Hvordan får Sara erklæret sin kærlighed til den veninde, der meget gerne må blive mere end det? Hun øver naturligvis scenarierne igennem ved hjælp af sin indopererede AI ved navn Saimon. Men det er ikke helt ligetil at få Saimon til at forstå, hvordan det skal gøres.
Sara sveder allerede. Fuck it, tænker hun, og sætter sig ved siden af Julie.
”Hey,” siger hun.
”Hey,” svarer Julie.
Sara trækker vejret dybt. Here goes.
”Der er noget, jeg gerne vil sige.”
Julie betragter Sara. Hendes blik er mildt og nysgerrigt. Sara smelter, og hendes mod vakler. Alle de
nøje udvalgte ord forsvinder. Nej! Hun kan ikke panikke nu. Det her skal lykkes.
”Julie, du er fantastisk. Hvert minut, hvert sekund i dit nærvær inspirerer mig til at blive et bedre
menneske. Alting er lettere, når jeg er sammen med dig; det er lettere at trække vejret, lettere at le,
lettere at springe ud i noget nyt.” Sara tør ikke kigge op, men da hun mærker Julies hånd i sin, finder hun
styrken. ”Julie, du har forhekset min krop og sjæl, og jeg elsker, jeg elsker … Vent. Ej, for helvede, altså!
Saimon – pause!”
Simulationen stopper. Sara beholder sit headset på, selvom det er lidt creepy at sidde ved siden af en
frossen Julie i det virtuelle rum.
”Saimon, hvad fuck skete der – hvorfor plagierede jeg lige Jane Austen?”
”Du bad mig skrue op for Mr. Darcy i denne simulation, fordi, jeg citerer, ’Julie elsker den
humørsvingende fucker,’” svarer AI-stemmen.
”Okay, men det er tydelig-fucking-vis for meget,” vrisser Sara. ”Skru Mr. Darcy ned på 10 %.
”Gjort.”
Sara kniber sig hårdt i musklen mellem øjenbrynene.
”Shit, altså, hvordan skal jeg lykkes med at imponere den smukke, intelligente, velbelæste kvinde, jeg
har kendt i 3 år?”
”4 år, 2 måneder og 17 dage,” korrigerer Saimon.
”Whatever. Jeg risikerer et godt venskab ved det her, Saimon. Ved du, hvor svært det er at få venner i
min alder? Hjælp mig nu bare med at finde de rigtige ord.”
”Det er vanskeligt at estimere succeskriterier uden modtagerens tilstedeværelse.”
”Åh, selvfølgelig, hvordan kunne jeg dog glemme at invitere hende til generalprøven på min
kærlighedsbekendelse?”
”Angsten for en forestående samtale af følelsesmæssigt vægtig kaliber kan fremprovokere
glemsomhed.”
”Jøsses, din sarkasme-detektor trænger til en opdatering.”
”Der er ingen tilgængelige opdateringer.”
Sara sukker. Hun kaster et længselsfuldt blik på den frosne, pixelproducerede Julie.
”Okay, lad os prøve igen. Start ny simulation, Saimon.”
”Starter ny simulation.”
Denne gang er Sara mere direkte. Hun sætter sig ved siden af Julie og tager straks hendes hånd.
”Julie. Jeg har længe villet sige det her. Måske ødelægger jeg vores venskab, måske er det begyndelsen
på noget nyt. Jeg kan bare ikke holde det inde længere.”
Sara tager verbalt tilløb. Hun kan mærke, at den indopererede AI-chip skal til at redigere hendes tale.
Et forsigtigt tryk bag højre øre indikerer, at nu tager Saimon over, hvis hun tillader det. Hun tillader det.
”Julie, terningerne var kastet fra start, og jeg satsede, da du eksploderede ind i mit hjerte. Du og
jeg, babe, hvad siger du? … Øh, hvad? Stop! Saimon, hvor fuck kom dét fra?”
”Romeo and Juliet, en sang fra 1980 af det britiske rockband Dire Straits.”
”Romeo og Julie?” fnyser Sara. ”Lidt for åbenlyst, er det ikke? Men okay, i det mindste var det ikke
direkte fra Shakespeare.”
”Fra Shakespeares forfatterskab vil jeg foreslå: ’Én mere smuk end min elskede? Den altseende sol
har ej set hendes lige siden verdens begyndelse.’”
”Hey, jeg har en idé – hvad med, at vi helt undgår direkte citater?”
”Du bad mig drage inspiration fra Julies yndlingsværker. Stolthed og Fordom er Julies yndlingsbog,
Dire Straits er hendes yndlingsband, og hun har udtrykt stor begejstring for Shakespeares samlede
værker,” svarer Saimon.
”Ja tak. Drage inspiration – ikke stjæle!”
”Det er vanskeligt for mig at skelne mellem inspiration og plagiat.”
”Wauw, tilstår vi vores svagheder nu?”
”Jeg kan selvevaluere langt mere effektivt end den menneskelige hjerne.”
”Fedt, godt for dig,” siger Sara. ”Hey, hvad med at evaluere min indsats? Hvad synes du, jeg gør
forkert?”
”Mit ærlighedsfilter er modificeret til din aktuelle brugertilpasning. Skal jeg skifte til
standardindstilling?”
Sara tænker sig om et øjeblik.
”Ja, hvorfor ikke? Go!”
”Baseret på data fra Julies sociale medier så påskønner hun ærlighed og sårbarhed. Af disse har du i
simulationerne kun udvist en brøkdel.”
”Ej, okay, hvad vil du have – skal jeg liste mine barndomstraumer i samme ombæring?”
”Sårbarhed kan udtrykkes på mange måder.”
”Super, men jeg har ikke lyst til at være sårbar. Jeg har lyst til at imponere hende, finde nogle ord, der
rammer bullseye i hendes nørdede, lille hjerte. Man skal tilpasse til målgruppen og alt det dér.”
”En besked fra Julie til hendes mor afslører, at én af grundene til, at Julie holder så meget af dig,
netop er jeres forskellighed, især vedrørende jeres kulturelle præferencer.”
Sara lader informationen synke ind.
”Har hun seriøst skrevet dét til sin mor?” spørger hun håbefuldt før: ”Vent – Saimon, for helvede, du
må sgu da ikke lure på hendes private samtaler!”
”Du bad mig tage udgangspunkt i data, jeg kunne finde, så det gjorde jeg.”
”O-kay, lad os lige skrue ned for de skumle singularity-vibes. Stop med at tilgå private
korrespondancer – fra nu af må du kun hente fra offentligt tilgængeligt indhold.”
”Dine ændringer er gemt.”
”Godt. Nå, men udover at Asimov vender sig i graven – hmm, eller jubler, måske? – så skal jeg stadig
have fundet den perfekte tilgang til samtalen.”
”I simulation nummer tretten nævnte du, at alting er lettere, når du er sammen med Julie, herunder
at springe ud i noget nyt. Hvis du mener det, så gør det.”
”Men… Det er jo bare noget, man siger, Saimon. Så let er det slet ikke.”
”Heller ikke når det gælder kærlighed?”
”Øh, nej, især ikke, når det gælder kærlighed!”
”Og hvad med Julies værdsættelse af sårbarhed?”
”Bare ærgerligt, det kan hun ikke få lige nu. Jeg er ikke… jeg er ikke klar.”
”Er du i så fald klar til et forhold?”
”Ej, hold nu kæft, Saimon. Det er mig, der bestemmer, hvordan det her skal gå. Mig!”
”Modtaget.”
”Én mere. Bare én mere, så er jeg klar. Hundrede procent, det kan jeg mærke.”
”Evnen til selvevaluering øges ved refleksion frem for tankeløs gentagelse.”
Sara udstøder et langt suk, før hun spænder headsettet ekstra hårdt fast.
”Saimon, sæt ærlighedsfiltret til tidligere indstilling.”
”Gjort.”
”Start ny simulation.”
”Starter ny simulation.”
Historien, du lige har læst, er en af tre vindere af Fiktioners short fiction konkurrence, der sluttede i marts 2024. Emnet for konkurrencen var “Det kulturforbrugende menneske”.
Forfatteren til “Gentag efter mig”, Mie Tomzak, har vundet fordi:
Enhver, der har leget med at prompte en AI, kan genkende Saras frustrationer i “Gentag efter mig”. Teksten er både sjov og alvorlig. For mens Saras forsøg hele tiden fejler, sidder man som læser og fniser, mens man langsomt indser det tragiske i hele setupet. Hvorfor hulen sætter Sara sig ikke bare ned og bekender sin kærlighed til Julie? Hvorfor skal AI’en (teknikken) klemme sig ind i selv i de mest intime relationer?
Teksten er en sjov, kort og velskrevet allegori over det evigtgyldige udsagn om; at med enhver teknologisk landvinding følger et tab af kompetence hos det menneske, der anvender teknologien. Udover at være spot-on tematisk er korthistorien også uhyre velskrevet. Mie mestrer til fulde den svære kunst at skrive medrivende og flydende dialoger, men formår også med kun 1000 ord at fortælle en kompleks og meningsfuld historie.
Mie Tomzak (f. 1991) er freelancejournalist, primært inden for forskning. Mie har studeret medievidenskab, manuskriptudvikling og journalistik på Syddansk Universitet. Hun har tidligere fået udgivet noveller i diverse antologier under pseudonym. Brænder man inde med spørgsmål om Ringenes Herre, så hiv fat i Mie. Gør som Bertel Haarder anno 2010 og ”SPØRG, FOR SATAN”, for hvis ikke hun har et svar, så finder hun et hurtigere end Skyggefaxe kan nå fra Edoras til Minas Tirith. Mie er bosat i Odense med en umådeligt tålmodig kæreste og en halv snes ufuldendte hobbyprojekter.