Følger man med i kulturjournalistikken, vil man måske have oplevet, at der af og til opstår diskussioner om den smalle litteratur. Hvad kendetegner smal litteratur, hvem har retten til at definere den, og hvilken rolle tjener den smalle litteratur i Danmark? Fiktioner har stillet syv spørgsmål om den smalle litteratur til Rikke Oberlin Flarup, der er medstifter og indehaver af forlaget Arkiv for Detaljer.

1. Hvad er smal litteratur for dig?

Det er sjovt med begrebet smal litteratur, og jeg har ikke noget entydigt svar på, hvad det er. Jeg oplever, at begrebet tit bliver brugt i betydningerne ’ikke-kommerciel litteratur’ eller ’svært tilgængelig litteratur’ – noget, der måske er svært at forstå for mange mennesker. Det mest sande for mig her er nok det første – den ikke-kommercielle litteratur. Smal litteratur kan være alt muligt, men er nok primært det, som leger lidt med genrerne, ikke kan presses ned i blot én kasse, tager nogle temaer op som falder uden for populærkulturen, eller måske er forud for sin tid og derfor heller ikke er det, som de største spillere i litteraturbranchen tør satse på. Smal litteratur kan også bare være litteratur skrevet af en helt ukendt debutant. Dvs. en, der ikke på nogen måde har været et kendt ansigt tidligere.

2. Hvilken rolle mener du, at den smalle litteratur spiller i det litterære kredsløb, f.eks hvad angår debutanter?

Med udgangspunkt i, at debutanter – herunder den type debutanter, hvis stemmer vi ikke ofte hører – er en del af den smalle litteratur, synes jeg, at den smalle litteratur spiller en enormt stor rolle. Landets mindste forlag står stadigvæk for at udgive størstedelen af de debuterende forfattere. Selvom det er en gave at få lov til (potentielt) at kickstarte et nyt forfatterskab, er det også et stort stykke, ofte hårdt, arbejde. Ud over redigeringsarbejdet skal man også klæde forfatteren på til alt, hvad det indebærer at udkomme med en bog, lige fra de allermest lavpraktiske detaljer som info om, hvordan man registrerer sin bog, så man kan få udbetalt bibliotekspenge til kontakt til journalister etc. Hvis man er ene på sin forlagspost, kan det være ret krævende. Opnår bogen en vis portion opmærksomhed, er der gode chancer for, at de store forlag får øjnene op for forfatteren og takker ja til dennes næste bog. Det betyder, at det er de små forlag, der tager chancerne, mens de store forlag først melder sig på banen, når de er sikre på, at de kan tjene penge på en udgivelse, groft sagt. Der er mange ting i det kredsløb, som er helt fint – fx at man som mikroforlag typisk ikke har kapacitet til at udgive mere end 3-5 bøger om året, og derfor heller ikke kan blive ved med at udgive den samme forfatter. Det bliver bare for dyrt i længden, når udviklingen af nye talenter, som vi kunne kalde det, primært kommer de større forlag til gode økonomisk.

3. Hvilken værdi, synes du, den smalle litteratur har?

Den smalle litteratur er ofte legende, eksperimenterende og nyskabende. På den måde synes jeg, at den er interessant og har stor værdi, fordi den kan være med til åbne for nye perspektiver, både på litteraturen i sig selv og på de temaer som den tager op. Den kræver noget af sin læser, og det, synes jeg, er vigtigt.

6. Kan du komme i tanke om eksempler på smal litteratur, der har solgt bredt og er blevet ”mainstream”?    

Ja, sådan lige umiddelbart vil jeg nævne romanen ”Verdenshjertet” af Viggo Bjerring, der er en slags samtids- /ikke-fjern fremtidsdystopi om AI, prekariatet og verdens halvsløje tilstand generelt. Debutromanen ”Cherry” af Inger Christine Løwe, som udkom på Arkiv for Detaljer i 2020, er også sådan et eksempel. Den handler om intimitet og grænser og om at finde ud af, hvem man er som menneske og i sine relationer. ”Cherry” er forlagets bestseller, og jeg oplever stadig, at folk genkender den, når den ligger på bordet til bogmesser. Man kunne også nævne Jonas Eikas ”Efter solen” udgivet af Basilisk, eller ”Hver dag starter det forfra” af Line Jensen, udgivet af forlaget Lesen.

7. Jeg er stødt på din smukke ”Æter-serie” bl.a. i Politikens Boghal. Fortæl mig noget mere om den serie? Hvordan finder du forfatterne? Hvordan arbejder du på serien? Og hvordan lykkedes det dig at få så smal litteratur ud over disken og helt ind i boghandlernes hellige haller?

Det er jo så fedt, at Politikens Boghal tager den ind. Der er nok en del af det, der handler om kontakter, hvilket også er vigtigt at tale om, når vi taler om mikroforlag og deres bøgers rejse ud i verden (boghandlerne). Men det er nok en snak, der skal tages i en anden sammenhæng.

Jeg inviterer typisk nogle forfattere og kunstnere, hvis arbejde jeg har fulgt længe og er inspireret af. Det er vigtigt for mig, at jeg kender deres arbejde og resonerer med det. Derudover har jeg lavet en liste over temaer, som jeg gerne vil have med. Jeg kender allerede (til) mange, der arbejder med de temaer, og hvis jeg ikke gør, så begynder jeg at researche det, så jeg ved, hvem jeg evt. kan hive fat i til senere. Derfra inviterer jeg bare folk, og så siger de ja eller nej. Heldigvis siger de fleste ja, og så begynder arbejdet derfra.

Derudover har det været vigtigt for mig, at bøgerne er kunstværker i sig selv, så jeg har slået mig sammen med nogle dygtige bogbindere – først Louise Midjord og nu Malene Lerager – der skærer, syr, præger osv. udgivelserne. Hvert nummer findes kun i 200 eksemplarer, og sådan skal det være. Det er en slags samleobjekt.

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det er lykkedes mig at få det ud i boghandlerne. Jeg har gjort det samme med disse udgivelser som med mine andre; jeg sender nyhedsbreve, pressemeddelelser og cykler rundt i Kbh med bøgerne. Hvis jeg skal komme med et bud, tror jeg, at det handler om, at der er noget smukt, mystisk og eksklusivt over de her bøger, der gør, at dem vil man gerne tilbyde til sine læsere. Og så tror jeg også, at der er en spirende interesse for det esoteriske/spirituelle på en ny måde, der ikke er begrænset til selvhjælpshylderne (som der i øvrigt ikke er noget i vejen med).

---