”Vi morer os ihjel” af Neil Postman

Det er vist de fleste, der kender George Orwells fortælling om det dystopiske big brother-samfund, som han skriver om i mesterværket  ”1984”. Bogen udkom i 1949, og Orwell er sidenhen blevet rost for, hvor præcist han forudså overvågnings- og spinsamfundets funktioner og dets effekter på menneskelige relationer. Men faktisk har en af Orwells samtidige forfatterkollegaer skrevet en bog, der bedre end ”1984” favner fremtidens, vor tids, dystopiske helvede, og det er endda 17 år før Orwells bog udkom.

Det er selvfølgelig Aldous Huxley, der i 1932 fik udgivet sit mesterværk: ”Fagre nye verden”. Også en dystopi, men med et andet ophav. I Orwells socialistiske og statskontrollerede mareridt holdes befolkningen i et jerngreb gennem ministeriernes historieløse spin, konstante overvågning og opfordringer til angiveri. Orwells samfund er et skam- og tvangssamfund. Men Huxleys er et liberalt slaraffenland: Industrialiseringens fordisme har vist sig så effektiv, at der ikke længere er brug for institutioner som ægteskabet, familien og arbejdet. Mennesker i den fagre nye verden lever i en sansemættet rus, hvor de indgår i orgier, timevis af tv-kiggeri og et konstant indtag af lykkepiller.

At Orwell tog fejl, og at Huxley havde ret, er grundtesen i Neil Postmans mediekritiske bog ”Vi morer os ihjel”. Med den forsøger Postman at vise, hvordan medieindustrien i dag har reduceret alt (undervisning, religion, politik og journalistik) til meningsløs underholdning. Vi har, skal man tro Postman, frivilligt afgivet vores evne til at tænke selv til fordel for en lind strøm af kaloriefattige, farverige billeder. Bogen er et nyreslag, der spidder vor tids doomscrolling og fomo – men… og her kommer nådestødet: Postman skrev sin bog i 1985!

Bogen er nyoversat af forlaget Mindspace og med forord af Lea Korsgaard fra Zetland. Den anbefales til alle, der er trætte af det nuværende mediebillede, til folk der holder af de to klassiske dystopier, og andre der bare vil have en intellektuel og velskrevet analyse af the human condition in postmodern society.

”Gode piger drømmer ikke” af Nadia Kakasur

Tvillingerne Lina og Ivan er af kurdisk afstamning og vokser op hos deres mor i Kolding. Det går hurtigt op for Lina, at hun ikke har samme muligheder som sin bror, og at presset for at være en ordentlig, ærbar og fornuftig pige er kolossalt. Bogen er skrevet i 1. person, og følger Lina fra den tidlige skoletid, indtil hun flytter til København for at læse jura. Undervejs får læseren et smerteligt indblik i det pres, som Lina lever under. Krav og pres stillet af hendes omgivelser, men i høj grad også af hende selv.

Samtidig med at forfatteren stiller sig kritisk overfor Linas kurdiske miljø, får den etnisk danske ungdomskultur også en gevaldig én over næsen. Det føles ret forfriskende at beskue begge samfund med et kritisk perspektiv. Kakasur tager ikke side, og det bliver smerteligt tydeligt, at der ingen lette løsninger findes.

”Gode piger drømmer ikke” er Nadia Kakasurs debutroman, og selvom hun selv er af kurdisk afstamning, er bogen ikke selvbiografisk. Den anbefales til dig, der interesserer dig for social splittelse og subkulturer i det danske samfund. Og i høj grad også til dig, der har børn og holder af engang i mellem at blive mindet om, hvilket pres vi som forældre ubevidst kan påtvinge dem.

”Det blinde øje” af Mathilde Walter Clark

På forsiden står der ”beretningen om det efterår, hvor minkene forsvandt ud af minksagen”. Og det opsummerer faktisk på tørreste vis bogens indhold. Det, forsiden ikke nævner, er den absurd dårlige smag, du har i munden, mens du læser.

Kort fortalt handler bogen om mink. Om dengang i 2020, hvor alle mink i Danmark blev ofre for frygten for endnu en covid-19 mutation og blev slået ihjel. Med mindre du er emigreret hertil fra Mars, kan du sikkert godt huske det. Men faktisk handler bogen også om alt muligt andet. Om minkerhvervets massive bagsider, om lobbyisme i grotesk omfang, om pressens magt, og om – naturligvis – penges sejr over individet. I dette tilfælde et lille dyr, hvis pels tilfældigvis er pæn.

Clark skriver i en berettende, journalistisk stil med utallige referencer og citater, og selvom kilderne ikke direkte oplistes, virker bogen ekstremt gennemarbejdet og researchet. Det er både bogens styrke og akilleshæl. Den virker – læseren får med syvtommersøm smadret alle forestillinger, man måtte have om minksagen og minkerhvervet generelt. Samtidig drukner nogle af pointerne i den ekstremt grundige gennemgang, men det er tilgiveligt.

Bogen anbefales til alle. Både dem, der er af natur eller princip stiller sig kritiske overfor mediefortællinger og politikersnak, men (især) også til dem, der har en tendens til at tage nyheder for gode varer.