Tilbage i december 2023 udskrev Fiktioner en skrivekonkurrence med tre præmier af 1000 kr.
I artiklen her skriver Jannik om sin ambivalens med at underlægge kunst konkurrencemæssige vilkår. 

Det var min ven Jonathan Elkær fra bandet Phlake, der gjorde mig opmærksom på Nick Caves brev til MTV i 1996. Nick Cave har senere læst brevet op, og forklaret konteksten. Hans fine oplæsning kan ses på YouTube.

I brevet tilbagekalder han sin nominering til prisen for ”MTV’s best male artist of the year” og skriver:  

“I have always been of the opinion that my music is unique and individual and exists beyond the realms inhabited by those who would reduce things to mere measuring.
I am in competition with no-one.”

Jeg er enig med Nick Cave. Jeg er enig i, at sammenligning af kunst og reduceringen af den til en pris eller til et antal stjerner i en boganmeldelse forgriber sig på kunstværket og gør noget ikke-sammenligneligt, noget ikke-målbart, til noget målbart.

I ovenstående video viser publikums grin med al tydelighed det latterlige i at opstille en konkurrence, hvor George Michael sættes op overfor Nick Cave, og hvor den ene af disse to kunstnere kåres som den bedste. Begrebet “den bedste” hører til i den simple del af sportens verden, hvor præstationer netop kan måles: Hvor hurtigt løber du? Hvor langt springer du?

Sportens metaforer er dårlige i kunstens sfære

Allerede når vi bevæger os ind på holdsportens arena, bliver begrebet ”den bedste” (eller the G.O.A.T. (Greatest Of All Time), som mine to drenge belærer mig om, at det hedder) lidt mere problematisk. For selvom der kan være bred enighed om, at Tom Brady er the Goat of American Football, og at Messi er fodboldens ged (eller er det Ronaldo?), så lurer tvivlen lige om hjørnet. For giver det overhovedet mening at tale om ”den bedste” i en sport, hvor der er forskellige positioner der spilles? Kan man sammenligne en angriber med en målmand?

Og hvis begrebet ”Den bedste” allerede er problematisk i sportens verden, så er den endnu mere problematisk i kunstens verden. For selvfølgelig har George Michael og Nick Caves kunst hver sin berettigelse. Men det er absurd og meningsløst at tale om, hvem af de to, der er den bedste. De spiller to forskellige positioner.  

Den nydelse, opløftelse og henrykkelse som kunstoplevelser foranlediger, er per definition individuelle (Læs: Subjektive) og der eksisterer ikke en målestok for subjektive erfaringer. Det er markedets økonomiparadigme, der tvinger kunsten ind i noget målbart: I kapitalismen er kunst en vare, og varer kan sammenlignes, vurderes, prissættes, distribueres og sælges. Og det er en god ting. For så kan vi sprede kunsten og få flere til at opleve den. Men vareliggørelsen rummer også en reduktion af kunstens kompleksitet. Markedets vareliggørelse er således både en gave og en forbandelse.

Men hvis du er enig med Nick Cave, Jannik – Hvorfor har I på Fiktioner så udskrevet en konkurrence? En konkurrence hvor du og Christina skal vurdere andres kunst og belønne det med en pengepræmie?

Lad mig forklare.

Jeg er, når det kommer til ideer om at bryde med kapitalismen, fantasiløs

Da jeg tilbage i 00’erne læste på CBS, havde jeg et fag, der hed non-lineær økonomi. Det var egentlig ikke et fag på uddannelsen, men det var et fag, vi var nogle studerende, der mente manglede. Derfor oprettede vi en studiegruppe med den forhenværende studieleder som underviser, og så fik vi faget godkendt. Vi læste marxistisk og neo-marxistisk kapitalismekritik, og uanset hvor meget vi læste, uanset hvor meget vi søgte, hvor meget vi diskuterede, og hvor meget vi længtes, så var konklusionen altid den samme: Der findes ikke et sted udenfor kapitalismen. Den omslutter os, penetrerer selv vores mest intime relationer og drømme. Markedskræfterne er overalt. Kapitalismen kan ikke engang sammenlignes med tøj, for vi kan ikke krænge den af os. Den er snarere vores hud – den luft vi indånder.  

Kulturkreatører, som eksempelvis forfattere, er i dag fanget i et spind af hyperkapitalistiske relationer, der driver aktørernes indtægt mod nul. Streamingtjenesterne er næsten gratis for forbrugeren. Hvordan skal det overhovedet blive muligt at source nævneværdig indtægt tilbage til kulturkreatøren, når forbrugerne knapt betaler for varen? Når streamingtjenester, bogforhandlere og forlag har taget deres del af kagen, så står forfatterne tilbage med krummerne, og af alle de mennesker der indgår i litteraturens økonomiske kredsløb, så er det forfatteren, der står i den mest sårbare arbejdsmæssige position uden fastansættelse. Tilbage i 2016 udgav Kulturministeriets Bog- og litteraturpanel en rapport, der konkluderede, at en tredjedel af alle danske forfattere lever for mindre end 100.000 kr. om året, og at hver anden danske forfatter bliver forsørget af deres ægtefælle.

Hvordan skal vi nogensinde sikre et levedygtigt grundlag for os, der skriver?

Det her spørgsmål går mig på. Og har du været med fra starten, så ved du, at vi på Fiktioner har berørt problemstillingen før. Bl.a. i artiklerne ”Stormøde i Dansk Forfatterforening”, ”Men kan du virkelig leve af at skrive?” og i slutningen af ”Deroute og dødvande på sociale medier”.

Som forfattere har vi fået den tvivlsomme ære, at vores selvvalgte erhverv, altså vores kunstneriske praksis, på en og samme tid er arnestedet for kreativitetens udspring, hvor kunsten opstår og forfines. Og samtidig belønnes vores indsats som var den overflødig eller nytteløs. Når belønningen af forfattere er så lav, så fristes man til at stille spørgsmålet: Har vi overhovedet brug for fortællinger og fiktioner?

Men hvad har det med konkurrencen at gøre, Jannik?

Når jeg læser alle de tekster, som er blevet sendt ind til Fiktioners konkurrence, så er svaret entydigt. Vi har brug for kunst og kultur, for fortællinger og fiktioner, fordi de gør livet værd at leve. Det er igennem kunsten og kulturen, at vi mærker os selv, og det er igennem kulturen, vi lærer ”Den Anden” at kende. Hvis kapitalismen igennem sin vareliggørelse er reducerende, så er kulturen det modsatte: Kultur eksploderer, mangfoldiggør og udvider. Det er derfor, at ord som ”kulturforbrug” og ”kulturforbrugeren” er så dejligt modsætningsfyldte og paradoksale.

Som kulturkreatører er vi overladt til denne splittelse mellem markedet og kulturen – dette skisma: Hvordan kan vi leve af vores kunst, når den vurderes at have tilnærmelsesvis eksistentiel betydning, men størstedelen af den monetære værdi som vores kunst skaber, opfanges af andre?  

Det er en problemstilling, som Christina og jeg diskuterer hyppigt. Og det er samme problemstilling, der er drivkraften bag oprettelsen af Tidsskriftet Fiktioner. Vi ønsker, at Fiktioner bliver en legeplads, hvor denne problemstilling undersøges, og hvor vi sammen med andre bliver klogere.

Derfor lavede vi en konkurrence. Og ja, konkurrencen tvinger os til at vurdere og sammenligne kunst, men den tillader os også at pumpe penge tilbage i et kredsløb, som alle andre har travlt med at tømme. Et kredsløb, der i øvrigt er gennemsyret af vennetjenester, gratisarbejde og frivillighed.

Som sagt tror jeg ikke på, at der eksisterer et sted udenfor kapitalismen. Men måske kan vi bygge det. Sådan lidt ad gangen og på sigt. Måske kan vi, ét skridt ad gangen, skabe et utopia, hvor markedskræfterne fylder mindre, og hvor den kunstneriske gerning belønnes mere end den gør i dag. Måske kan vi fra indersiden af markedet bygge os ud, henover eller igennem. Måske kan Fiktioner blive et medie, der sikrer, at blot en lille del af kulturpengestrømmene flyder tilbage til de kreative.  Det er vores ideologiske håb.

Status på konkurrencen

Fra 169 mennesker, nogle etablerede forfattere, andre helt unge og vordende skribenter (eller forfatterspirer som det hedder på Instagram) har vi modtaget 224 tekster.  

Genre og format spænder bredt. En romance hist og her, to håndfulde dystopier, lyrik, noveller, en enkelt tegneserie. Omkring halvdelen af de indkomne tekster kan klassificeres som eksisterende i spændingsfeltet mellem ”novellen” og ”den korte historie”.

Den resterende del af teksterne kan betegnes enten som lyrik og knækprosa eller som en god, vibrerende genremodsættende form for hybridtekster, der modsætter sig klassificering og insisterer på sin egen frihed.

Tematisk har de fleste tekster kulturforbrugeren eller kulturforbruget i centrum. En del tekster tolker kulturen som de klassiske kunstarter; musik, teater, malerier, skulpturer og litteratur. Andre har film, tv-serier, populærkultur og computerspil med. I rigtig mange tekster spiller de sociale medier en central rolle. Og næsten ingen af bidragene skriver om SoMe i positive termer. Det var tankevækkende for både Christina og jeg af to årsager. Dels gav det anledning til en diskussion om, hvorvidt vi selv betragter SoMe som kultur. Dernæst, om der er en aldersbetinget faktor, der skal indregnes i selvsamme diskussion. Det var en spændende vinkel på konkurrencen, som vi ikke havde set på forhånd, men Christina og jeg er jo også født dengang, årstallene startede med 19…  

En del af teksterne forholder sig kritisk til konkurrencesamfundet/kapitalismen/markedet, og en hel del tekster handler om psykiske lidelser eller misbrug i større eller mindre omfang. Race, diskrimination og kolonialisme (økonomisk såvel som kulturel) optræder som temaer i et fåtal af teksterne, og seksualitet, køn og coming of age ses som omdrejningspunkt i lidt flere af teksterne. Koblingen mellem klima og (over)forbrug optræder i nogle af teksterne, men færre end vi havde regnet med.

Christina og jeg har nu sat os selv i den utaknemmelige x-faktor-agtige situation at skulle vælge de tre bedste. Nick Caves ord giver ekko her. De bedste?

Ud af de 224 tekster blev vi ramt af 39. Eller sagt på en anden måde: Der var 39 tekster, som påvirkede os, fik os til at føle, sanse og tænke. Det betyder ikke, at de resterende tekster ikke var gode. Det betyder bare, at de 39 ramte os dybere. 

Af disse 39 tekster var der nogle, der ramte os hårdere end andre. 19 tekster lod vi gå videre, og det er vores oprigtige holdning, at enhver af disse 19 tekster kunne vinde konkurrencen. Havde vi en stor pengepung, ville vi med glæde betale alle 19 kunstnere. Men midlerne er knappe (åh de midler!), så vi har måtte reducere og skære ind.

De 19 tekster er i skrivende stund blevet til 6. Af dem skal halvdelen skæres fra, og her begynder det virkelig at gøre ondt. For prioriteringen, når den er så hård og nåleøjeagtig, viser mindre om teksternes kvaliteter og mere om mine og Christinas præferencer – præferencer der ofte, men langt fra altid, harmonerer.  Vi har været omkring diskussioner om bias, repræsentation, mangfoldighed og flerstemmighed. Og vi har diskuteret vigtigheden af at vælge tekster, der har forskellige udtryk.

Vi er ikke helt i mål endnu, men vi er der næsten. De tre vindere vil få direkte besked, og resten af deltagerne vil få en takke-mail her i starten af april.

Til sidst vil Christina og jeg gerne sige tak for jeres tillid. Vi håber, at alle jer der har bidraget til konkurrencen ikke har følt jer (for meget) som præmieheste, der skal vurderes – eller som Nick Cave formulerer det: Vi håber, at I kan tilgive os for at have udsat jeres tekster for ”the indignities of judgement and competition.”  

Tak for at vise os jeres skøre, sårbare, vilde, rebelske, rolige, indadvendte, hidsige, protesterende, rablende, fantasifulde, sjove, skæve og fabulerende fiktioner.

Det har været en fornøjelse at læse, og vi taler allerede om at udskrive endnu en konkurrence i den nærmeste fremtid.

Alle jer, der har bidraget, er awesome!

Keep writing, or die trying.

---