Anne Cathrine Bomanns debutroman “Agathe” er oversat til et hav af sprog og distribueret til 30 lande. Hendes efterfølgende to romaner er også oversat og sendt ud over de danske grænser. Fiktioner har stillet forfatteren 10 hurtige spørgsmål. For hvordan er det egentlig at få sine værker oversat og rejse ud i verden med sit forfatteskab?

1. Fortæl lidt om din forfatterrejse. Hvornår debuterede du, med hvilken bog, og hvordan var den oplevelse?

Jeg debuterede som ret ung; jeg var 15, da jeg første gang skrev under på en udgivelseskontrakt. Dengang havde jeg skrevet digte i nogle år, og min helt store drøm var at få dem ud i verden. Så jeg kontaktede et forlag lidt på må og få, og de inviterede mig til et møde. Min far kørte mig afsted, og det endte også med at blive ham, der betalte de 10.000 kroner, forlaget bad om i medfinansiering. Jeg anede intet om forlagsbranchen og ville bare gerne være forfatter, så selvom jeg i dag ved, at det ikke var helt efter bogen, at jeg aldrig så meget som mødte en redaktør, eller at der ikke blev ændret et komma i mit oprindelige manuskript, var jeg lykkelig, den dag jeg stod med min digtsamling “Hjemløs” i hånden. Den kom også ud på nogle biblioteker, jeg gav et interview til Hillerød Posten, og det var helt klart et vigtigt første skridt på min forfatterrejse. Siden har jeg så skrevet flere digte, en fagbog om skizofreni, en ungdomsroman og tre romaner til voksne. Og efter at min debutroman, “Agathe”, udkom på et mindre forlag på endnu en medudgiverkontrakt, blev jeg kontaktet af Gyldendal, som ville høre, om jeg ikke havde lyst til at komme forbi til en kop kaffe. Næste bog udkom hos dem, og i dag har jeg en trebogskontrakt hos Lindhardt og Ringhof.

2. Hvilke af dine bøger er oversat til hvilke sprog?

Jeg var så sindssygt heldig med “Agathe”. Den bog ramte et eller andet, måske på grund af sine eksistentielle temaer, den lille størrelse, debutantinteressen osv., og den er simpelthen blevet solgt til udgivelse i tredive lande verden over. Det begyndte med Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien, og siden er det også blevet til lande som Kina, Japan og Canada. Jeg forstår stadig ikke helt, hvad der skete, men tingene gik bare op i en højere enhed. Så vildt har det ikke været med de efterfølgende, men alle mine voksenromaner er solgt til udlandet. “Blå toner” er solgt til tolv territorier (red. ensartet sprog og kulturområde), og min nyeste roman “Akvariet” er foreløbig solgt til Italien, Tyskland, Frankrig og Canada. Det er nok et mere realistisk leje, men det var sjovt at komme med på hele den rejse med “Agathe”, som også har involveret en italiensk litteraturpris og masser af rejser til litteraturfestivaler rundt om i verden.

4. Arbejder du sammen med oversætterne, eller er du helt afkoblet processen?

Det er faktisk meget forskelligt. Ofte begynder arbejdet med at oversætte enten hele romanen eller dele af den til engelsk for at lave den tekstprøve, mine agenter kan give til potentielle udenlandske forlag, som så kan vurdere, om bogen er noget for dem. Og den oversættelse er jeg tæt involveret i. Engelsk er et sprog, jeg forstår rigtig godt, og derfor er jeg med til at læse oversættelsen igennem, komme med forslag og rettelser og på den måde arbejde teksten igennem med den oversætter, vi har valgt. Og når det er sagt, var det også mig, der valgte min oversætter efter at have takket nej til flere andre, der i min optik slet ikke fangede den tone og de nuancer i sproget, jeg kæmper sådan for at få frem på dansk. Oversættelse er jo virkelig en kunst, og det gælder om at finde nogen, der forstår, hvem forfatteren er, og hvad de vil med teksten. Også den tyske oversætter, som har arbejdet på alle mine tre romaner, har jeg et nært samarbejde med. Hun er utroligt grundig og finder altid en masse fejl, både sprogligt og faktuelt, hvilket jo er totalt frustrerende. Men jeg ved, at mine bøger er i gode hænder hos hende, og med Agathe gik jeg tilbage og rettede flere ting i den danske udgave efter at have arbejdet med den tyske oversættelse. Andre lande hører jeg intet fra, før der pludselig lander en bog i postkassen. Og selvom det ville være for tungt at være meget involveret i alle oversættelser, er der også noget skræmmende ved at stå med en kinesisk eller koreansk udgave af Agathe og ikke ane, hvad der står på siderne.

5. Deltager du i forfattertalks eller lignende arrangementer i udlandet – og hvordan er dét?

Det gør jeg, og det har været nogle store oplevelser. Jeg har f.eks. været i Venedig, Montreal og Prag for at tale om mine bøger, og i de næste måneder har jeg ture planlagt til Beograd for at tale om “Blå toner” og til Frankfurt for at fortælle om “Akvariet”. Hver tur er jo forskellig, men alt i alt har jeg været virkelig glad for at møde både forlag og læsere. Jeg har dog også en del ængstelse forbundet med at optræde, så det er virkelig krævende, og i 2019, da det stak helt af med “Agathe”, måtte jeg bl.a. sige nej til en rejse til Brasilien, fordi det blev for meget. Det er også en af grundene til, at jeg tit inviterer min kæreste med; det hjælper lidt på nerverne at have en wingman.

Det med at tale ude er også en særlig disciplin på den måde, at jeg jo sjældent kan sproget, i hvert fald ikke godt nok til at tale flydende om mit skriveliv. Så tit er der en tolk med, og så taler jeg enten dansk eller engelsk til vedkommende, som så oversætter for mig. Også der kan ting blive ’lost in translation’, sådan at jeg måske leverer noget, der var ment som en joke eller en virkelig fed pointe på dansk, men som lander fuldstændig fladt i salen – så aner jeg ikke, hvad der skete på vejen fra mig over tolken og til publikum, men der er ikke andet at gøre end at klø på.

Jeg kæmper stadig med at få lov til at komme ud og tale om mine bøger her i Danmark, og nogle gange er det en spøjs oplevelse at tale for fulde huse på en festival i Milano og så ikke kunne samle ti mennesker på biblioteket i Risskov.

6. Har muligheden for oversættelse påvirket dit forfatterskab? Tænker du f.eks. over, at de nye bøger, du skriver, også skal kunne fungere på et andet marked?

Ikke i særlig høj grad, nej. Men jeg har godt kunnet mærke på mine agenter, at det var lidt besværligt, da jeg efter “Agathe” skrev en ungdomsroman. Nu havde vi lige fået hul igennem til en masse forlag rundt om i verden, og så skrev jeg en bog i en helt anden genre til en helt anden læserskare. Det gjorde det svært for dem at arbejde med, og selvom det ikke har fyldt meget, tænker jeg da efterhånden lidt mere over, hvordan en ny bogidé passer ind i det forfatterskab, jeg er ved at bygge op. Men det tror jeg egentlig også, jeg ville gøre, hvis der ikke var nogen oversættelser.

7. Rejsen til at blive oversat gik gennem et agentur, kan du fortælle om, hvordan den aftale kom i hus?

Ja, jeg husker tydeligt, hvordan ideen startede. Jeg havde fået et års skriveorlov fra mit normale arbejde som psykolog, og jeg gik rundt i Amsterdam, hvor min kæreste og jeg boede det år, og hørte en hulens masse podcasts om at skrive. Og ad den vej lærte jeg, at der er noget, der hedder litterære agenter, og at det i det hele taget kunne være smart at få sine bøger udgivet i udlandet også. Så da “Agathe” kom ud, og jeg fik nogle fine anmeldelser fra forskellige bloggere, fik jeg blod på tanden og begyndte at kontakte en masse forlag og agenter rundt om i verden, særligt i Storbritannien og USA. Jeg fik stort set ingen svar, og når det endelig kom, var det pænt nej tak. Og så var det, jeg opdagede, at der også findes litterære agenturer i Skandinavien. Så jeg skrev til nogle stykker i Sverige, Norge og Danmark, og her gik det bedre. Grand Agency i Sverige ville gerne læse “Agathe”, og de blev så glade for den, at de inviterede mig til møde i Malmø og fortalte, at de meget gerne ville prøve at sælge den til udlandet, hvis jeg ville være med. De sagde, at de selvfølgelig ikke kunne love noget, men de havde en god fornemmelse og ville satse på at få den ud i fem, måske endda ti lande. Det er så blevet til tredive her godt fem år senere.

8. Oplever du andre fordele ved at have en litterær agent?

Helt sikkert. Mit agentur har hjulpet mig med at finde et godt dansk forlag og forhandler også mine kontrakter her, hvilket er virkelig rart at slippe for selv. Så er agenterne gode at sparre med, når jeg får krise over skrivningen og mister troen på det hele; de kender branchen godt og føles på mange måder som mine mennesker i hele det her lidt uoverskuelige landskab. Og så sælger de jo også rettigheder til film og tv. Lige for tiden er de f.eks. ved at forhandle med et canadisk filmselskab om rettigheder til at lave en film ud af “Blå toner”. De har forstand på det juridiske, de ved, hvad man kan forlange, og hvad der er vigtigt at have styr på, de tager rundt på messer og pitcher mine bøger og gør i det hele taget en masse ting, jeg hverken kan finde ud af eller har tid til. Alt det tager de sig også betalt for, men af procenter af det, jeg tjener. Så sælger de ingen rettigheder, koster de mig så at sige heller ikke noget.

9. Danmark er et jo lille sprogområde og derfor pr. definition et lille marked. Sådan lidt i grove træk, hvordan vil du sige, at dine indtægter fordeler sig på de dansksprogede bøger sammenlignet med de oversatte? Er det 50/50 eller?

Eftersom jeg desværre ikke sælger frygtelig mange bøger i Danmark, er det i hvert fald let at sige, at jeg indtil nu har tjent størstedelen af mine penge på udlandet. Nok 70 procent eller mere? Det er selvfølgelig ikke sikkert, det fortsætter sådan, men baseret på de første år fra debuten i 2017 og frem til nu er det nok et meget godt estimat.

10. Hvis andre forfattere går og drømmer om oversættelser og samarbejde med udenlandske agenter, hvad er dit råd så?

For det første kan man faktisk begynde med at sende sit manuskript til et agentur, allerede før det overhovedet er udgivet, og så ligesom få dem med på vognen først og SÅ kontakte et forlag. Det vidste jeg ikke, og det kan være fint at vide, at det også er en mulighed. Men man kan altså også, som jeg gjorde, først udgive en bog eller flere, og så ligesom samle ammunition via anmeldelser, salgstal og lignende. Så skriver man til agenturet, nærmest som man ville gøre til et forlag, med et følgebrev og et manuskript. Kig på deres hjemmesider og se, hvad de præcis vil have, det varierer lidt. Og så er det vigtigt at tænke over sin historie. Altså forfatterhistorien, det store narrativ. Hvem er du? Hvad vil du, hvad er dine drømme for forfatterskabet, hvad er den røde tråd? For et agentur siger ikke bare ja til at prøve at få en enkelt bog ud i verden, de siger ja til en forfatter, de ønsker at arbejde med i mange år. Så du pitcher ligesom hele dig, og det er vigtigt at tænke på, når man skriver sit følgebrev og præsenterer sin motivation og sine tanker om, hvorfor ens bøger skal ud og rejse i verden.

---