Én ting er at skrive om branchen udadtil, om andre genrer og andres bøger. Noget helt andet er at dykke ned i sin egen skriveproces og vise verden, hvordan sådan en rodebutik kan se ud.

Er du stødt på vores ”Bag Fiktioner” side? Du ved, den der side hvor man kan få lov til at smide lidt om sig med de store ord om årsag og passion og alt det der. Har du selv en hjemmeside, så ved du, at det er sådan en side, man bruger meget tid på at skrive – for så stort set aldrig at besøge igen. Den ligger bare der og lever sit eget stille liv, for hvor mange gider egentlig læse sådan noget?

Udover at være skribent på Fiktioner, har jeg også æren af at være WordPress wannabe. Tak til YouTube og Google for assistance på den front… Nå, men man kan let fortabe sig i statistik i det bagvedliggende landskab. Hvad klikker folk på? Hvordan finder de siden? Hvor længe bliver de hængende? Og det var så her, jeg pludselig huskede den der famøse ”Bag Fiktioner” side – for folk klikker sig faktisk frem til den. Og ikke nok med det – de bliver hængende længe nok til rent faktisk at have tid til at læse den. Så det besluttede jeg mig for også at gøre.

Her kunne der så ske to ting. Enten går du i panik, fordi du pludselig ser alle kommafejlene og det himmelråbende ringe indhold. Eller også nikker du lidt for dig selv og kommer i tanke om, hvorfor vi overhovedet gør det her. Heldigvis blev jeg ramt af sidstnævnte.

På “Bag Fiktioner” siger vi blandt andet, at vi gerne vil skrive artikler, der går dybere end de sociale mediers format tillader. Mission accomplished, hvis jeg selv skal vurdere det. Vi sætter en ære i at nørde i dybden. Det er noget af det, vi holder allermest af ved Fiktioner – netop at skrive om lige præcis det, vi selv syntes, er fedt. Ikke hvad vi tror giver flest likes eller delinger. Det har betydet artikler om alt fra ugebladsnoveller til politisk litteratur. Hvis vi ikke selv ved nok om emnet, inviterer vi spændende mennesker til at skrive for os.

Derudover skriver vi også, at vi har to perspektiver på fiktion: Et introvert og et ekstrovert. Vi ser udad på genrer og et marked i forandring. Og så ser vi indad på vores egen skriveproces.

Den ekstroverte del – helt klart. Den del dækker vi tit og ofte. Vi har skrevet om alt fra lektørudtalelser til crowdfunding. Det er straks værre med det introverte perspektiv, for selvom ja – vi har da skrevet enkelte artikler med fokus på vores egen praksis, men det er ikke dem, der er flest af. Egentlig er det vel lidt et paradoks, at to temmelig introverte mennesker ikke skriver om den introverte del af skrivelivet. Eller måske giver det faktisk ret god mening – for som introvert kræver det en del af mig at stille mig op på den virtuelle ølkasse og råbe ”Se mig! Læs om mit liv og min praksis!” Men hvo intet vover…

A day in the life of…

Så velkommen til en dag i mit liv som forfatter. Lad os først lige få de grundlæggende ting på plads. Jeg er er så heldig at kunne nørde mere eller mindre fuld tid med ord og bøger. Men for lige at præcisere så skriver jeg ikke på mine egne bøger fuld tid. Jeg freelancer med alt fra redaktion til betalæsning. Fiktioner tager noget tid. Det gør salg, regnskab, lager og alt det der også. Derudover er jeg gift og har to unger, en stor have, fem høns og to katte. Der er med andre ord også lidt at se til på hjemmefronten. Jeg bruger vel cirka 10-15 timer om ugen på at skrive på mine bøger.

Lige nu er jeg i sidste tredjedel af råmanus til en roman med to kvindelige hovedpersoner. Den enes historie er stort set færdig, den andens er omkring halvvejs.

Dagen starter altid med kaffe. Kop nummer to – den første bliver drukket, inden yngstebarnet bliver afleveret i skole. Så følger vel cirka 30 minutters overspringshandlinger med mails, SoMe osv. Så åbner jeg Word – og henter noget vand. Vender tilbage til skrivebordet, går på Facebook, skæver til Word ikonet i bunden af skærmen. Rejser mig, støvsuger, sætter vasketøj over, vender igen tilbage til skærmen. Og sådan kan der godt gå et par timer. Måske har du nu himlet et par gange over det eklatante spild af tid, jeg lægger for dagen. Og jeg indrømmer det gerne – jeg er dronningen af overspringshandlinger. Men nu har jeg skrevet en del år efterhånden, og jeg har lært, at det er en del af processen – min proces i hvert fald. Jeg skal lade op, danse lidt om den varme grød og tage tilløb, før jeg dykker ned i manuskriptet. Jo længere tid siden, jeg sidst har skrevet, jo længere tid tager det. Sådan er det bare. Og trust me – jeg har prøvet at tvinge mig selv i gang. Det kommer der sjældent noget fornuftigt ud af.

Nå, men på et tidspunkt tager jeg mig sammen og hopper ind i historien igen. Word gør mig pænt opmærksom på, hvor jeg startede sidst, og så er det jo bare at gå i gang.

Ved du så, hvad du skal skrive?

Et klassisk forfatterspørgsmål… Er du plotter eller pantser? Eller sagt på en anden måde – plotter du dine bøger på forhånd, så du ved, hvad du skal skrive? Eller sætter du dig til tastaturet og lader historien folde sig ud uden at have en egentlig plan?

Jeg vil vove den påstand, at meget få forfattere reelt er enten eller. De fleste er en kombination af de to. Af natur er jeg pantser. Jeg kan have en grundlæggende idé eller skitsen af en person i hovedet, og så får historien ellers lov til at gå i gang og skabe sin egen kurs. Når jeg når omkring halvvejs opstår behovet for en plan. Jeg har som regel både brug for overblik over det, jeg allerede har skrevet, og historien skal på det her tidspunkt i snor, så den ikke knopskyder i alle mulige retninger. Jeg er gammel projektleder, så Excel er mit go-to værktøj på det tidspunkt i processen. Ofte plotter jeg en fem, seks kapitler frem. Helst ikke mere end det, da det ofte viser sig at være spildt arbejde, når min fantasi bypasser min plan.

Som før nævnt er jeg ikke så langt fra målstregen med min nuværende roman, så jeg har selvfølgelig gang i min Excelkrykke på nuværende tidspunkt.

Så ja – ofte ved jeg, hvad jeg skal skrive, og et hurtigt kig i Excel er ofte nok til at få ordene i gang. Jeg skriver hurtigt og bruger alle ti fingre på tastaturet. Vil du noget med dit skriveri, så øv dig i det – det er en kæmpe fordel, at fingrene kan følge med hjernen, hvis den bliver ivrig. En anden lille personlig kæphest fra mig til dig – lær nu de mest basale tastaturgenveje. Kopier, sæt ind, fortryd, søg, gem osv – alle de der genveje, der bare gør livet nemmere. Det samme med brugen af Styles, sideopsætning, søg og erstat, tabulator osv. Word kan blive din allerbedste ven, hvis du lige bruger en time på YouTube (jf overspringshandlinger, du ved).

En rigtig god skriveseance for mig varer max fire timer. Så bliver jeg træt, mine skuldre kramper sammen, og jeg har glemt at spise frokost. Så har jeg måske skrevet 4000 ord. De fleste gange skriver jeg omkring det halve, og det er jeg også godt tilfreds med.

Nogle forfattere har systemer, der hjælper dem med hurtigt at fange tråden igen, når de vender tilbage til tastaturet. På en god dag husker jeg at skrive et par hurtige stikord i dokumentet og markerer dem med gult. Ofte lukker jeg dog bare ned, fordi nu skal yngstebarnet hentes, eller den store skal til sport, eller hvad hverdagen nu smider efter mig.

Er det så godt, det der bliver skrevet?

Det evige tusindkroners spørgsmål… Jeg er begavet (til tider belemret) med et ret markant gen, der kræver styr på tingene. Det vil sige, at der ret sjældent er grammatiske fejl i det, jeg skriver. Jeg kan simpelthen ikke abstrahere fra den der røde streg på skærmen, der råber af mine fejl… Det kræver selvfølgelig stadig afsluttende korrektur, men det er ikke grelt. Jeg prøver at lade være med at nussepusse for meget om mit sprog i råmanus-fasen, men ærligt – det er godt nok svært at lade være.

Og så alligevel… For min allerstørste akilleshæl i hele det her skrivecirkus er min trang til at gå tilbage og læse det, jeg allerede har skrevet. Det er værst efter en ferie, hvor det er uger siden, jeg sidst har set i manus. Så er det virkelig fristende at starte på side 1 og liiige læse sig ind i det hele igen. Og ja – det kan selvfølgelig noget. Faren er bare, at jeg ofte bruger uanede mængder tid på (igen) at nussepusse sætningskonstruktioner, fortaber mig i karakterbeskrivelser, stemninger og alt det der, der jo netop skal vente til hele manuskriptet er færdigt.

Hvornår bliver du så færdig?

Slow and steady, ik? Jeg skal nok skildpadde mig i mål hen ad vejen, men er der noget, erfaringen også har lært mig, så er det at lade være med at lave detaljerede tidsplaner. Den der tidligere projektleder slår sig lidt i tøjret, for hun vil ret gerne sætte skriveriet ind i en projektplan. Sådan en med deadlines, du ved. Og milepæle. Og jeg gjorde det da også i starten. Men da jeg for gud ved hvilken gang måtte tilrette mine datoer, fordi ja – ferier, syge børn, livet i al almindelighed – så holdt jeg op med det og lærte i stedet at glæde mig over, når det gik fremad og ikke fokusere så meget på, når det stod stille.

Blev det for navlepillende? Skulle jeg have holdt mig fra ølkassen? I så fald beklager jeg at have spildt din tid. Eller måske kunne du se dig selv i noget af det? Og se at det er okay ikke at sidde otte timer klinet til tastaturet, hvis man gerne vil skrive en bog? At der er rigtig mange tilgange til det her med at sætte ord sammen. Er du selv glad for at skrive, så find din egen vej og metode. Er det en tur på biblioteket to timer om lørdagen? Tidligt op og skrive inden ungerne vågner? En notesbog i bussen? Glimrende – whatever works for you.

---

HAR DU EN KOMMENTAR TIL ARTIKLEN,
SÅ HØRER VI RIGTIG GERNE FRA DIG PÅ KONTAKT@FIKTIONER.DK