Margaret Atwood og spekulativ fiktion

Bestsellerforfatteren Margaret Atwood, der står bag The Handmaid’s Tale besøger ODEON (d. 27 okt.), SDU (d. 28 okt.) og Den sorte Diamant (d. 29. okt.). Men hvad er det med hende Atwood og hendes underlige, nærmest selvopfundne genre; den spekulative fiktion? At definere en litterær genre kan være en overvældende opgave. Ofte knopskyder grundstammen i utallige retninger som for eksempel romance og science fiction, der må siges at være mangegrenede træer, som er svære at klippe i facon. I artiklen her forsøger Laura Bülow at hamre en geleagtig klat spekulativ fiktion fast på væggen: Hendes værktøj er ikke en hammer, men den venskabelige og nørdede “beef” mellem Ursula K. Le Guin og Margaret Atwood.

Spekulativ fiktion er overalt disse år. I film, spil, artikler, fagbøger og i den skønlitterære fiktion. Men hvordan ville du egentlig forklare genren? Du har nok en rimelig klar idé om, hvad horror er, måske ved du, at Mary Shelleys Frankenstein krediteres som startskuddet til den moderne science fiction, og at utopien har oprindelse tilbage til Thomas Moores værk med samme titel fra 1516. Men hvad er det helt præcis, der definerer den spekulative fiktion? Og hvordan er genren blevet så populær?

Enhver, der begiver sig ud i at skrive en definition af en genre, ved, at det er farligt territorium. Lige så mange mednørder, der læser med af begejstring, lige så mange står klar til at kommentere og irettesætte et emne, de er så passionerede omkring. Udover at komme i klemme med fellow-nørder om emnet, er selve øvelsen med at definere genren heller ikke så ligetil.

Genrer er ikke faste, men flydende. De ændrer sig over tid i takt med udviklingen af teknologi, videnskab og vores samfundsforståelse. Jules Verne bliver betragtet som en af de oprindelige store science fiction forfattere, men hvad sker der, når historien med tiden ændrer sig, og dét, han skrev om engang i sine værker, nu ikke længere er umuligt?

Og det er ikke kun vores forståelse, der ændrer sig, værkerne gør også. Definitionen udviskes alt efter hvordan det enkelte værk blander genretræk og låner fra andre. Hvem har ikke haft en bog i hånden, der ligner sci-fi, men gør massivt brug af horrortræk; set opslag om monstererotik i nichegrupper, hvor fantasy møder romantik; eller oplevet komedier, der blandes med horror og muterer til horrorsatire? Nye hybrider bliver født, og sci-fi bliver til cli-fi. Imens kan læsere, forfattere og journalister sjældent blive helt enige om, hvor grænserne går og få genrerne til at stå stille.

Atwood, Trump og en virkelighed, der er mere skræmmende end fiktionen

Man kan i dag dårligt tale om spekulativ fiktion, uden også at nævne Margaret Atwood, og mange forbinder nok begrebet med forfatteren. Én grund skyldes at hendes berømte værk fra 1985, ”The Handmaid’s Tale”, blev lavet til en HBO-serie og havde premiere i 2017, samtidig med at præsidentvalget i USA udspillede sig for åben skærm. Fake News, Grab ’em by the pussy og Donald Trump, der imod alles forventning vandt præsidentvalget. Pludselig var lighederne mellem de totalitære kræfter i bogens teokratiske, patriarkalske og dystopiske samfund uhyggeligt sammenfaldne med virkeligheden. Fratagen af kvinders ret til egen krop, nedlæggelse af fri adgang til abort og Trumps kvindefjendske lydoptagelser, der med ét gik hele verden rundt.

En anden grund til at Atwood forbindes så stærkt med genren, er at hun i særdeles høj grad har været med til at skubbe begrebet frem. Selv kalder hun sine værker for spekulativ fiktion, og i hvert fald siden 2004, har hun flere gange valgt at kalde sine værker for spekulative, særligt når andre har henvist til dem som andet. I 2017 kaldte Rebecca Mead hende for “The prophet of dystopia” i en artikel i The New Yorker, mens Lisa Allardice i 2018 kaldte Atwoods værker for science fiction i The Guardian artiklen “Margaret Atwood: I am not a prophet. Science fiction is really about now.” Atwood skelner nemlig imellem de to. Hun definerer det selv således: Science fiction indeholder ting som rumvæsner, intergalaktisk rumrejse eller marsboere, mens spekulativ fiktion kun gør brug af ting, vi allerede har opfundet eller er begyndt på. Science fiction er for hende altså noget, vi ikke kan gøre endnu, steder vi ikke kan komme hen, teknologi der ikke er helt ladsiggørlig – endnu. Mens spekulativ fiktion kun gør brug af ting, der allerede er sket eller er mulige nu og her og foregår på jorden. Især spørgsmålet om, hvad der er muligt, er altså afgørende for Atwoods definition. Men her er alle altså langtfra enige, og det har bragt mange diskussioner med sig.

Yndlingsbeef: Atwood vs Le Guin

En beef jeg altid vender tilbage til, er den mellem de to mastodontnavne inden for det fantastiske, nemlig Margaret Atwood og nu afdøde forfatter Ursula K. Le Guin. For på trods af Atwoods egne holdninger, definitioner og insisteren på begrebet, har både kritikere og fans fortsat kaldt hendes værker science fiction. I 2009 skrev Le Guin en boganmeldelse af Atwoods ”The Year of the Flood”, med den skarpe underrubrik: “Margaret Atwood doesn’t think she writes science fiction. Ursula K Le Guin would like to disagree.” I artiklen kritiserede Le Guin Atwood for sin insisteren på at kalde sine værker for spekulativ fiktion på grund af prestige:

This arbitrarily restrictive definition seems designed to protect her novels from being relegated to a genre still shunned by hidebound readers, reviewers and prize-awarders. She doesn’t want the literary bigots to shove her into the literary ghetto.”

Selve anmeldelsen var egentlig positiv, og Le Guin kaldte også værket for ekstraordinært. Men hun mente, at Atwood meget bevidst prøvede ikke at blive forbundet med genren science fiction.

Anbefalinger til at dykke ned i genren:

  1. MaddAddam trilogien: Oryx And Crake, The Year of the Flood, MaddAddam af Margaret Atwood.
    Superfed og fantastisk blanding af humanisme vs. videnskabelige forsøg samt religiøse klima-fanatikere vs. grådige virksomheder
  2. The Handmaid’s Tale af Margaret Atwood
  3. Station Eleven af Emily St. John Mandel
  4. Leave the World Behind af Rumaan Alam
  5. Følg Margaret Atwoods finurlige og fornøjelige liv i Canada på Instagram, hvor du kan se hende på hverdagsvisit hos naboen og i kostumer fra The Handmaid’s Tale
  6. Spekulativ fiktion forklaret hos Forlaget Futurum
  7. The Three-body Problem af Cixin Liu (og nu også på Netflix som 3 Body Problem)
  8. Fahrenheit 451 af Ray Bradbury.
    En klassiker. Har du ikke læst den, er det på tide!
  9. Se dagens lys af danske Svend Åge Madsen

I 2011 udgav Atwood bogen “In Other Worlds: SF and the Human Imagination”, der ikke er skønlitteratur, men en slags essays, der udforsker hendes eget livslange forhold til science fiction og andre fantastiske genrer både som forfatter og læser. Her kommenterede hun flere gange på de forskellige syn på genren, samt uddybede uenigheden med Le Guin. Atwood forklarer, at hun definerer science fiction som værker, der nedstammer fra H. G. Wells War of the Worlds, mens spekulativ fiktion nedstammer fra Jules Vernes bøger om luftballoner og undervandsbåde. Ting, der godt kunne ske, men ikke var sket dengang forfatteren skrev værket. Et åbenlyst problem ved dette har Atwood også selv bemærket. Det er selvfølgeligt, at vores opfattelse af det mulige ændrer sig over tid. I modsætning til dette forklarer hun, at dét som Ursula K. Le Guin definerer som science fiction inkluderer ting, der godt kunne ske. Mens ting der ikke kunne ske, ville Le Guin kalde fantasy.

Wow. Er du stadig med mig? Uenigheden bunder altså i to vidt forskellige grundlæggende syn på genrerne, og i hvordan de overhovedet skærer dem.

Men debatten og definitionerne går selvfølgelig videre end de to forfattere. En tredje mulig definition Atwood fremlægger, er den du måske også selv kender bedst. Personligt kalder jeg den, for den ni-hovedede-drage:

“[…] some people use both terms interchangeably, and some employ some of them as an umbrella term, under which subgenres may cluster. Speculative fiction may be used as the tree, for which science fiction, science fiction fantasy, and fantasy are the branches. The beast has at least nine heads, and the ability to eat all other fictional forms in sight, and to turn them into its own substance. (In this way it’s like every other form of literature: genres may look hard and fast from a distance, but up close it’s nailing jelly to a wall.)”

Dette er personligt min egen favorit. Og selvom Atwood ofte bruger sætningen ”What if…” om det spekulative i sin egen afgrænsede definition, så er den allerbedste definition af spekulativ fiktion paraplydefinitionen om den ni-hovedede drage. For er al det fantastiske, horror, science fiction og fantasy ikke skabt af det nysgerrige spørgsmål: What if?

Til oprindelsen                                                                              

Hvad siger historien og vores data? For at afrunde ovenstående debat, kan vi forsøge at gå tilbage til oprindelsen. Et opslag i gode gamle OED (Oxford English Dictionary) og deres online arkiver, viser at ordet speculative fiction tidligst kan føres tilbage til 1950erne og den amerikanske forfatter Robert A. Heinlein. Du kender ham nok bedst som manden bag Starship Troopers.

“The earliest known use of the noun speculative fiction is in the 1950s.
OED’s earliest evidence for speculative fiction is from 1953, in the writing of Robert A. Heinlein, writer.”

Men anden information får vi ikke. Lidt mere research viser dog, at Heinlein har skrevet en artikel med titlen “On the Writing of Speculative Fiction”. Her i skriver Heinlein:

There is another type of honest-to-goodness science fiction story that is not usually regarded as science fiction: the story of people dealing with contemporary science or technology. We do not ordinarily mean this sort of story when we say “science fiction”; what we do mean is the speculative story, the story embodying the notion “just suppose– ” or “What would happen if–“. In the speculative science fiction story accepted science and established fiefs are extrapolated to produce a new situation, a new framework for human action. As a result of this new situation, new human problems are created–and our story is about how human beings cope with those new problems.”

Heinlein er den tidligste skriftkilde, vi kender til i dag, ikke bare til at nævne genren, men allerede her havde han det med som fundament, at spekulativ fiktion havde tæt relation til samtidens teknologi og videnskab. Mere forunderligt er det, hvor meget Heinleins beskrivelse minder om Atwoods ”hvad nu hvis”. Måske Atwood har været nede i historien og lånt sin definition fra Heinlein?

Det er så langt tilbage, jeg har kunnet finde kilder. Men hvem ved? Der gøres nye fund hver dag; også i historien. Men en ting er sikkert. Spekulativ fiktion stiger eksplosivt i takt med, at verden bliver mere kompleks. Den spektakulære fiktion spejler i højere grad virkeligheden. En kliche er det, men ikke desto mindre sandt. Virkelighed og fiktion blandes sammen og låner fra hinanden. Vi kan ikke længere genkende os selv i det normale, og realismen er ikke tilstrækkelig til at beskrive de aktuelle miljø-, klima- og samfundskriser, vi står over for.

Hvis du ikke har fået fat i en billet til et af Atwoods besøg, så er der heldigvis en masse, der live-streamer hendes besøg i Den Sorte Diamant. Tjek dit lokale bibliotek eller klik dig ind på et af nedenstående og køb en billet. Nogle steder er det gratis. Du kan selvfølgelig også bare blive hjemme og streame det hele fra sofaen via Facebook.

Allerød Bibliotek
Cafe Ordgeist, Aalborg
Frederikssund Bibliotek
Holbæk Bibliotek
Holstebro Bibliotek
Kerteminde Bibliotek
Kulturhus Bunkeren, Aarhus
Kulturhuset Brønden, Brøndby


Laura Bülow Leegård har en kandidat i Engelsk og Kommunikation fra Københavns Universitet med speciale i spekulativ fiktion. I 2020 stiftede Laura Forlaget Futurum, hvor hun sammen med Amalie Bischoff har været redaktør og forlægger på Åkvinden af Zara Lea Palmquist og Carnivora af Caroline Stadsbjerg.

Artiklen her er baseret på Lauras speciale,”If We Continue Down This Road: An Investigation of the Relationship Between Science and Nature in Atwood’s Oryx and Crake and The Year of the Flood.”

Læs mere om Futurum her: https://forlagetfuturum.dk/
Eller find Laura på LinkedIn.


Kilder

Artiklen er baseret på flere forskellige kilder og trækker blandt andet på:
Atwood, Margaret: Perfect storms: Writing Oryx and Crake, s. 2 samt Atwood, Margaret: The Handmaid’s Tale and Oryx and Crake “In Context”.
Le Guin, Ursula K.: ‘The Year of the Flood by Margaret Atwood’ in The Guardian
Atwood, Margaret: The Handmaid’s Tale and Oryx and Crake “In Context”
OED online, “speculative fiction”
Heinlein, Robert A.: On the Writing of Speculative Fiction