Vi har fået vokseværk. Fiktioner er sprunget ud som forlag. Men i et lille land, hvor der allerede findes rigtig mange forlag, er der så brug for et til? Læs om tankerne bag beslutningen, og hvad det kommer til at betyde for tidsskriftet Fiktioner.
D. 14. september udkommer Fiktioners første bog officielt. Bogen hedder ”De fiktionsløse” og er en lille lækker sag med tre dystopiske noveller. Alle tre historier er spundet om spørgsmålet: ”er en verden uden fiktion værd at leve i?”
Det stod ikke skrevet nogen steder, at vi skulle starte et forlag, men nogen gange skal man gribe de muligheder, der præsenterer sig.
Det må I da have haft i tankerne fra start…
Ærligt – nej. Har du fulgt med længe, så ved du, at Fiktioner startede som et lille elektronisk tidsskrift tilbage i 2022. Dengang, som nu, var vi trætte af de sociale mediers begrænsninger. Der var ingen plads til fordybelse, og alt handlede enten om likes eller om at gå i dækning for den næste shitstorm. Drænende i længden. The rest is history og vi sender nu relevante artikler ud til skrive- og læseinteresserede cirka en gang om måneden.
Det har aldrig – og jeg gentager gerne – aldrig ligget i kortene, at Fiktioner skulle transmogriffes om til et forlag. Jeg har allerede ét forlag, tak. Hvad skulle jeg dog med et mere?
Men så udskrev vi en konkurrence…
Den har vi efterhånden hørt en del om
Det er jeg klar over. Og forhåbentlig har du læst og glædet dig over vinderne, der er blevet offentliggjort i de forrige tre udgaver.
Men der skete også noget uventet med den konkurrence. For som Jannik tidligere har skrevet om, så stod vi ikke bare med tre gode tekster. Der var mange, for pokker! Og flere af dem var af en kvalitet, som vi ikke bare kunne ignorere.
Jeg husker ikke, hvem af os der først sagde ordene: ”Vi kunne jo også bare lave en bog…” Men efter det var der ingen vej tilbage.
Først kredsede vi om at udgive en antologi. En klassisk 10-15 novelles sag, hvor alt det gode, vi sad på, kunne komme ud i verden. Men antologi-idéen smagte ikke helt rigtigt. Ikke for os i hvert fald. For vi elsker de korte formater. Det var det, vi skulle lege videre med.
Åben for manuskripter?
Nej, desværre ikke. Ikke endnu i hvert fald. Men bliv på kanalen, så skal vi nok holde dig opdateret.
Efter (endnu) en pinefuld udvælgelsesproces stod vi med tre kandidater, og det praktiske kunne begynde at tage form. Der skulle udarbejdes kontrakter med forfatterne, teksterne skulle redigeres, omslaget skulle designes og hvad med pengene? Kan et lille forlag overhovedet forvandle tekster til skinnende mønter i en branche, der er domineret af nogle få store, og som hver dag må se dens analoge ophav (bogen) blive stormløbet af den digitale udvikling? Vores første bog er således et pilotprojekt. Et forsøg på at se om korte formater kan finde et fodfæste på det danske marked, hvorfra en endnu utydelig forlagsdrøm kan spire.
Fundamentet
Vi er gode til at fortabe os i drømmerier, Jannik og jeg, så vi fandt hurtigt ud af, at vi havde brug for et par rettesnore, inden vi gik videre.
Vores lille nye forlag skal først og fremmest være en litterær legeplads. Og her leger vi med alle. Vi er ikke genresnobbede, og vi er ligeglade med, om du har udgivet før – bare talentet er på plads, og din skrive- såvel som arbejdslyst matcher dine ambitioner.
Hvad angår forlagets profil, så er vi nået frem til, at kort er godt. Vi er vilde med de korte formater. Måske udgiver vi en dag en lang roman, men som udgangspunkt er det de korte tekster, der er i fokus. I det engelsksprogede udland har man betegnelsen Short Fiction samt den endnu kortere version Flash Fiction. Begge formater har en langt større bevågenhed omkring sig, bare ikke herhjemme. Her har vi primært novellaen, novellen og så endnu kortere og eksperimenterende tekster, der falder ind under det lidt bedagede udtryk ”kortprosa”. Vi elsker all things in between og vil bare gerne være med til at bringe de korte tekster og skæve formater endnu mere frem i Danmark.
Nyheden om vores lille forlag har spredt sig i pressen. Det meste er bag betalingsvægge, men ikke denne artikel hos Bogmarkedet:
“Dansk litteratur har kæmpe potentiale.”
At stifte et forlag betyder også, at man skal ud af sin introverte skal og ditto arbejdsmønstre. At Jannik og jeg må kigge op fra egne skriveprojekter og forberede os på at arbejde sammen med andre. Læse deres tekster, give dem feedback, se teksternes potentiale og hjælpe forfatterne med at indfri det. Men det kræver også, at vi som forlag tager ansvar for vores samarbejdspartnere. At vi står 100% bag de tekster, vi publicerer og 110% bag de forfattere, vi udgiver.
Et forlag er intet uden forfattere. Derfor besluttede, vi at fairness og gennemsigtighed var gode principper at styre efter. Det lyder som noget, der står på væggen i mødelokalet hos store virksomheder, men der er mere i det. Udgiverbranchen er hård nok i forvejen. Der er ikke brug for flere, der opfører sig unfair, træder på de små og beder om gratisarbejde. Om vi lykkes her, må vi nok få andre til at vurdere.
Faktum er dog, at vi for et par måneder siden på et onlinemøde joggede kontrakterne minutiøst igennem med vores tre nye forfattere. At vi lagde kortene på bordet og fortalte om alle beregningerne bag udgivelsen. Usikkerheden i markedet, satsningen på de små formater osv. Det kom der, synes jeg, et godt møde ud af, og den efterfølgende redigering af tekster foregik i et fortroligt og trygt samarbejde.
Så nu har du to forlag, eller hvad?
Ja. Eller teknisk set, så er Fiktioner et imprint under Fjorden, som er mit oprindelige forlag. Man kan også sige, at Fiktioner piggybacker på Fjordens administrative fundament. Det er ikke bare lige at oprette distributionsaftaler, bankkonti og alt det der kedelige, der følger i kølvandet på at være selvstændig. Lige nu giver det mest mening.
Kommer tidsskriftet Fiktioner så til at drukne i markedsføring?
Nej. For det gider vi ikke selv. Vi afskyr reklamer forklædt som nyhedsbreve eller tidsskrifter.
Tidsskrift for sig og forlag for sig. Går du på fiktioner.dk, vil du kunne finde links til vores udgivelser. Vi kan godt finde på et at skrive en artikel som den her, hvis der er mere i det end ”bare” en ny udgivelse, men vi vil ikke begrave dig. Tidsskriftet Fiktioner fortsætter med at handle om det, det hele tiden har handlet om: Bogbranchen, skriveri og kærligheden til god litteratur og kultur.
Vi er i øvrigt stadig på jagt efter skribenter, der vil skrive artikler for Tidsskriftet Fiktioner, og vi betaler for artiklerne, såfremt vi antager dem.
Så verden havde brug for endnu et forlag?
Det mener vi. Om verden er enig, vil tiden vise.
Artiklen er skrevet af Christina Lassen-Andersen, der er forfatter til bøgerne Mørkelagt og Tabte drømme. Derudover er hun ejer af Forlaget Fjorden og Fiktioner i samarbejde med Jannik Landt Fogt.
Følg hende på Instagram.