Har du brug for lidt ro, fem minutter til lige at genfinde balancen, et lille øjeblik i zen?
Så læs “By og land”, en kort historie der lægger sig om dig som dit yndlings tæppe og serverer dig en varm kop slow living i skønlitterært format.

Vi kommer hjem i skumringen, jeg henter kvas og brænde i stalden og tænder op i det kolde køkken. Mens jeg henter æg, tænker jeg, at jeg ikke er et særligt kulturforbrugende menneske, for hvad er mit liv?Kattene flokkes om mig ved madskålen, og barnet spørger, om hun må komme i bad. Hun ligger længe i vandet, dykker og holder vejret, hun vil have mig til at være med, men jeg skal lave aftensmad.
– Vi spiser herude, råber hun.
– Det går da ikke, råber jeg tilbage, man kan ikke spise aftensmad på badeværelset!
Jeg skræller jordskokker, jeg har gravet op i marken, en hel spandfuld, det er bare at tage, jeg laver røræg med tindrende gule blommer, jeg varmer surdejsboller fra dagen før. Barnet har lagt et håndklæde ud på gulvet ved siden af badekarret, hun damper af varme og får sin tallerken der. Jeg sidder lænet op ad skabet under vasken og spiser.
– Er det dejligt at spise på gulvet?
– Det er skønt!
Hun skovler i munden, helt uden tøj.
– Hvornår er det legetøjsdag? Og skal jeg til Daddy i morgen?
– Det er om tre uger. Og ja, det skal du.
– Hvor meget er tre uger?
En evig forklaring, tiden giver ikke mening for barnet, men det skal nok komme. Hun bliver puttet i nattøj og kryber under min dyne. Vi læser Det lille hus ved floden, Lauras familie får hele høsten spist af græshopper, så let kan det hele gå galt. Barnet falder i søvn i min arm, mens jeg læser Saltstien af Raynor Winn. Raynor og hendes mand Moth mister hus og indtægt efter en fejlslagen investering, og da Moth får konstateret LBD, en ondartet parkinson-lignende diagnose, der er dødelig inden for et par år, beslutter de at gå Sydvestkyst Stien i England. De går med telt og uden penge, men vandringen og naturen forandrer, kræver, nærer og løser langsomt udfordringerne.
Jeg rejser mig fra sengen, nødigt, og henter en skål valnødder i sækken i stalden, jeg knækker en stak og lader dem falde på et fad. Jeg piller sirligt kernerne fra, ikke et eneste stykke af skallen må komme med, jeg lægger dem til tørre på fadet på brændeovnen, skallerne kaster jeg i ilden, de flammer voldsomt op, et enkelt stearinlys brænder i køkkenet.
Nødderne køler på bordet, i morgen kan de komme på glas, jeg går ud på den mørke gårdsplads under stjernerne og lukker for hønsene, så ræven ikke får et festmåltid igen, jeg fodrer kattene i bryggerset og skubber døren i, så vi kan sove uden forstyrrelser.

Lyset er kommet tilbage og skinner svagt gennem gardinerne. 
– Er det morgen, mor?
– Ja, det er morgen min skat, meget tidlig morgen. Hvorfor vågner du allerede?
Jeg nyder så meget den stille tid, før barnet vågner, men ikke i dag.
– Det gør ondt i min mave. Af sult.
– Vi laver morgenmad om lidt. Du kan gå ud og åbne for kattene.
En eksplosion af pels ind i køkkenet, da fire dyr farer ind, jeg holder øjnene lukkede under dynen, barnet kommer tilbage, slæbende på den tykke hunkat, hun holder hende fast i sengen. Den gamle hankat hopper op, tramper og ælter mod barnets skulder.
Men vi må op og ud, jeg koger grød og pakker tasker, vi cykler op ad bakken og hilser på naboen, samler genboens datter op, vinker til familien, der kommer kørende fra gården nede over marken, svinger ind på byvejen og bliver overhalet af skolebussen.
På arbejde sætter jeg dagens aviser på plads, jeg henter reserverede bøger, jeg stiller de afleverede bøger på bogvogne og åbner computeren, inden jeg låser døren op. De faste lånere kigger ind, en skal have et print af vejrudsigten, en af ugens tipsresultater, nogle henter bestilte bøger og reserverer flere.
Jeg går lidt før lukketid og overlader skranken til min kollega, jeg skal hente barnet, min kæreste og hendes hunde, vi skal nå eftermiddagsfærgen til fastlandet.
Vi kører ombord, mens elever fra efterskolen strømmer fra bussen, og jeg falder i søvn i den vuggende stillekupé, mens barnet ser ramasjang på sin ipad, og kæresten lytter til lydbog.
Barnet hopper i armene på sin far, vi kører videre af landevejen til Nyborg og svinger ind på den brusende motorvej over endnu et hav. Vi kører over landet, mens en enorm måne hæver sig over motorvejsbroerne og bliver budt velkommen i forstaden til hvid dug og gulvvarme og orkideer i vindueskarmen.

Vi vågner til susende støj fra motorvejen gennem det lukkede vindue. Metro fra Flintholm og at komme op på Kongens Nytorv er som at lande i Paris om foråret, måske på Ile de la cité ved metrostationen med skiltet i svunget grønt smedejern. Luften er tindrende, som kirsebærblomster, uden der er nogen træer, kun trafik og eksklusive hoteller, de små gader mod strøget og gamle butikker, en facade med gyldne bogstaver.
– Jeg ville være skiltemaler, siger min kæreste, jeg kom i praktik, jeg stod en hel dag med en varmeblæser og ingen sagde noget til mig. Mine hænder var helt ødelagte af vabler.
Nu er hun designer og kan alt muligt mere end at male skilte. Men også det.
– Ligger Spejdersport stadig her? Måske jeg lige skulle kigge på en rygsæk…
Jeg kan ikke se Spejdersport, men jeg kan se Studieskolen og kolde facader og endelig boghandlen Tranquebar med koordinater over døren, hvis man skulle navigere på havet. I vinduet står netop Den vilde stilhed, toeren af Raynor Winns mesterværk, hvor hun og Moth har fundet et sted at bo, mens Moths helbred stadig er dårligt.
Væggene er mørke og dækket af bøger og luksus, på bordene stakke af smal litteratur og bøger på engelsk, natur, bæredygtighed.
– Har I den første, Saltstien? Og gerne på engelsk?
– Vi har lige haft dem alle, også Landlines. Men jeg kan bestille dem til dig?
– Nej tak, jeg bor meget langt væk.
Jeg finder en bog om keltisk visdom, om havebrug og det langsomme liv.
– Ah, den elsker jeg, tilbyder ekspedienten, jeg bruger den som kalender, hver periode et nyt afsnit.
Og lige nu er det imbolc, festivalen hvor vintergudinden går gennem landet, mens foråret er på vej med jævndøgn og kort efter; frugtbarhedsfesten Beltane.
– En café au lait og et pain au chocolat.
Kæresten tager rabarbersaft, der smager af bedsteforældre og solskin, og vi sidder længe ved langbordet bagerst i butikken og kigger på indretning i store designbøger og drømmer om at åbne til kip og lave værelse til barnet, så hun kan gå ned ad trappen som teenager og mene, vi er åndssvage, som det nu hører sig til i den alder.

Vi går af sidegaderne forbi Helligåndskirken og trænger os det sidste stykke gennem mylderet på strøget til Grand Teatret og en kø så lang og alt for lidt tid.
– Der er billetautomater derhenne.
Og sådan når vi alligevel ind til Poor Things af Yorgos Lanthimos, der blænder op for en svimlende verden, et barn i en voksen kvindes krop, hun lærer at tale, lærer at gå og bevæger sig gennem svulmende former i sære belysninger, en labyrintisk by, et skib der trodser tyngdekraften. Hvordan kan nogen finde på det? Under den næsten tre timer lange film spekulerer jeg på, findes den virkelige verden virkelig, eller er det gudinden, der drømmer lucidt?
For at komme væk fra mylderet af turister og charletaner i en by, der næsten virker lige så futuristisk som filmen, tager vi s-tog til Dybbølsbro og kommer ind i en pseudoverden. Vi bestiller koreansk med udsigt til IKEA i mange etager over banelegemet, ingen jord i sigte, og mens vi venter på maden, leder jeg efter et toilet. Der er store reklamer og rulletrapper op over en Starbucks, præcis samme indretning som City Mall i Amman, hvor tørklædeklædte kvinder med børn i klapvogn nød deres søde kaffedrikke i en pause fra shoppingen. Jeg bliver i tvivl om, hvor jeg er, gangen til toiletterne er træbeklædt som caféen i Whole Foods i London, en ung mand sidder i et indhak i væggen og løfter blikket bag brillerne, en reminiscens af overetagen på Starbucks ved Hotel de Ville i Paris på en regnfuld forårsdag, mens jeg ventede på et opkald fra en keramiker. Toilettet er som i lufthavnen i Amsterdam og maskeklædte mennesker, det bruger vi da ikke mere, og der er ikke noget koldt vand i de automatiske haner.
Jeg fumler mig tilbage i tiden og verden og får serveret nudler og kimchi blandt studerende og blandede par med børn.
– Hvis vi når det tog tilbage, kan vi komme direkte på bussen.
– Kan du huske, du sagde, at s-toget er dødens pølse? Sådan har jeg det med busser. Bare værre.
Jeg vil meget hellere gå fra stationen, når jeg kommer fra øen uden trafiklys og kø på vejen, når man ender bag en traktor.

Næste dag tager vi bilen gennem byen og går tur med hundene ved kanalen, vi putter dem på tæpper på bagsædet og træder ind på Den Danske Filmskole til endnu en masterclass i den store sal. Der er uddrag af film, fængende og fængslende, og nu er der en kort pause, tænk tiden er gået.
Vi tager Snickerskage med ud til bilen og lukker de søvndrukne hunde ud, ned til kanalen igen.
– Hvad er det? Det knaser jo helt vildt?
– Det må være panko.
– Hvad er panko?
– Det spurgte du også om i sidste uge, smiler hun.
Jeg griner højlydt over min manglende hukommelse, men også for at skjule lidt ubehag over netop dette, at samtalen har fundet sted før.
– Det er rasp lavet af rismel. Men det kan også være, det bare er cornflakes.
Luften er isnende, kaffen bliver hurtigt kold, jeg har lyst til at dukke mig i det klare vand, som kun er klart, fordi der intet liv er, vi går forbi arkitektstuer og bådopbevaring, brostenene er undermineret af vand ligner det, eller rottehuller, og begge dele kunne også forekomme på landet.
Anden halvdel af masterclass går lige så hurtigt som den første og over tiden, men vi skal nå færgen, og hundene må vente med at komme ud til et kort stop i Nyborg, hvor jeg endelig kan dukke mig i det kolde vand og vaske mylderet af mig, en smule mere levende vand, men ikke som Østersøen ned mod Tyskland, der ikke gisper efter vejret.
Allerede på motorvejen indfinder den lette stemning sig, jeg synger med på Joni Mitchell, mit hjerte slapper af, jeg er på vej mod roen igen, som at have overstået en kamp, frivilligt javist, men krævende.
Vi holder i mørket, færgen lyser op over vandet og åbner sit grådige gab, min kæreste går en runde med hundene, mens bilerne kører af, og barnet kommer løbende ind i min favn igen.
Ind på det rungende dæk, der holder naboen, jeg hilser på kantinedamen, en veninde sætter sig ved vores bord, hun piller mandariner til barnet, jeg gnasker cashewnødder og viser bøger fra Tranquebar.
Vi lægger til ved den mørke havn og kører ud over de sorte marker, langs det brusende hav og skoven, der hælder mod øst af den evige nordvestenvind. Gårdspladsen er sort, og huset er koldt. Kattene kommer farende, jeg lukker for hønsene, og vi putter os under tykke dyner og tæpper i stilheden.

---

Historien, du lige har læst, er en af tre vindere af Fiktioners short fiction konkurrence, der sluttede i marts 2024. Emnet for konkurrencen var “Det kulturforbrugende menneske”.

Forfatteren til “By og Land”, Kristina Skytte Glue, har vundet fordi:

Kristinas Skytte Glues sprog er en rolig, varm omfavnelse. Det er sansende og nærværende og lokker læseren med en smittende rytme. Selvom historien i By og land ikke handler om så meget, så rev sproget benene væk under os på Fiktioner. Sproget udtrykker en dyb ro, som vi ikke oplever mange andre steder i litteraturen.

Teksten pendulerer mellem hverdagsbetragtninger, udlægninger af kultur-/naturoplevelser, indre refleksioner og korte ydre dialoger. By og Land er et stilsikkert eksempel på stream-of-consciousness, men uden den hektik, som det litterære greb ofte foranlediger.

Temaet, som teksten berører, altså forskellen mellem livet i kulturen (byen) og livet i naturen (på landet), synes særligt relevant i disse tider, hvor vores politikere har travlt med at udskamme dem, der træder lidt skævt ind på (eller ud af) arbejdsmarkedet, i søgen efter mening, mere tid til fordybelse, refleksion, sine børn eller whatever. Sagt med andre ord: Teksten rammer en nerve, en trend i tiden.