Artsy-fartsy som begreb har ikke en positiv klang hos de fleste. Det er en betegnelse for værker, der anses som svære at få greb om, umulige at sætte i kasser og generelt bare … bøvlede. Men det er aldrig en dårlig idé at se indad, når man møder et værk, der får det hele til at stritte på den forkerte måde. Ofte er der mere at komme efter.
Når jeg (Jannik) anvender udtrykket artsy-fartsy, er det som oftest ikke ros. Jeg anvender det om bøger, film eller andre kunstneriske udtryk, der synes at være for lukket om sig selv, for arrogant til at ville formidle, eller for ubevidst om sin egen form og indhold til at kunne møde en læser, seer, kunde eller whatever på halvvejen. Når jeg dømmer et værk ude (for der er tale om en dom), og jeg først har adresseret det med den lidet flatterende betegnelse, så ved jeg godt, at jeg også udstiller mig selv. Min egen utilstrækkelige vilje til at gå på opdagelse i værket. Min egen utålmodighed og irritation over ikke bare at få det hele serveret. Over ikke bare at kunne smide en genrebetegnelse på, så jeg ved, hvad det er, jeg går ind til. Sådanne værker, der slår sig i tøjret og undviger markedets simple kategoriseringer, disse så selvstændige og åh så kunstfærdige værker kan være så krævende af mig, at jeg giver op på forhånd. Jeg magter ikke at se min egen manglende dannelse i øjnene. Ikke i dag, ikke lige nu. Farvel værk – du er for artsy fartsy.
Men af og til støder jeg på værker, der er artsy-fartsy, men som alligevel får mig til at blive hængende. Læse videre, forsøge at finde mening i galskaben. Vi har tidligere anbefalet den prisvindende graphic novel ”Monica” af Daniel Clowes. Her er et par stykker mere off the beaten track.
“White Noise” af Noah Baumbach fra 2022 (film)
Anbefalet af Jannik Landt Fogt
Jeg blev suget ind i White Noise’s underlige, støjende univers, og selvom jeg sad på kanten af stolen hele vejen igennem, er det alligevel en anbefaling, jeg skriver med forbehold. Jeg tror, der er andre som mig, der også finder den aparte film lokkende, men der er helt sikkert også folk, der vil synes, den er både kedelig og spild af tid.
Filmen er baseret på Don DeLlillos roman af samme navn. Vi følger en amerikansk families almindelige liv i en forstad. Faderen (Adam Driver) er USA’s førende Hitler-forsker, moderen (Greta Gervig) er på en eller anden type hemmelig medicin, som hun gemmer fra resten af familien. Ægteparrets mange børn har opbrudte faktuelle samtaler – nej, opremsninger, der væves ind over og afbryder dialogerne i filmen, som var man til en børnefødselsdag, hvor alle voksensamtaler konstant opløses i praktiske gøremål og en strøm af barnlige facts about life. Det er på en og samme tid både meget virkeligt og hverdagsagtigt og helt vildt irriterende. I filmen viser det sig hurtigt, at denne konstante ufokuserede snak og deling af facts (white noise) er et kunstgreb, for den går igen blandt faderens forsker-kollegaer, som også ævler løs. Undervejs smides der forskellige plotdevices ind for at skubbe historien fremad, men reelt er de sekundære. For pointen er, at det er alle de store af livets spørgsmål: Kærligheden, angst for døden, glæden og religion, som familien prøver at komme overens med, men som hele tiden undslipper dem pga. omverdenen og dens massive bombardement af informationer.
Dybt mærkværdig film om en meget genkendelig hverdag. Den fik mig til at ville læse romanen, og det kan jo ikke siges at være skidt.
Anbefales til folk, der har det okay i en slow burn og som kan nyde æstetikken i film uden at narrativet er det drivende. Jeg tænker, at filmen kan være et hit hos dem, der er glade for The Grand Budapest Hotel (2014), Melancholia (2011) eller Blue in the face (1995).
“Ærligt spil” af Tove Jansson (bog, hybridtekst)
Anbefalet af Christina Lassen-Andersen
Denne lille perle udkom i 1989 og markerede afslutningen på Tove Janssons forfatterskab. De fleste kender hende måske bedst som skaberen af Mumitrold-universet, men hendes forfatterskab til voksne er bestemt også et besøg værd.
Bogen er langsommeligt vidunderlig, beskrivende og nærværende. Vi møder Tove selv og hendes livspartner Mari i deres livs efterår. Livet er blevet langsommere, men krydres stadig med deres intense samtaler om alt og intet, kunst og natur. De to kunstnere lever side og side med dyb respekt og kendskab til hinandens små spidsfindigheder.
”Ærligt spil” er svær at sætte i bås. Det er ikke en klassisk roman, men heller ikke en selvbiografi. Måske kan man nærme sig den med genrebetegnelsen autofiktion, men det dækker heller ikke helt. Uanset hvad, er den et klasse eksempel på bøger, der med ynde sætter sig mellem flere stole.
Anbefales til elskere af kortfiktion og til læsere af tekster med dybde.
“Poor Things” af Yorgos Lanthimos fra 2023 (film)
Anbefalet af Jannik Landt Fogt
Jeg har absolut ingen forbehold her. Se den!
Poor Things er et mesterværk. Den har fantastisk skuespil, helt vildt smuk cinematografi og et super sjovt plot. Filmen forklares bedst som en semi-erotisk genfortolkning af Frankenstein-myten krydset med Nabokovs Lolita. Emma Stone spiller Bella Baxter, en lille pige fanget i en voksen kvindes krop. Som et andet coming-of-age stykke følger vi Bella opdage sin seksualitet, fortrylle en bejler og efterfølgende vågne op i et trangt kærlighedsforhold og føle sig fanget. Der er feministisk oprør mellem linjerne og in your face, og det hele fortælles med humor og et imponerende stort overskud. Den underlige faderskikkelse spillet af Willem Dafoe gør en god Dr. Frankenstein, og hele universet synes at være svøbt i et klæde af steampunk, uden at subgenren egentligt betyder noget for historien, det skal mere ses som en form for æstetisk tekstur.
Filmen har i øvrigt vundet fire Academy Awards og to Golden Globes.
Skal ses af alle og burde kunne samle kunstfilm-interesserede feinschmeckere og steampunk-entusiaster i hyldest til samme film. Det er altså lidt af en bedrift.
Anbefalingerne er skrevet af Jannik Landt Fogt og Christina Lassen-Andersen, der har startet Fiktioner. Baggrunden for det, kan du læse mere om lige her.