Benjamin Lamberth skriver om forfatterforeningerne i Danmark. Samtidig trækker han tråde til sin forfatterdebut og de erfaringer, han har gjort sig som næstforperson i Danske Skønlitterære Forfattere.

Jeg var ellevild den dag. Ikke til at skyde igennem. I min indbakke på computeren lå mails fra hele to forlag, der ville udgive mit manuskript. Enhver, der nogensinde har haft forfatterambitioner, og som har kæmpet med ordene til langt ud på natten, kan sætte sig ind i, hvor stort det er, når der tikker en mail ind fra en forlagschef, som skriver de magiske ord: “Tak for det indsendte, som vi har læst og vurderet. Vi er interesseret i at drøfte udgivelse med dig…”

Jeg var lykkelig og kunne slet ikke fatte, at nogen ville betale virkelige menneskepenge for den historie, jeg havde rystet ud af hovedet. Men jeg anede ikke, hvad det ville sige at blive udgivet. I min privilegerede situation, hvor to forlag ville udgive mit manuskript, gjorde jeg det eneste, min ikke eksisterende viden om forlagsbranchen satte mig i stand til: Jeg valgte det forlag, der havde udgivet de pæneste bøger (det er et udvælgelseskriterie, jeg på det kraftigste vil advare imod, men husk at jeg ikke anede, hvad jeg lavede).

Noget tid efter ankom kontrakten fra forlaget. “Forlagsaftale” stod der efterfulgt af tre siders sortsnak om rettigheder, bogladepriser og værkets karakter og afsætningsmuligheder. Jeg anede ikke, hvad det hele betød, og jeg havde intet begreb om, hvad jeg kunne forvente af indtægter, hvilke rettigheder jeg overdrog til forlaget, eller hvad jeg skulle være opmærksom på omkring digitale udgivelser og rimelige procenter til forfatteren. Jeg var bare lykkelig over, at nogen ville sende min historie ud i verden og endda betale mig penge for det, så jeg underskrev kontrakten med en hel sværm af sommerfugle i maven. Jeg havde aldrig tænkt over det, men jeg skulle snart opdage, at der fandtes en klub af ordmagikere, hvor jeg hørte til.

Det skete en eftermiddag, hvor jeg stod i mit køkken og vaskede op. Min digitale retroradio knævrede som vanligt løs på P1, men pludselig var der noget, der fik mig til at spidse ører. Det var et interview med en mand ved navn Peter Adolphsen, som jeg kun kendte, fordi jeg havde læst hans dejligt absurde roman, Rynkekneppesygen. Han fortalte om Danske Skønlitterære Forfattere, en forening der rådgiver forfattere og varetager deres interesser. Jeg var helt solgt på ideen om et fællesskab af mennesker, der vier utallige timer og ofrer meget andet godt i livet for at fremelske historier.

Nogle måneder senere stod jeg i en loftslejlighed i København og skulle læse op af min debutroman. Det var på kulturnatten, og regnen slog mod skråvinduerne. Vi var vist ti nyslåede forfattere, der skulle læse op til debutantaften hos Danske Skønlitterære Forfattere. Det var, som om jeg var trådt ind i et troldmandslaug og endelig havde fundet ligesindede, der som mig nød den pinefulde, hårde proces, det er at destillere betydningsfulde historier ud af hverdagslivets grå masse. Allerede den aften opdagede jeg meget af, hvad en forfatterforening kan, for jeg blev mødt af hjertelige og gæstfrie forfattere, der gavmildt øsede af deres dyrekøbte erfaringer fra bogbranchen. Med hjælp fra foreningen var ordene i forlagskontrakterne efterhånden ikke volapyk, og jeg opdagede en verden af spændende kurser, rådgivning, events og forfatternetværk, som jeg kastede mig frådende over, og som jeg gennem tiden har haft uvurderligt meget glæde og nytte af.

To foreninger – dobbelt indflydelse

Vi spoler tiden 5 år frem. Jeg er blevet næstforperson i Danske Skønlitterære Forfattere og sidder i min stue og tamper løs i min gamle skrivemaskine for at skrive denne artikel til tidsskriftet Fiktioner. I de mellemliggende år har jeg gang på gang oplevet, hvorfor forfatterforeningerne er så vigtige. Som forfatter er man ofte nederst i fødekæden, og man får kun, hvad der er tilbage, når streamingtjenester, boghandlere og forlag har taget deres del. Det er et skævt magtforhold, som kræver, at nogen konstant arbejder for at forbedre forfatterens vilkår. Og det gør de virkelig, de to forfatterforeninger. Hver dag giver de kyndig rådgivning til forfattere, der er i vildrede om kontrakter, honorarer, biblioteksafgiften, skat for kunstnere og de mange andre problemstillinger og dilemmaer, der følger med forfattergerningen. Selvom der er mange forlag, der er ærlige og anstændige, og som knokler for deres forfattere, så er der også brodne kar, som ikke giver deres forfattere det, der er ret og rimeligt. Med en forfatterforening i ryggen står man ikke alene, når forlaget løber fra en aftale om udgivelse, “glemmer” at udbetale royalties eller presser forfatteren til at købe en kæmpe stak af egne bøger.

Det skæve magtforhold

De senere år har vi med #MeToo bølgen fået øjnene op for, hvordan en skæv magtbalance kan bruges af den stærke part til at udnytte den svage. Desværre siger min erfaring mig, at der også i bogbranchen findes mennesker, der ikke forstår at forvalte deres ansvar som den stærke part i relationen til forfatteren. Som forfatter er man fuldstændig afhængig af, at forlaget tager sig godt af de værker, man har knoklet i årevis for at skabe. Hvis ikke forlaget laver et ordentligt stykke redaktørarbejde, markedsfører bogen tilstrækkeligt og aflønner rimeligt, så er forfatteren på herrens mark. Én ting er de forlag, der er sløsede med deres arbejde, så man som forfatter får fornemmelsen af mest at være i vejen for deres bogsalgsmaskine. Noget andet er, når forlagene bevidst udnytter deres magtposition til at gøre vold på forfatterens kunstneriske principper og integritet, fordi de ved, at forfatteren står i et dybt afhængighedsforhold til dem.

Den stigende digitalisering og et eksplosivt lydbogsmarked har ikke gjort det lettere at være forfatter. De private streamingtjenester ser forfatterne som “indholdsproducenter” og glemmer fuldstændig, at den skrivende part er den, der laver langt det største arbejde, når et værk sendes ud i verden. Især som ny forfatter kan man opleve forlag, der ikke overholder aftaler, ikke svarer på henvendelser eller ikke udbetaler de penge, man har til gode. Man skal opbygge et solidt forfatternavn, før magtbalancen mellem forfatter og forlag begynder at udlignes, og for langt de fleste tager det mange år. Derfor er det fantastisk at være i en forfatterforening, som man kan ringe til med sine bekymringer og problemer, og som står klar med rådgivning og advokatbistand. Der bliver lyttet bedre efter hos et forlag, når det er en forfatterforenings formand eller advokat, der henvender sig, end når det “bare” er forfatteren selv.

Forfatterelefanten

Men inden jeg går helt i selvsving omkring alle de fordele, der er ved at være medlem af en forfatterforening, må vi lige tale om elefanten i rummet, hvis den da stadig eksisterer. For der findes to forskellige forfatterforeninger. Den ene er Dansk Forfatterforening, som organiserer skønlitterære- og faglitterære forfattere samt lyrikere og illustratorer. Den anden er Danske Skønlitterære Forfattere, som udelukkende organiserer skønlitterære forfattere udgivet på traditionelle forlag (i modsætning til forfattere der selvudgiver eller medudgiver).

Årsagen til at en del skønlitterære forfattere i sin tid brød ud fra Dansk Forfatterforening og skabte Danske Skønlitterære Forfattere bunder i en interessekonflikt omkring fordelingen af biblioteksafgiften, særligt mellem skønlitterære forfattere, børne- og ungeforfattere og oversættere.

Selv har jeg ikke været med i så mange år, at jeg kan skrive om bruddet dengang, men det er min klare opfattelse, at det er en styrke, at der i dag er to foreninger, der varetager forfatternes interesser. For at få det synspunkt kvalificeret ringede jeg til Peter, altså netop den Peter Adolphsen, som jeg hørte dengang i Pl, og som inspirerede mig til at blive organiseret som forfatter. Peter har været formand for Danske Skønlitterære Forfattere i en årrække og har i den forbindelse samarbejdet med “den anden” forening i utallige sammenhænge. Peter fortæller, at de to forfatterforeninger har sammenfaldende interesser i 9 ud af 10 tilfælde, og at det gennem årene har været en stor styrke at have to vinkler og den dobbelte taletid, når der skal lobbyes for forfatternes vilkår.

Den store salgstale

Til sidst er der bare at sige til enhver forfatter: organiser dig!

Forfatterforeningerne kæmper for dine rettigheder og din ophavsret, også når den udfordres af et voksende lydbogsmarked, som giver nye muligheder for at nå nye “læsere,” men som afregnes langt dårligere end papirversionen af en bog, eller når tech-firmaer stjæler dine værker for at kunne tjene penge på en abonnementsordning, hvor brugerne kan generere indhold på baggrund af dine bøger, uden at betale dig en krone.

Foreningerne knokler for at repræsentere forfatterne ved politiske høringer, og når der skal sammensættes kulturelle råd og repræsentantskaber. Sammen med andre organisationer render de ministre og partiordførere på dørene for at sikre de bedste vilkår for danske forfattere, og de arbejder kontinuerligt på at beskytte og forbedre den ophavsret, der er så nødvendig for at kunne tjene penge på et skrivende virke.

Men hvad kan en forfatterforening gøre for mig, sådan personligt, tænker du måske, efter du har skævet til foreningernes kontingent, der, indrømmet, kan være en betragtelig udgift i et stramt kunstnerbudget. Udover rådgivning og advokatbistand tilbyder Danske Skønlitterære Forfattere en populær mentorordning, hvor en erfaren forfatter efter eget valg hjælper dig med dine tekster. Desuden er der løbende kurser i filmmanuskriptskrivning, økonomi for forfattere, oplæsningstræning og meget andet. Kan du ikke bruge de kurser, foreningen tilbyder, så kan du selv finde det kursus, der vil hjælpe netop dit forfatterskab på vej, og så søge foreningen om midlerne til betalingen.

Man skal heller ikke undervurdere de nyhedsbreve, foreningerne sender til deres medlemmer, hvor de virkelig har fingeren på pulsen i bogbranchen og informerer deres medlemmer bl.a. om aktuelle legater og skriverefugier. Personligt kan jeg stensikkert sige, at jeg i de år, jeg har været medlem af Danske Skønlitterære Forfattere, aldrig har haft “underskud” af mit medlemskab. Det vil sige, at jeg altid er endt med at få mere ind, end jeg har betalt i kontingent, ofte alene fordi foreningen har gjort mig opmærksom på nye muligheder for indtjening eller nye frugtbare samarbejder.

Endeligt skal man huske det sociale aspekt i en forfatterforening. Et utal af kreative samarbejder er blevet til mellem to forfattere til et kursus i foreningsregi eller til den årlige julefrokost.

I sidste ende handler forfatterforeningerne om god, gammeldags solidaritet. Vi står sammen som forfatterstand mod ydre trusler, og vi hjælper hinanden med at få mest muligt ud af vores forfatterskab.

---