaler. Faktisk havde den længe stået på artikel-idé-listen (ja, den findes) med mig som ophavsmand. Jeg ville gerne skabe et overblik over det kludetæppe, der udgør langt de fleste forfatteres økonomiske grundlag. Ja, formentlig langt de fleste skabende kunstneres.

Måske er du allerede gået all in på branchen her – så ved du godt, hvad jeg taler om. Bibliotekspenge, royalties, legater, fondsansøgninger, foredrag, undervisning, rådgivning, korrekturlæsning, freelance redaktion, oversættelser. Der er rigtig mange forskellige felter i det kludetæppe. Og indkomsten fra alle disse felter er sjældent nok. Der er meget ofte brug for et supplement af indkomst fra ”den almindelige verden”. Som forfatter vinker du farvel til fast månedlig indkomst og pensionsopsparing. Du skal evne at få pengene til at strække, selvom mange af dem kun kommer ind én gang om året.

Flere kan skrabe penge nok sammen til at skabe sig en eller anden form for levebrød – uagtet at der sjældent er særlig meget smør på det brød. Det er et fåtal, der formår rent faktisk at tjene mange penge i den her branche. Det ved de fleste godt. Tager du alligevel springet med en forestilling om at blive rig hurtigt, vil jeg anbefale dig at lave en hurtig googlesøgning på ”forfattere og økonomi”. Ikke for at tage modet fra dig, men nok mere for at pumpe en vis portion realistisk sans ind i din beslutning.

Nå, men tilbage til valget af artikelemne. For det gav virkelig god mening. På papiret virkede det som et super relevant emne for læsere af Fiktioner. Idéen var min, og jeg valgte selv at løbe med opgaven. Jeg anede allerede omridset og opbygningen. Skriv en kort intro og tag så ellers de forskellige klassiske indkomstgrupper og gå i dybden med dem. Måske med en kritisk stillingtagen til den magt Statens Kunstfond besidder i forhold til uddeling af fondsmidler. Vissevasse, den artikel ville jo skrive sig selv.

Men det gjorde den ikke.

Tvært i mod blev jeg ved med at skubbe den foran mig, indtil jeg ikke kunne komme længere. Med et dybt suk lavede jeg derfor selv førnævnte googlesøgning og måtte erkende, at jeg ikke var den første, der syntes, at emnet var værd at skrive om. At andre har behandlet emnet, bør jo normalt ikke afskrække én selv for at gøre det, for ofte er det muligt at lægge en anden vinkel på.

Men hvorfor så ikke bare gøre det?

Fordi her kommer kriterium nummer to i spil. Jeg havde ikke lyst. Plain and simple. Tanken om at dykke ned i rapporter om forfatteres sørgelige indtægtsniveau for at skrive endnu en artikel, der igen ville slå fast, at du ikke skal gøre det her, hvis penge er vigtige for dig, trak al skrivelyst og kreativitet ud af mig.

For med fare for at lyde meget banal her, så er det lysten, der driver værket.

Det var lyst, der gjorde, at jeg for fem år siden tog en (i andre øjnes) vanvittig beslutning og trådte ud af hamsterhjulet. En beslutning med vidtrækkende økonomiske implikationer for mig selv og min familie. Jeg har min far mistænkt for stadig at sove dårligt over min manglende pensionsopsparing. For ja – havde penge været vigtige, var jeg blevet i medicinalbranchen… Men jeg havde lyst til at være mere sammen med mine børn. Jeg havde lyst til at være en anden kone for min mand. Jeg havde helt enkelt lyst til at finde en anden version af mit halvforjagede jeg, der altid forsøgte at være på forkant med alt. Også selvom det betød, at de leverede dagligvarer, babysitteren og rengøringshjælpen blev opsagt. Jeg havde lyst til at skrive. Den lyst har jeg altid haft, men nu fik den plads og rum til at udfolde sig.

It takes one to know one

Måske har du været igennem noget lignende. Måske har du skrevet en bog i din sparsomme fritid og forsøger med næb og kløer at skaffe dig selv midler og tid nok til at skrive den næste. Hvis du kan genkende dig selv i det, så kan du nok også genkende situationen her:

Du er til tante Olgas 70 års. I er nået igennem velkomstdrinken og har sat jer ved de foldede servietter og blomsteropsatsen og venter på den varmrøgede laks. På din venstre side sidder fætter Morten. På den højre sidder fødselarens barndomsveninde, Annelise. I nikker rundt og præsenterer jer. Måske har du en snert af introverthed (det ville ikke være underligt som forfatter), så allerede her er din hjerne på overarbejde for at finde på et eller andet at tale om. Hurtigt kommer I igennem vejret (hold da op et koldt forår, hva’?), sidste afsnit af X faktor og de fine bordkort. Nu er der ingen vej tilbage. Du ved det, fætter Morten og Annelise ved det. Det er hende, der spørger først. ”Nå, men hvad laver du så?” Du vrider dig lidt. Ikke fordi, du er flov over, hvad du laver. Tværtimod. Men du ved, hvad næste spørgsmål stensikkert vil blive, når du fortæller, at du skriver. Og du får ret. ”Forfatter? Kan man leve af det?”

Ikke: ”Det lyder spændende! Hvad skriver du på nu?” Eller: ”Ej, hvor fedt! Jeg har hørt, det er en hård branche.” Eller som minimum bare: ”Er du forfatter? Hvad har du skrevet?”

Nope, niks, nej. 90% af gangene er det ”kan man leve af det?”. Og hvad skal vi svare? Nej. Det kan man faktisk kun ganske sjældent. Det er derfor, jeg også er pædagogmedhjælper / havemand / lærervikar / kassedame i Føtex. Men jeg kan ikke lade være. Jeg elsker at fortabe mig i ord og tekst og handling og karakterer. Og i mit eget tilfælde stikker det dybere end det. Så når min egen familie stensikkert også spørger: ”Nå, får du skrevet noget?” eller ”Kommer der ikke snart en ny bog?”. Så kan jeg svare, at jo, jeg skriver en masse. Men ikke kun på en bog. Jeg skriver også noveller. Jeg læser andres tekster og giver feedback. Jeg læser masser af bøger. Og jeg skriver artikler til Fiktioner – når jeg har lyst.

Føler du dig snydt for gennemgangen af det økonomiske kludetæppe, kan jeg glæde dig med, at du her finder links til flere timers læsning om emnet ”forfattere og økonomi”.

Vi lægger ud med de officielle kanaler repræsenteret af Dansk forfatterforening, der i 2016 lavede en undersøgelse af forfattere og deres økonomiske forhold med den fængende titel: “Mere end hver fjerde forfatter tjener mindre end 8.333 kr. om måneden!”

Dernæst kan du dykke ned i rapporten (om samme emne fra samme år) fra Bog- og litteraturpanelet: Danske forfatteres og oversætteres økonomiske levevilkår. Hvis du er mere interesseret i en international vinkel, kan du læse University of Glasgows rapport.

Udover de omfattende undersøgelser, findes der en del forfattere, der åbent deler ud om deres personlige erfaringer. De er ofte lidt lettere at fordøje end ovenstående. Steen Langstrup byder ind med sit synspunkt – der i øvrigt er en del af hans ganske udmærket blogserie om ”drømmejobbets svære bagside”.  Kaspar Colling Nielsen har også flere gange meldt sig i debatten. Her kan du eksempelvis læse hans debatindlæg om kunststøtte i Kristeligt Dagblad.

Information har i 2018 skrevet en artikelserie om forfattere og penge, hvor seks kendte danske forfattere giver deres besyv med.

Information synes vist helt generelt, at forfattere og økonomi er værd at skrive om. For udover ovenstående har de leveret spalteplads til adskillige kronikker og artikler om netop det. Tjek for eksempel artikelsamlingen her, hvor du blandt andet kan dykke ned i Claus Meyer sagen, hvor den kendte kok tilbød en frokost som betaling for oplæsning og forfatterforedrag. Samlingen indeholder også links til debatten omkring Tydelige Tegn – et litterært tidsskrift, der ganske atypisk for genren betaler deres forfattere.

Er du på dette tidspunkt på vej ned i et deprimeret hul og fornægter alle idéer om at leve af at skrive, så kan du måske få lidt mere mod på det ved at læse om mulighederne for at søge fonde. Forlaget Historia har lavet en fin oversigt, du kan tage udgangspunkt i.

---

HAR DU EN KOMMENTAR TIL ARTIKLEN,
SÅ HØRER VI RIGTIG GERNE FRA DIG PÅ KONTAKT@FIKTIONER.DK