Skal du af på perron ni trefjerdele? Eller hvad med en tur ned i kaninhullet… eller ind i garderobeskabet?

Stig W. Jørgensen introducerer her til Peter Nicholls‛ litterære begreb „conceptual breakthrough‟ og giver dig en guidet tour igennem fantasy og science fiction genrernes portaler, ormehuller og andre former for overraskende „erkendelsesdøre‟.

Døre, portaler, kaninhuller … kært barn har mange navne. Alle dækker de over et grundelement i myter, eventyr og moderne fantastisk litteratur: Forestillingen om en særlig åbning, der bringer én fra hverdagens verden til et særligt andet sted, det være sig underverdenen, et magisk land, en fjern planet eller en anden tid. Nogle af dørene er helt konkrete som en garderobeskabsdør, der formår at transportere én til et andet rige. Andre er mere metaforiske a la de ”erkendelsens døre”, Aldous Huxley skrev om i bogen af samme navn i 1954, hvor han skildrede sine oplevelser med psykedeliske stoffer. Men lad os begynde med de konkrete!

Lucy udforsker et garderobeskab

Mens luftbombardementet af London står på under 2. verdenskrig, bliver fire børn sendt i sikkerhed i et stort, gammelt hus langt ude på landet. Sådan begynder Løven, heksen og garderobeskabet (The Lion, The Witch and the Wardrobe, 1950), den første af C.S. Lewis’ kendte og elskede fortællinger om det fortryllede land Narnia. Børnene kommer fra England til Narnia gennem en dør – en klædeskabsdør, der nok er gået hen og blevet selve prototypen på en dør eller portal i fantasylitteraturen.

Det gamle hus indbyder til udforskning, og Lucy, den yngste og mest nysgerrige af de fire, tager af princip i døren på et gammelt garderobeskab i et ellers tomt værelse, selv om hun mest af alt forventer, at den vil være låst. Det er den ikke, og da hun træder ind i det mørke skab, opdager hun, at der hænger endnu en række frakker bag den første og endnu én bag den. Sådan fortsætter det, uden at hun støder på bagbeklædningen i det, hun slutter, må være verdens største garderobeskab.

„Så opdagede hun, at der var noget, der knasede under hendes fødder (…) i stedet for skabets hårde, glatte trægulv mærkede hun noget, der var blødt, smuldrende og ualmindeligt koldt. (…) I det næste øjeblik kunne hun ikke længere mærke det bløde pelsværk mod sit ansigt, men derimod noget, der var hårdt og ujævnt, ja, ligefrem stikkende. ”Tænk, det føles fuldstændig som grenene på et træ!” udbrød Lucy. Og så fik hun øje på et lys foran sig; ikke et par centimeter borte – dér hvor skabets bagklædning burde have været – men langt, langt væk. Hun mærkede også noget koldt og blødt komme faldende mod sig. Et øjeblik efter opdagede hun, at hun stod midt i en skov ved nattetide med sne under fødderne og snefnug dalende ned gennem luften.‟ (Niels Søndergaards oversættelse, Borgen, 2005, s. 15)

I den skov, Lucy er trådt ud i, står der besynderligt nok en lygtepæl. Et øjeblik efter møder hun en faun, og så begynder eventyret om den hvide heks, der holder Narnia i sit jerngreb, og frelserløven Aslan, der kæmper mod ondskaben. Men her interesserer vi os ikke for løven og heksen, men kun garderobeskabet, og konstaterer, at det engelsksprogede Wikipedia klassificerer bogen genremæssigt som portal fantasy!

Huller i jorden

Før der var garderobeskabe eller menneskeskabte døre, var der naturlige åbninger, klippehuler og huller i jorden. I 6. sang af Vergils Aeneide (forfattet i 29-19 f.Kr.) drager Aeneas til underverdenen gennem en uhyggelig grotte for at tale med sin afdøde far. Det er logisk nok, at underverdenen (og senere helvede), der netop befinder sig under jorden, kan nås via en grotte, en brønd eller slet og ret et hul. Senere bliver underverdenen (der befinder sig under vores verden) i bredere forstand til en underverden (som i: ”et under”), men adgangsvejen er den samme.

En anden lille pige i eventyrlitteraturen, endog mere berømt end C.S. Lewis’ Lucy, er Lewis Carrolls Alice fra Alice in Wonderland (1865), der ankommer til det forunderlige land gennem et kaninhul. Det mangetydige Wonderland bærer forskellige betegnelser, der alle kan forsvares, i de forskellige danske oversættelser gennem tiden: Maries Hændelser i Vidunderlandet (1875), Alice i Eventyrland (eller Æventyrland, adskillige oversættelser) og Alice i Undreland (2000). Med disse fortolkninger af wonder kan vi foregribe det bredere genreperspektiv lidt og notere, at fornøjelsen ved at læse science fiction blandt genrens fans traditionelt er blevet beskrevet som a sense of wonder: En overvældende følelse af forundring, en konfrontation med det vidunderlige.

”Ned i kaninhullet” hedder bogens første kapitel, hvor Alices nysgerrighed bliver vakt af en talende og velklædt kanin, der endog er i besiddelse af et lommeur og tilsyneladende har vældigt travlt. Hun løber derfor efter dyret ned i et stort kaninhul.

„Kaningangen fortsatte et stykke vej ligesom en tunnel, men så gik det pludselig stejlt nedad – så pludseligt at Alice slet ikke kunne nå at tænke på at standse, før hun styrtede ned i en vældig dyb brønd.‟ (Eigil Søholms oversættelse, Alice i Undreland, Apostrof, 2000, s. 13)

Og Alice falder og falder! Hun tænker, at hun efterhånden må være midt inde i jordkloden eller måske ligefrem vil ende på den anden side, i Australien eller New Zealand – indtil hun dumper ganske uskadt ned i en bunke visne blade, og oplevelserne i eventyrlandet tager fart.

På engelsk er down the rabbit hole blevet et fast udtryk eller en metafor for at fordybe sig (for meget) eller forvilde sig et fremmed sted hen. Udtrykket har en lang historie. Nu om dage bruges det ofte negativt om f.eks. konspirationsteoretikere, der er røget ”ned i kaninhullet”. Uagtet den negative betydning er det værd at notere, at turen ned i kaninhullet medfører en ændret virkelighedsopfattelse. Det gjaldt også for år tilbage, hvor kaninhullet og eventyrland oftere blev brugt som metafor for narkotikabrug (tænk f.eks. på Jefferson Airplanes sang ”White Rabbit” fra 1967). Turen ned i kaninhullet kan selvfølgelig referere negativt til afhængigheden af stoffer – men oftere sigtes der også her til den ændrede virkelighedsopfattelse, de erkendelsens døre, som Huxley beskrev. (Rockgruppen The Doors tog navn efter titlen The Doors of Perception).

Og huller i Jorden!

Men lad os blive lidt ved de konkrete huller i jorden. Alice troede, at faldet ville føre hende midt ind i jordkloden. Der tog hun fejl, for i stedet endte hun i et magisk land, hvor hverdagsverdenens logik og naturlove ikke synes at gælde. Faktisk antyder allerede det unaturligt lange fald gennem tunnelen, at virkelighedens gængse regler er ved at ændre sig.

Anderledes går det for den norske student Niels Klim, hvis underjordiske rejse er beskrevet af vor hjemlige Ludvig Holberg i Nicolai Klimii Iter Subterraneum fra 1741. Romanen, der altså er skrevet på latin, kom første gang på dansk i 1789. I dag har vi Peter Zeebergs oversættelse fra 2012. Bogen fulde titel lyder på dansk Niels Klims underjordiske rejse indeholdende en ny teori om jorden og en historisk beretning om det hidtil ukendte femte monarki, trykt efter et manuskript i salig Abelins bibliotek, hvilket jo giver et praj om indholdet. Romanen er tydeligt inspireret af en af samtidens populæreste romaner, Jonathan Swifts Gullivers rejser (original: Gulliver’s Travels, 1726), og der er også satiriske hib til Thomas Mores allerede dengang gamle Utopia (1516). Her kan vi især notere os, at bogen indeholder ”en ny teori om jorden”.

Efter studier ved København Universitet vender Niels Klim tilbage til sin hjemegn. I fjeldet nær Bergen giver den naturvidenskabeligt interesserede student sig til at udforske en hule, som har vakt de lærdes undren, da den med jævne mellemrum udsender behagelige luftstrømme. Klim lader sig sænke ned i hulen, men når ikke langt, før rebet brister, og han styrter i dybet med en rasende fart.

„Så vidt jeg i min fortumlede tilstand kunne bedømme det, havde jeg befundet mig i det dybeste mørke og evig nat i omkring et kvarter da jeg endelig skimtede et svagt lys, nærmest som et tusmørke. Og snart efter kom en klar og skyfri himmel til syne. Jeg var dum nok til at tro at jeg var blevet kastet tilbage af sammenstødet med den underjordiske luft eller af modvinden, og at grotten havde gylpet mig op på jorden igen med sin udånding. Men hverken den sol jeg nu så, eller himlen eller de øvrige stjerner var noget jeg kunne genkende, for de himmellegemer jeg så her, var mindre end dem på vores himmel. (…) [Jeg blev] enig med mig selv om, at jeg var havnet under en underjordisk himmel, og at det er rigtigt som nogle mennesker forestiller sig, at jorden er hul, og at der inde under skorpen findes en anden verden, der er mindre end vores, og en anden himmel besat med sol, stjerner og planeter i mindre format.‟ (Peter Zeebergs oversættelse, DSL/Vandkunsten, 2012, s. 21-22)

Klim lander nu på kloden Nazar, hvor han konfronteres med talende træer og andre sære væsner og ikke mindst sære samfundsformer, helt i stilen fra Gullivers rejser. Men det afgørende er i denne sammenhæng, at vi her har at gøre med en slags science fiction snarere end eventyr eller fantasy. Ganske vist er romanens verdensbillede ikke troværdigt ud fra moderne fysik, og ganske vist betyder det satiriske sigte, at det parodiske sine steder får lov at dominere over realismen. Men kontrasten til Alices eventyrland er stadig tydelig: Hvor Alice må opgive fornuftsforklaringerne, bærer forskerspiren Niels Klims rationalistiske tilgang frugt, for han befinder sig i et rationelt univers. Faldet ned i hullet tvinger ham til at revidere sit verdensbillede – der findes et andet solsystem inde i jordkloden – men som en videnskabelig opdagelse, ikke en forkastelse af videnskabelig tænkning. (At den rationelle Klim også er noget af en stivnakke, der finder det naturstridigt, da han kommer til et samfund, hvor kvinder har magt, er så en anden historie).

Stjerneporte og erkendelsesdøre

Science fiction er lige så fuld af portaler som fantasy. Prototypen finder vi f.eks. i filmen Stargate (1994), der senere blev fulgt op med en række andre film, tv-serier og computerspil ud fra samme præmis. Titlens ”stjerneport” er en oldgammel ringformet mekanisme, der skaber et såkaldt ormehul, en rumtidstunnel, der leder til andre stjerneporte rundt omkring i universet. Tilsvarende portaler (i tid såvel som i rum) kan findes mange steder i genren.

I filmen finder man stjerneporten i en arkæologisk udgravning i Ægypten. Den er blevet skabt af rumvæsner, der har øvet indflydelse på menneskeheden i oldtiden. (Altså en action/underholdningsudgave af selv samme idé, som man finder i den intellektuelle Rumrejsen år 2001). Selve fundet af enhver slags portal rummer en erkendelse: Sådanne ting findes! Der er muligt at blive forflyttet i tid/rum, bragt til andre verdener/universer/dimensioner! Som oftest leder forflyttelsen til en ny erkendelse: Hverdagens logik holder ikke, magi eksisterer (fantasy, Narnia), naturlovene er ikke som vi troede, vores verdensbillede er ufuldstændigt eller forkert (science fiction, Niels Klim).

Kritikeren Peter Nicholls kaldte den slags erkendelser for ”begrebsmæssige gennembrud”, conceptual breakthrough. Han introducerede udtrykket i det banebrydende opslagsværk The Encyclopedia of Science Fiction, som han redigerede og i vid udstrækning selv skrev i 1979. I første omgang var der tale om at indkredse et centralt element i science fiction-genren:

„Begrebsmæssige gennembrud kan bedst forklares ud fra ”paradigmer”, sådan som udtrykket bliver brugt i videnskabsfilosofi. Et paradigme er en udbredt måde at opfatte og fortolke verden på og består ofte af usagte antagelser – f.eks. opfattede det videnskabelige paradigme eller verdensbillede før Kopernikus Jorden som universets centrum. De mest spændende videnskabelige revolutioner har bestået i at nedbryde et paradigme og erstatte det med et andet. (…) Sådan en ændret verdensopfattelse, videnskabelig eller samfundsmæssig, er det, science fiction oftest handler om, og det er de færreste science fiction-historier, der ikke rummer mindst et element af begrebsmæssigt gennembrud.‟ (Min oversættelse, The Encyclopedia of Science Fiction, her efter Granada, 1981, s.134)

I virkelighedens verden foregår paradigmeskift (som de især er beskrevet af videnskabsfilosoffen Thomas Kuhn) over lang tid; det tager tid for et nyt verdensbillede at vinde indpas, selv om man selvfølgelig kan gøre en pludselig opdagelse, som da Tycho Brahe i 1572 observerede en ny stjerne på himlen, hvilket ifølge den fremherskende opfattelse siden oldtiden ikke burde kunne lade sig gøre! I science fiction er der – af dramatiske grunde – oftest fokus på den bratte og uforudsete erkendelse.

Peter Nicholls udvidede senere sin forestilling om begrebsmæssige gennembrud til også at beskrive fantasy, men i første omgang kan vi hæfte os ved Nicholls’ underinddeling af science fiction-historierne:

„En vigtig undergruppe af historier om begrebsmæssigt gennembrud er dem, hvor verden ikke er det, den giver sig ud for at være (…) Beslægtet med disse historier er dem, hvor vores viden om verden ikke så meget viser sig at være forkert som blot ufuldstændig.‟ (Min oversættelse, The Encyclopedia of Science Fiction, her efter Granada, 1981, s.134-135)

I og med at stort set alle science fiction-historier ifølge Nicholls rummer et element af begrebsmæssigt gennembrud og ofte har det som hovedtema, skorter det ikke på eksempler. Lad os se på nogle klassiske tilfælde.

Ned i det digitale kaninhul

„This is your last chance. After this, there is no turning back. You take the blue pill – the story ends, you wake up in your bed and believe whatever you want to believe. You take the red pill – you stay in Wonderland and I show you how deep the rabbit hole goes.„

Sådan siger skikkelsen Morpheus til hovedpersonen Neo i filmen The Matrix fra 1999. Neo er vågnet op til den erkendelse, at det, han troede, var ”virkeligheden”, blot er en computersimulation. Nu får han så valget mellem en blå pille – at vende tilbage til illusionen og glemme alt om, at virkeligheden er en anden. Eller den røde pille – at fortsætte ned i ”kaninhullet” af stadig dybere og mere chokerende erkendelser.

Historier, ”hvor verden ikke er det, den giver sig ud for at være”, handler i dag oftest om computersimulationer. (Filosoffen Nick Brostrom er kendt for hypotesen om, at vi måske vitterlig lever i en simulation). Tidligere så man typisk historier, hvor virkelighedsmanipulationen foregår ved hjælp af narkotiske stoffer – jævnfør kaninhulsmetaforens historie. The Matrix minder stemningsmæssigt meget om den legendariske science fiction-forfatter Philip K. Dick (hvis historier har dannet grundlag for film som Blade Runner og Total Recall). Dick, der skrev sine vigtigste bøger i 1960’erne, brugte ikke computere, men psykedeliske stoffer som element – og inspirationskilde. En roman som Ubik (1969), der netop er blevet genudgivet på dansk, er i enhver forstand syret.

Selvfølgelig behøver der hverken optræde computersimulationer eller psykedeliske stoffer, for at verden er noget andet, end den tager sig ud som. I Brian W. Aldiss’ debutroman Non-Stop (1958, da. 1968) færdes hovedpersonerne fra en primitiv stamme i et mystisk lukket miljø med bl.a. skove af hydroponiske planter. Det viser sig, at det hele foregår ombord på et gigantisk rumskib, hvis passagerer igennem generationer har glemt, at der findes en verden uden for rumskibet. (Jeg undskylder, at jeg hermed har spoilet bogens store overraskelse, men det løb er alligevel kørt – allerede i den amerikanske udgave fra 1959 valgte forlaget at ændre titlen til Starship).

Stjerner på himlen

I virkelighedens verden handler paradigmeskift ofte om, at den hidtidige viden viser sig at være begrænset – den newtonske fysik er ikke forkert, men et særtilfælde inden for rammerne af den einsteinske fysik.

I modsætning til Nicholls har jeg svært ved at skelne skarpt mellem fortællinger om ”forkerte” og ”ufuldstændige” verdensbilleder. Jo, personerne i The Matrix og nogle af Dicks psykedeliske romaner er blevet bevidst narret til at opfatte en falsk virkelighed. Men ingen har bevidst narret passagererne på rumskibet i Non-Stop, selv om det kunne være tilfældet. (Historier om at indespærre nogen i et begrænset miljø og dermed afskære dem fra viden om virkelighedens verden går tilbage til i hvert fald legenderne om prins Siddharta, senere kendt som Buddha, hvis far lod ham vokse op i et afgrænset miljø uden kendskab til sygdom, alderdom og død). Det er vel en smagssag, om man vil mene, at det oprindelige verdensbillede i Non-Stop er forkert – det lukkede miljø er hele verden – eller blot for begrænset.

En lignende, men endnu mere radikal situation, finder vi i James Blishs kortroman fra 1952, ”Surface Tension” (på dansk som ”Overfladespænding” i Den Store Science Fiction Bog, red. Niels Dalgaard, 2017). Præmissen er lidt langt ude: For at sikre menneskehedens overlevelse på en fremmed planet, der mest består af vandpytter med mikroskopisk liv, skaber astronauterne i et strandet rumskib mikroskopiske mennesker, der kan leve i en sådan vandpyt. Disse mikroskopiske efterkommere glemmer alt om, at der findes en verden uden for vandpytten. Hvis præmissen er langt ude, er de videre detaljerer til gengæld minutiøst fornøjelige: Blish var uddannet biolog og vidste en masse om mikroskopisk liv, og om hvilke faktorer, der var altafgørende i en sådan miniputverden – heriblandt ikke mindst titlens overfladespænding, der gør det vanskeligt at forlade vandpytten, ligesom det er vanskeligt for virkelighedens mennesker at undslippe Jordens tyngdekraft. Ikke desto mindre lykkes det lilleputterne at konstruere et centimeterlangt ”rumskib” af træ, hvormed de trænger op af vandpytten. Denne luftfærd fører til den erkendelse, at der ikke alene findes et utal af andre vandpytter, men også en himmel med stjerner, hvoraf deres planet kun udgør en ubetydelig del. Det er en af science fiction-litteraturens mest mindeværdige scener og indbegrebet af sense of wonder!

En knap så ekstrem præmis finder vi i en anden tekst fra science fictions såkaldte ”guldalder”, Isaac Asimovs historie ”Nightfall” (1941, ikke oversat til dansk siden 1958 under titlen ”Den lange nat” i Historier fra andre verdener, red. Tage la Cour). Planeten Lagash indgår i et flerstjernesystem med hele ni sole. Der er derfor altid mindst én sol på himlen, og totalt mørke er kun noget, man er bekendt med fra underjordiske huler og lukkede rum. Engang hver ca. 2000. år sker det, at der kun er en enkelt sol på himlen, og at denne overskygges totalt af en måne, således at mørket for en gangs skyld sænker sig. Hver eneste gang det er sket, har det haft omvæltende konsekvenser for civilisationen, og da tiden endnu engang nærmer sig, spekulerer man over, hvad det dog er ved mørket, der kan have en så frygteligt psykologisk effekt. Sandheden er, at det slet ikke er det natsorte mørke, der er så rystende, men snarere dets fravær – for da natten falder på, oplyses natten af tusinder og atter tusinder af stjerner og afslører, at de ni kendte sole kun udgør en ubetydelig brøkdel af det gigantiske univers! Asimov overdriver nok de psykologiske følger – for vel var det rystende for attenhundredetallets mennesker at blive konfronteret med teorier om en ”dyb” tid med milliarder af år i modsætning til en måske fire tusind år gammel jordklode, og vel var det ekstremt i det 20. århundrede at konstatere, at Mælkevejen blot var én ud af milliarder af galakser, og måske kan det have været rystende for det enkelte menneske at høre om dette for første gang, men i praksis spændte reaktionen ofte fra ligegyldighed til vantro og benægtelse, som vi kender det fra flat earthers den dag i dag. Det ændrer ikke på, at Asimovs vision er et stærkt og uforglemmeligt billede på et begrebsmæssigt gennembrud.

Og stjerneløse himle – ekstreme gennembrud

Peter Nicholls lancerede altså udtrykket begrebsmæssige gennembrud i 1979, men som det fremgår, beskrev han et motiv, der optrådte flittigt i science fiction-litteraturen mange år forinden. Man kan også konstatere, at det var så velkendt og indarbejdet, at forfattere legede bevidst med det (hvad man naturligvis sagtens kan gøre, uden at der er sat en bestemt betegnelse på fænomenet). Christopher Priests uoversatte roman Inverted World fra 1972 virker som et forsøg på at skrive den ultimative fortælling om begrebsmæssige gennembrud. Romanens berømte indledningslinje lyder: I had reached the age of 650 miles, og fortæller os straks, at noget er ganske anderledes end i vores verden. Tid måles i mil eller kilometer. Det skyldes, at det hele foregår i en by (ved navn Jorden!), der uafladelig bevæger sig nordpå på skinner – hvilket i sig selv er en erkendelse, for de færreste af byens indbyggere ved det. Endnu færre ved, hvorfor byen er nødt til at være i bevægelse. Da en ekspedition forlader byen, konstaterer de, at landskabet bliver fladtrykt, folk bliver lavere og bredere og med skingre, hurtigsnakkende stemmer, eftersom også tiden går anderledes, og en stærk kraft trækker dem mod syd. Forklaringen er, at vi befinder os i en ”omvendt verden” – på en uendelig planet i et endeligt univers, hvilket er om ikke fysisk, så i hvert fald matematisk muligt. Men denne erkendelse er blot den første i en række, og da vi når bogens slutning, har verdensbilledet endnu engang ændret sig! (Og denne gang spoiler jeg ikke!)

Disse eksempler er alle hentet fra science fiction, og Nicholls var jo også inspireret af begrebet paradigmeskifte, altså at det videnskabelige verdensbillede ændrer sig. Men i litterær sammenhæng behøver det jo ikke at være videnskabeligt – jeg vil påstå, at der også er tale om et begrebsmæssigt gennembrud, når hovedpersonen i en fantasyhistorie erfarer, at verden er magisk. Radikale er også de tekster, der leger med læserens genreforventninger. Arthur C. Clarkes novelle ”The Nine Billion Names of God” (1953, på dansk ”Guds ni milliarder navne” i Den elektriske myre, red. Jannick Storm, 1972) kaldes stort set altid en science fiction-novelle, men reelt er der tale om en anti-science fiction-novelle, der undergraver sin egen science fiction-præmis. Et lamakloster i Himalaya kommer med en usædvanlig anmodning: De vil gerne anskaffe en supercomputer. (Hvilket altså gjorde historien til en teknologisk fremtidsfantasi, dengang Clarke skrev den). Ifølge munkene er menneskehedens, ja faktisk hele skaberværkets formål at opregne guddommens angiveligt ni milliarder navne, et projekt, klostret har arbejdet på i århundreder. Ved hjælp af computeren vil arbejdet kunne færdiggøres på få dage. Efter at have installeret computeren og sat den i gang, skynder de amerikanske ingeniører, der har leveret maskinen, sig væk, for de frygter munkenes vrede, når listen bliver færdig, uden at det medfører verdens undergang. Men da de rationalistiske vesterlændinge rider bort i natten, går det ikke helt, som de forventer.

”Se,” hviskede Chuck, og George løftede sine øjne mod himlen.
(Der er altid en sidste gang for alt)
Over dem var stjernerne, stille og roligt, ved at slukkes.‟
(Jannick Storms oversættelse, Borgen, 1972, s.227)

Den slutning er overraskende, fordi man forventer en ”science fiction-slutning”. Den har gjort indtryk på generationer af læsere. Herhjemme sang Gasolin for halvtreds år siden på pladen Stakkels Jim, at ”der kom en buddistmunk / med en datamat / af det helt store format, / som ku‛ regne den ud / på et halvt minut”, og: ”Stjernerne gik ud / en efter en, / da de fandt / de såkaldte vises sten.”!

Døre mellem genrer

Et lille årti efter at Peter Nicholls havde introduceret termen ”begrebsmæssige gennembrud”, vendte han tilbage til den i et indlæg i Frontier Crossings, en bog, der udkom i forbindelse med afholdelsen af science fiction-verdenskongressen i Brighton i 1987. Essayet bar titlen ”Doors and Breakthroughs”. (Jeg fik som ung lov til at oversætte og udgive det i et amatørblad eller ”fanzine”, jeg til ære for Nicholls gav titlen Gennembrud, 1989). Nu lød det så:

„Døre er faktisk grundlæggende for science fiction og fantasy, om end de lige så ofte er rent billedlige som gjort af træ eller metal. Da jeg redigerede og skrev The Science Fiction Encyclopedia i 1977 [sic], var conceptual breakthrough det tema-opslag, der betød mest for mig personligt. (…) Jeg argumenterede for, at det allervigtigste tema i science fictions historie er opdagelsen af en genstand eller en uoverensstemmelse, der fuldstændig forandrer verdens natur. (…) Noget opstyltet kaldte jeg den form for paradigmeskifte for ”begrebsmæssige gennembrud”. Jeg skulle have kaldt det for ”døre‟!‟ (Min oversættelse, efter Frontier Crossings, red. Robert Jackson, Science Fiction Conventions Ltd. 1987, s.100-101)

Ud over skiftet til en mere folkelig terminologi udvider Nicholls også sit begreb til både at gælde for science fiction og fantasy. Ikke alene er døre/gennembrud centrale for begge genrer; begrebet binder simpelthen genrerne sammen.

”Under science fictions højteknologiske overflade og fantasys magiske overflade aner man de samme mægtige arketyper. Dør-elskere som mig er klar over, at hvad portåbninger angår, er den underliggende mening ofte stort set den samme i science fiction og fantasy.” (s. 100)

Og:

”Døre er det, som både science fiction og fantasy i sidste ende handler om.” (s. 103)

Det kan være svært for en nutidig læser at forstå betydningen af, at Nicholls vælger at betone slægtskabet mellem genrerne. Man skal være opmærksom på, at kategorien fantasy ikke spillede nogen større rolle i 1980’ere og slet ikke i 1970’erne. Helt lavpraktisk blev fantasybøger oftest stillet på science fiction-hylden i boghandler og på biblioteker. Det blev nærmest betragtet som en undergruppe af science fiction, og science fiction-folk følte derfor en trang til at distancere sig fra fantasy for at gøre opmærksom på, at science fiction ikke var ”sådan noget med drager og magi”. I den akademiske beskæftigelse med science fiction blev der brugt meget energi på at fremhæve forskellene. Fantasy blev ligefrem betragtet som science fictions diametrale modsætning, med en implicit eller eksplicit holdning om, at fantasy var noget negativt. Science fiction var fremadskuende, rationelt og progressivt; fantasy var tilbageskuende, irrationelt og reaktionært. Litteraturteoretikeren Darko Suvin skrev i 1979, at fantasy blot var ”en mystifikationens sublitteratur”, og at man gør science fiction en grim bjørnetjeneste ved at slå det sammen med fantasy kommercielt, hvilket han kaldte ”et sociopatologisk fænomen, der griber om sig”! (Om science fiction-genrens poetik, Forlaget Virkelig 2021, s. 8, oversat af Rasmus Brink Pedersen)

Peter Nicholls gør dér i 1987 op med denne dikotomi. Stilfærdigt, men insisterende fremfører han, at bestræbelserne på at adskille science fiction og fantasy er gået for vidt, og at tiden nu er inde til at studere slægtskabet mellem de to genrer. Hans nye, udvidede begreb bør læses i det lys. Måske ligger der i skiftet fra den intellektuelle betegnelse ”begrebsmæssige gennembrud” til det brede og letforståelige ”døre” også et opgør med akademiseringen af science fiction-kritikken.

Nicholls’ udvidelse af begrebet standser heller ikke dér. Han ser døren/portalen som et billede på, hvad der sker, når vi som læsere går i gang med første side af en science fiction/fantasy-historie. Så bliver det ikke bredere! Man fristes til at synge af adventsalmen: Gør døren høj, gør porten vid!

Døre i dag

1980’erne er længe siden. Jeg forstår udmærket i dag, hvorfor Peter Nicholls var en af min ungdoms helte. Som jeg skrev ved hans død i 2018:

”Jeg følte mig tiltalt af Nicholls’ bredfavnende tilgang på tværs af alle medier, hans åbenhed over for beslægtede genrer som fantasy, hans betoning af science fiction som metaforisk og metafysisk, og hans lette, personlige stil – alt sammen træk, der stod i en vis modsætning til tidens dominerende akademiske science fiction-kritik.” (Nekrolog, Proxima Dansk Science Fiction Tidsskrift nr. 104, 2019, s.95).

Nicholls’ begreber er stadig vigtige idag. Han påviser såvel noget centralt i science fiction som noget overordnet, der binder science fiction, fantasy og andre fantastiske genrer sammen. Og han forudså før mange andre, hvor stor betydning fantasykategorien ville få. Jeg vil dog mene, at det var lidt for flot af Nicholls sådan at affeje betegnelsen ”begrebsmæssigt gennembrud” – at så at sige, tøhø, smide den på porten! Begrebet havde et polemisk sigte dengang i 1980’erne, men det er stadig en nyttig kritisk term, der indfanger noget mere specifikt end ”døre”. Der er al grund til at pege på døren/portalen som noget overordnet i science fiction og fantasy, men det udelukker ikke, at vi fortsat kan studere begrebsmæssige gennembrud som andet og mere end blot portaler. En dør og et paradigmeskift er kun det samme på et meget abstrakt plan, så det nytter sig også at zoome ind. I dag, hvor det er almindeligt at se science fiction og fantasy som søstergenrer, må der være plads til at gå ned i detaljer, der også viser forskelligheder, uden at det udarter til akademisk grøftegravning eller nedvurdering af den ene genre.

Når ”døren” også bliver et billede på læsningen af science fiction og fantasy, bliver begrebet for udvandet til at gøre analytisk nytte. Men det betyder ikke, at det er forkert. Ligesom sense of wonder peger opfattelsen af fiktionen som en portal på, hvad der tiltrækker læsere og seere til de fantastiske genrer. Dørene står åbne for dem, der har mod på at træde ind i de underlige og forunderlige verdener.

---