Fiktioner anbefaler: Noget fra gamle dage

De kunne noget dengang for et par hundrede år siden. 1800-tallet var på overfladen præget af guldalderkunst og nationalromantik. Hvad udad tabes, skal indad vindes og alt det der. Men perioden var også præget af kvindekamp, spirende seksuel frigørelse og et opgør med gamle, forstokkede værdier. I midten af 1800-tallet blomstrede pulp litteraturen op. Industrialiseringen havde gjort det billigt at producere tryk, og det resulterede i serialiseret litteratur som uge- og månedsmagasiner samt et hav af dimes, pulps og andet genrelitterært smuds. Her får du fire bud på, hvordan du kan nærme dig denne spændende periode igennem litteraturen.

“Adam i Paradis” af Rakel Haslund-Gjerrild
Anbefalet af: Christina Lassen-Andersen

Du skal nok være mere end almindeligt interesseret i guldalder- eller kunsthistorie, hvis du genkender navnet Kristian Zahrtmann. Ikke desto mindre er bogen værd at læse både for sit eminente personportræt, men også for Haslund-Gjerrilds evne til at gøre tidsperioden vedkommende og interessant.

I bogen møder vi maleren Zahrtmann. Han er 70 år gammel og på toppen af sin karriere både som maler og underviser på Studieskolen for Frie Kunstnere i København, og netop dette år maler han sit hovedværk: Adam i Paradis. Maleriet forestiller en nøgen, siddende mand i en farveeksplosion. Det emmer af begær og drifter og skabte stor opstandelse i en bornert tidsalder.

Bogen er interessant, fordi den ikke blot på gribende vis fortæller historien om Zahrtmann, men også om en tid i oprør. Haslund-Gjerrild har krydret sin fortælling med historiske dokumenter om Den store Sædelighedsfejde, der fra 1880´erne og til starten af 1900-tallet skabte stor debat. Retssystemet endte med at dømme mange homoseksuelle mænd for ”Omgængelse mod Naturen.”

Anbefales både til læsere af historiske romaner, men også til folk, der er nysgerrige på at lære mere om homoseksualitetens historie.

”Jane Eyre” af Charlotte Brontë
Anbefalet af: Christina Lassen-Andersen

Det startede egentlig som en tilfældighed. Et biblioteksbesøg i andet ærinde, og så stod ”Jane Eyre” på en inspirationsreol og vinkede insisterende til mig. Så hun røg i rygsækken på vej hjem og blev stoppet ind i reolen ved siden af alle de andre to-be-read. Og her kunne hun godt have levet et stille liv, indtil låneperioden ophørte. For ærligt – måske lånte jeg mest bogen, fordi det føltes lidt særligt. ”Se lige, jeg læser 1800-tals litteratur.” Men skæbnen ville, at jeg alligevel endte med at åbne den – og blev hvirvlet ind i et af de mest sammensatte kvindeportrætter, jeg længe har læst.

Kærligheden er i højsædet. Der er stormfulde følelser og komplicerede mænd. Men der er også kvinder, der må kæmpe mod ulige odds og tidens ubarmhjertige dom over dem, der træder ved siden af.

Vi følger Jane i sin opvækst hos en iskold slægtning, hendes liv på skolen for piger og senere som lærerinde og guvernante. Finder hun mon kærligheden uden at gå på kompromis med sig selv?

Det lyder måske kedeligt? Det er det ikke. Sproget er medrivende og smukt, karakterne er finurlige, men det er Jane og hendes personlighed, der bærer hele bogen.

Anbefales til romantiske sjæle og til læsere af romaner om kvindekamp.

Podcasten “På sporet af Lovecraft – Kronologisk vanvid”
Anbefalet af: Jannik Landt Fogt

Forfatteren H.P. Lovecraft blev født i 1890. Og selvom han skrev sine noveller fra 1908-1937, så er han blevet både rost og kritiseret for, at hans sprog lyder som noget fra starten af 1800-tallet. Han er svær at læse, og det gør det ikke nemmere, at de fleste af hans værker falder indenfor genren ”weird” eller ”horror”. I dag betragtes han som et koryfæ inden for genrelitteraturen, og hans ”cthulhu-mythos” er blevet genfortolket og genfortalt i alt fra rolle- og computerspil, tegneserier, bøger, film og tv-serier. At bøger eller andre kulturelle produktioner i dag kan beskrives som ”Lovecraftian” vidner om hans litteraturs massive indflydelse: Han er blevet ophævet til en genre. 

 Jeg har haft en lækker udgave af Lovecrafts samlede værker stående på reolen, siden jeg fik den i julegave i 2016, men jeg har kun læst sporadisk i den. Det var som om, at jeg manglede en nøgle til hans univers. Den nøgle er nu landet i form af en podcast.

I ”På sporet af Lovecraft” har Merlin P. Mann og Dennis Jacob Rosenfeld belemret hinanden med et vanvidsprojekt. De vil læse Lovecrafts noveller i kronologisk rækkefølge (NB. Der er MANGE!) og snakke sammen om oplevelsen. De læser et par noveller pr. afsnit, og så folder de ellers historierne ud sammen med deres research om perioden og manden selv.

Jeg har gjort det til et personligt mål at læse novellerne og efterfølgende lytte til Merlins og Dennis’ gennemgang. Det er noget af den bedste litteraturformidling, jeg har deltaget i i årevis. Hvis man som mig vil lære lidt mere om den fabulerende og kontroversielle forfatter, men har brug for et par krykker, så er det her podcasten. En Cthulhu-stor anbefaling herfra! 

Netflixfilmen “The Pale Blue Eye”
Anbefalet af: Jannik Landt Fogt

Vi bliver i den uhyggelige afdeling. I december sidste år skød Netflix nemlig et lille gotisk mord-mysterie ud til streamingtjenestens abonnenter. Filmen har Christian Bale i hovedrollen som den martrede detektiv Augustus Landor, der med høj hat, skummel mine og et antiautoritært gåpåmod forsøger at løse et mord på en rekrut, der har fundet sted på Westpoint Militær Akademi i 1830’ernes Amerika. Her møder Landor den noget sky rekrut Edgar Allan Poe – en figur løst baseret på virkelighedens horror-forfatter af samme navn. Det umage par slår sig sammen i håbet om at opklare mordsagen, men inden deres efterforskning er kommet rigtigt i gang, dukker et nyt lig op.

Filmen er baseret på Louis Bayards roman med samme titel, og den er sprængfyldt med referencer til Poes forfatterskab. Filmen er dyster og stemningsfuld, et murder mystery og samtidig en form for fiktionaliseret origin story for Edgar Allan Poe – den kommende poet, der ikke ligefrem har sit livs fedeste tid på militærskolen.   

Selvom jeg ikke var vildt begejstret for slutningen, er den blevet tilføjet min liste over film, der er værd at se igen – i særdeleshed pga. skuespillet og stemningen. Måske især efter at jeg har genlæst Poe.

Anbefales til folk, der er begejstrede for lignende mordmysterier i historiske rammer, som eksempelvis ”The Name of the Rose” (1986) ”Sleepy Hollow” (1999) og ”From Hell” (2001).


Anbefalingen er skrevet af Jannik Landt Fogt og Christina Lassen-Andersen, der har startet Fiktioner. Baggrunden for det, kan du læse mere om lige her.

HVAD VIL DU ANBEFALE?
SEND OS EN MAIL: KONTAKT@FIKTIONER.DK