Hvordan finder man inspiration og motivation til at skrive tæt på 100 bøger til børn? Hvilke kringelkroge har karrieren som børnebogsforfatter været igennem, for at Dorthe Roholte i dag står som en af Danmarks mest erfarne på området? Læs Dortes egen beretning om sin kærlighed til børnelitteratur og respekt for målgruppen.
Jeg vidste ikke, at jeg skulle være børnebogsforfatter. Faktisk vidste jeg ikke engang, at jeg skulle være forfatter, selvom jeg var en læsehest som barn. Hver fredag aften tog min far mig med på Præstø Bibliotek, og så lånte vi hver en stak bøger og kørte forbi fru Svalmstrups slikbutik på Adelgade på hjemvejen for at fouragere til weekendens mange timers læsning. Jeg elskede også at skrive danske stile og plagede min stakkels folkeskolelærer med mange sider lange, håndskrevne fristile. I teenageårene gik mine interesser dog i helt andre retninger, og så kunne det bare ikke gå hurtigt nok med at forlade skolebænken og komme ud i det virkelige liv.
På et tidspunkt mærkede jeg alligevel en længsel efter at lære noget mere og begyndte at tage HF-fag om aftenen efter mit dagjob. Da jeg var 30 år, mor til en datter på knap 6 år og højgravid med nummer to, var jeg til skriftlig eksamen i dansk og begik en stil, som jeg fik 13 for. Afsløret, det er nogle år siden, at den bedste karakter hed 13 og ikke 12. Censor overbragte mig af venlighed den glade nyhed om 13-tallet. Desværre fik jeg ikke fat i hans navn, fordi min nyfødte drengebaby skreg meget højt. Men jeg hørte, at han spurgte, hvad jeg egentlig beskæftigede mig med. Da jeg svarede, at jeg var uddannet som apoteksassistent, men i de seneste år havde arbejdet som forskningslaborant, sagde han: Hvorfor skriver du ikke? Det tror jeg, du skal …
Den allerførste historie
Jeg tænkte videre over censorens ord, når jeg skubbede barnevognen rundt i byen og ammede om natten. I forbindelse med de to års aftenundervisning i dansk på HF havde jeg genopdaget min glæde ved at skrive. Men barnefaren og jeg havde forkøbt os med et dyrt hus, og det var vel også nærmest umuligt at leve af at være forfatter i Danmark?
Ikke desto mindre slog tanken rod i mig, og faktisk havde jeg jo skrevet en historie til min datter, mens jeg ventede hendes lillebror. Hun kunne nemlig ikke se ideen i, at vi skulle til at være fire i familien og mente, at vi hellere skulle anskaffe os en kat eller en hund eller allerbedst en sød hest i stedet for en baby. Derfor havde jeg i graviditeten selv digtet en historie til hende om en pige ved navn Alberte, som mod sin vilje skal være storesøster.
Ideen med at behandle det aktuelle emne i vores familie som fiktion opstod, fordi jeg havde læst ufatteligt mange bøger for min datter. Hun fik nemlig en fredagsbog i stedet for fredagsslik. Hver morgen valgte hun tre billedbøger, som jeg læste for hende. Vi måtte tidligt op, men havde til gengæld mange stjernestunder med bøgerne.
Som årene gik, gled billedbøgerne ud til fordel for bøger med flere ord og færre illustrationer, og så blev det til tre afsnit af vores for tiden igangværende bog. Vi lånte også mange bøger på biblioteket. Alt i alt betød al den morgenlæsning, at jeg fik et ret godt indblik i litteratur for børn. Tit var jeg lige så spændt som mit barn på, hvordan en historie ville gå videre og til sidst ende. Så blev jeg nødt til at snige bogen ned i min taske og læse den færdig i frokostpausen.
Børnebogen og de gode snakke
Læsningen af de mange børnebøger lærte mig også, at mange konfliktpunkter og knaster i tilværelsen kan bearbejdes via en god tekst. For ”vores” bøger havde givet anledning til samtaler om alverdens emner, både lyse og mørke. Men en bog om en modvillig storesøster, der alligevel forsoner sig med tanken om at få en søskende og tilmed bliver glad for det, kunne jeg ikke opdrive. Derfor klaprede jeg selv én ned på min gule rejseskrivemaskine.
Min barselsorlov var syv måneder lang, og mens jeg spekulerede videre over den flinke censors venlige ord, udtænkte og skrev jeg en ny historie, som jeg læste højt for min datter. Den hed ”Sommer på Spøgelseshotellet”, og hun syntes, den var ret god.
Da der var to måneder tilbage af min orlov, tog jeg mod til mig og sendte en stribe forskellige tekster ud i verden, og ”Sommer på Spøgelseshotellet” sendte jeg til Gyldendal. Til min enorme fryd og overraskelse blev den antaget. Jeg modtog et åbent postkort med den glædelige meddelelse. Om jeg ville være så venlig at ringe? Ja, mon ikke.
Gyldendal antog også historien ”Alberte, der skulle være storesøster: Alberte og den omvendte ønskehat”. Dengang fik en forfatter et pænt forskudshonorar, når kontrakten om udgivelse blev underskrevet, og da jeg samtidig havde fået afsat nogle ugebladsnoveller og vundet to skrivekonkurrencer, tog jeg beslutningen om at blive fuldtidsforfatter.
Jeg havde to bærende tanker om min nye karriere: Dels skulle det være mit fuldtidsjob, for jeg ville ikke skrive om aftenen eller om natten, men arbejde når alle andre gjorde det. Dels ville jeg skrive bredt og have flere aftagere af mine tekster. Udover det har jeg ikke haft nogen karriereplan, men har ladet mig drive af lysten, tilfældet og tilbuddene. Med til historien hører, at dengang i det forrige århundrede udkom de fleste danske børnebøger fra større forlag i store oplag, og heraf blev de første omkring 1000 eksemplarer købt af bibliotekerne. Det betød, at jeg snart også begyndte at modtage bibliotekspenge.
Lix og læsbarhed
Jeg skrev et tredje manuskript til Gyldendal, og min redaktør mente, at historien om de to stedsøskende Camilla og Dennis ville gøre sig bedre som en letlæsningsbog. Jeg blev derfor gelejdet videre til Gyldendals Dingo-serie og en anden redaktør, og det blev til en serie på en håndfuld bøger om Camilla og Dennis. Forlaget bearbejdede mine manuskripter en smule for at gøre dem lidt lettere at læse, og det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med begreb som lixtal og læsbarhed. Selv havde jeg lært at læse meget hurtigt, det samme havde min datter. At læsevanskeligheder og dysleksi senere skulle komme til at fylde meget for mig, anede jeg endnu intet om.
Ved et tilfælde fortsatte jeg alligevel i det letlæste spor, for min første redaktør på Gyldendal havde en veninde, som var redaktør på det daværende forlag Forum. Dette forlag havde en letlæsningsserie med navnet Zoom, og redaktørens veninde kontaktede mig og foreslog mig at prøve kræfter med et manuskript til Zoom. Jeg fik nogle få retningslinjer i forhold til det med lix, og emnet til bogen var frit. Min datter var stadig meget optaget af heste og gik også til ridning, og måske kunne konflikter og misundelse blandt halvstore piger i den samme klasse mikses med hesteinteressen? Personligt har jeg altid frygtet de store, tunge dyr, men gennem højtlæsning af ufatteligt mange hestebøger havde jeg dog tilegnet mig en efterhånden ret pæn viden om heste, så jeg skrev manuskriptet til bogen ”Mette og Mikki”. Mette var pigen, Mikki hesten, og det blev til i alt fem bøger om de to, illustreret af Kirsten Raagaard. De blev oversat til adskillige sprog, og da nogen nu mente, at jeg var godt kendt med de der heste, blev jeg spurgt om at skrive flere hestebøger, hvilket jeg gjorde.
Korte bøger er ikke lette at skrive
Når jeg har udgivet i alt 94 bøger for børn og unge, skyldes det, at mange af dem er ret tynde letlæsningsbøger med en lix helt ned på 5 og omkring 5-600 ord. Det lyder som et manuskript, man lige kan skrive i en kaffepause, men alle, der har prøvet, ved, at sådan er det ikke. Der skal tænkes og omskrives og udskiftes ord mange, mange gange, før historien sidder i skabet, og redaktøren er tilfreds.
Udgangspunktet for en letlæst tekst er som med alle andre historier den gode idé. I første omgang skriver jeg uden at skele alt for meget til, hvor let eller svær teksten bliver. Det handler om at gøre den spændende og engagerende fra starten. Selv under den første skrivning har jeg i baghovedet, at jeg med fordel kan vælge det ord med færrest bogstaver, hvis det korte ord er lige så godt dækkende som det længere. Indlysende nok vælger jeg også ret korte navne på historiens personer.
Når jeg har mit første udkast klar, tester jeg det i en gratis lixberegner på nettet, og nogle gange får jeg et chok over, hvor høj lixen er. Men så er det bare om at klø på med gennemskrivning efter gennemskrivning, og nogle gange bliver jeg overrasket over, hvor godt et kort ord kan erstatte et langt. Det tager tid, men det bliver også lidt af en sport.
Jeg oplever ikke kravet eller ønsket om lav lix som en spændetrøje. Snarere er det en udfordring at fortælle en god og spændende og måske endda kompleks historie i letlæst form. Så har alle en chance for at læse med, og den tanke tiltaler mig meget. Spænding behøver ikke kun at være noget med eksplosioner og konstant flugt og fart over feltet, men om at få gjort personerne i historien så interessante, at læseren bliver nysgerrig og bare er nødt til at vide, hvordan det går dem.
Desuden blev jeg ekstra motiveret for at skrive letlæsningsbøger, da min søn i begyndelsen af tredje klasse blev testet til at lide af dysleksi i et omfang, som den testende skolepsykolog aldrig tidligere var stødt på. Han ville helst læse fra højre til venstre og kunne slet ikke få de der bogstaver til at betyde andet end bøvl og besvær, selvom han virkelig gerne ville lære at læse. Heldigvis fik han god støtte i skolen, og hver eftermiddag snuppede vi også en time med træning af korte, lydrette ord på kort derhjemme. Det virkede, men det var indlysende vigtigt, at hvis han nogensinde skulle blive en læser, måtte teksten være interessant og relaterbar for ham. Jeg spurgte, hvad han gerne ville læse om, og svaret var: Gys og fodbold. Gys var jeg af gode grunde (vi boede på en gård fra 1800-tallet …) helt med på, og jeg skrev ”Djævlespillet”, som udkom i 2002, og som blev den første bog, min søn selv læste. Jeg havde printet teksten ud til ham, og den dag i dag kan han stadig huske handlingen ret præcist. Fodboldtemaet måtte jeg lige tygge lidt på, men Zoom-bogen ”Hvad sker der?” fra 2003 indeholder begge dele. Hvor stort er det ikke at være forfatter til en bog, der får et barn med læsevanskeligheder til at læse den til ende og dermed giver det følelsen af at have sejret – og lysten til at række ud efter den næste bog?
Bøger skal gøre en forskel
Sideløbende med de mange letlæste bøger har jeg skrevet billedbøger og ”almindelige” børnebøger, som i aldersmålgruppe og emnevalg gerne fulgte mine to egne børn og min stedsøn. Jeg har altid lyttet meget til, hvad de sagde, og jeg har også hæftet mig ved det, de ikke sagde.
For det meste er jeg blevet spurgt fra forskellige forlag, om jeg kunne begå en bog om et bestemt emne, og jeg har altid taget handsken op. ”Sukkerkold” fra Gads Forlag 2020, som handler om sugardating, tog jeg dog selv initiativ til. I anden sammenhæng havde jeg i 2018 interviewet en tidligere prostitueret, som nu arbejdede for en offentlig instans, og gennem dette virke var hun kommet i kontakt med mange ganske unge piger, der fik dyre ting ved at date væsentlig ældre mænd. De mente ikke selv, at der var noget i vejen med det, men mit interviewoffer var af en anden mening. Hun opfordrede mig til at skrive om det og sendte mig noget relevant materiale. Da jeg foreslog bogen for min redaktør gennem mange år, som jeg havde fulgt fra et forlag til det næste og derfra til endnu ét, blev det heldigvis et ja. Den tidligere prostituerede gjorde helt sikkert en forskel for de piger, hun var i kontakt med, og jeg kan rigtig godt lide tanken om, at en forfatter og en bog også kan gøre en forskel – måske.
Der er temaer, jeg er vendt tilbage til igen og igen, deriblandt diabetes 1, insulinkrævende diabetes, samt overnaturlige fænomener. Diabetes, fordi min søn blev ramt af den sygdom, da han var 4 år, og jeg syntes i den grad, at der manglede børnelitteratur og generel oplysning om emnet. I dag har jeg udgivet fem bøger, hvor insulinkrævende sukkersyge fylder meget i handlingen, heraf én letlæst, og jeg har desuden haft held til at snige emnet ind i flere andre bøger. Det overnaturlige fordi jeg godt kan lide at lege med tanken om, at der er mere mellem himmel og jord. Især mange piger tog bøgerne om ”Mærkelige Mynthe” til sig. Mynthe er mærkelig, fordi hun i glimt får indblik i andre menneskers hemmeligheder, fortid og frygt.
Den svære læselyst
Jævnligt bliver jeg spurgt: Skriver du kun børnebøger? Jamen, hvad mener folk dog med det? Det er jo fremtidens læsere, jeg skriver for, og kan noget være vigtigere end det? Uagtet de mange tilbud om adspredelse og underholdning, der kappes om børns tid og opmærksomhed i dag, vil jeg gerne slå til lyd for, at bøger kan noget, som ingen andre medier kan. Der er en stor værdi i selv at danne billeder i sit eget hoved i stedet for blot at få dem skudt imod sig fra en skærm. Man vokser og udvikler sig, når man læser, og man bliver også klogere, for der er uendeligt meget viden om alle mulige ting flettet ind mellem ord og linjer. I vores digitale nutid, hvor vi konstant oversvømmes af informationer og flimmer, er det sundt at lære at være alene med sig selv og en bog. Forældre kan give deres barn en stor, analog gave ved at stille bøger til rådighed for dem.
Men hvad skal der til, før et barn får lyst til at læse? Et svar kan være, at de ser deres forældre læse. Sundhedsforskerne tilråder, at voksne hver dag sætter en halv time af til motion. Det ville også være sundt at sætte den samme tid af til læsning. Sjælen har godt af denne pause, og det har hjernen også. Patienter, der skal genoptrænes efter en hjerneskade, opfordres til at læse bøger – ikke lytte, for det virker ikke. At læse hver dag er noget, man kan beslutte sig for at sætte tid af til. Og tiden er der og kunne fx tages fra den tid, der bruges på skærme.
Et andet svar på det samme spørgsmål: Barnet skal have behov for og lyst til en oplevelse. Og der synes jeg, at vi forfattere skal komme dem i møde. Desuden hepper jeg på, at børn skal eje deres egne bøger, og at de skal have en bogreol på deres værelse. Bøger er ikke dyrere end legetøj, og i øvrigt kan udmærkede, brugte børnebøger fås i enhver genbrugsbutik. Lad børnene læse, hvad de selv vælger og har lyst til at forsvinde ind i.
Den vigtige start
Til alle nye forældre siger jeg, at de ikke kan gøre noget bedre for deres barn og for tilknytningen end at tage barnet på skødet og læse højt af en bog. Hvor heldig er en mor eller far ikke, at de kan åbne en bog og dermed et helt nyt univers for deres barn? Det gælder bare om at vælge det, der fænger. Mit treårige barnebarn elsker bøger, hvor man kan tælle ting. Det er en god start, og lidt pudsigt ved han, at han har fået dén bog af sin farfar, men han ved ikke præcis, hvem han har fået traktoren, gravemaskinen eller politimotorcyklen af.
Så jeg bliver ved med at skrive børnebøger, og jeg gør det med stor stolthed og glæde. I skrivende stund er det en uge siden, jeg udgav fire bøger med lix 20 om fire børn mellem 10 og 14 år, der pludselig kommer i familie, fordi to af børnenes far bliver kæreste med to af de andre børns mor. De to voksne synes, det er alle tiders idé, hvis de fire børn lærer hinanden at kende på en lang bilferie til fire destinationer i Europa. Børnene er mindre begejstrede for den plan. Desuden har jeg tre ikke lixede gys med to drenge som hovedpersoner på vej til september – og lige nu skriver jeg på en roman med deadline 1. oktober om en pige på 16 år, som i 1944 arbejder på en gård, hvor nogle forulykkede, tyske soldater fra Hitlers flyvevåben skjuler sig. For nogle år siden så jeg nemlig et gammelt sorthvid foto fra besættelsestiden, som ikke ville slippe mig igen. Det har inspireret mig til den bog, som sikkert også vil sige unge læsere noget i dag, hvor der desværre igen er krig i verden.
Jeg glæder mig til at skrive den, og helt overordnet har det været lykken for mig at blive fuldtidsforfatter. Det var det, jeg håbede på under min barsel, men jeg turde ikke helt tro på det. I årevis kneb det også for mig at kalde mig selv for forfatter. Det gør det ikke længere. Når andre spørger, hvad jeg bestiller, svarer jeg glad og gerne: Jeg er børnebogsforfatter!
