„Americanah‟ af Chimamanda Ngozi Adichie (roman)
Anbefalet af Christina Lassen-Andersen

Ifemelu har besluttet sig. Efter 13 år i USA er det tid til at vende tilbage til Nigeria. En beslutning, der vækker undren hos hendes nærmeste – for hvorfor forlade et succesfuldt liv i vesten for at vende tilbage til Afrika?

I romanen møder vi også Obinze, der er Ifemelus ungdomskæreste, som hun afskar kontakten med undervejs. Tilsammen fletter deres liv og skæbner sig sammen til en enestående fortælling om det at være moderne afrikaner.

Det helt primære tema i bogen er diskussionen omkring raceforståelse, der bliver belyst fra alverdens vinkler igennem de to hovedpersoner. Derudover foregår historien i tiden under Obamas valgkampagne og efterfølgende indsættelse som præsident. En tid præget af håb og optimisme. Et bittersødt tilbageblik set med nutidens briller…

Americanah er en af den slags romaner, der ikke var hurtigt læst. Ikke for mig i hvert fald. Primært fordi den konstant udfordrede mig på min egen raceopfattelse.

Anbefales til læsere, som værdsætter litteratur med et budskab, der er pakket ind i en velskrevet og velfortalt historie.

„Dagbog fra et tomrum‟ af Emi Yagi (roman)
Anbefalet af Christina Lassen-Andersen

Kønsopfattelsen og hierarkiet er knivskarpt. Og som eneste kvinde på kontoret påfalder det derfor Shibata at sørge for oprydning og rengøring. Uagtet at hun er ansat til at løse helt andre opgaver.

Irriteret over uretfærdigheden kommer hun en dag til at sige, at hun ikke kan vaske kopperne op. Lugten generer på grund af hendes graviditet. De mandlige kolleger accepterer præmisen og overtager arbejdet. Men Shibata er ikke gravid og er nu fanget i en ni-måneder gammel løgn.

Igennem romanen udvikler Shibata både sin viden om graviditet og babyer for at opretholde illusionen, men samtidig får hun et helt nyt syn på sig selv og sit liv.

Udover at give et indblik i kønskultur på japanske arbejdspladser, giver romanen også stof til eftertanke for kvinder, der står overfor valget om at få børn. Alt sammen pakket ind i Yagis umådeligt gode og humoristiske skrivestil.

Anbefales til læsere med interesse for japansk kultur og/eller kønsdiskrimination.

„American Primeval‟ (TV-serie)
Anbefalet af Jannik Landt Fogt

Jeg lyver ikke, når jeg skriver, at American Primeval er noget af det allerbedste TV, jeg set. Ikke bare på Netflix, men de sidste mange år. Miniserien, der foregår i det vilde vesten, er så velskrevet og fuldstændig uden den trækken i langdrag, som Netflix’ serier ellers er kendt for. Her er ingen fyldafsnit, der er tvunget ind i produktionen for at holde abonnenterne lidt længere på platformen. Det er interessant, at seriens seks episoder svinger så meget i længde – den længste episode er på en time og tre minutter, og det korteste på kun 36 minutter. Det vidner om et kreativt team, der ved og respekterer, at en historie er slut, når den er slut, og ikke når et produktionsformat dikterer det. Det er, synes jeg, en forfriskende oplevelse og måske den mest afgørende faktor for, at seriens pacing er noget nær perfekt. 

American Primeval er kort, intens og skuespillet er fra absolut øverste hylde. Seriens primære Point of View er moderen Sara Rowell (spillet af Betty Gilpin), der med sin handicappede søn på slæb forsøger at chartre hjælp til at krydse den vilde prærie og nå frem til sin ægtemand i byen Crook Springs. Backdroppet til historien er The Utah War, der fandt sted i 1857, en et-årig væbnet konflikt mellem den amerikanske hær og en gruppe mormonske nybyggere. Sara får forvildet sig ind i konflikten og må efterfølgende se sig forfulgt – både som uvelkomment vidne, men også fordi hendes fortid indhenter hende.

American Primeval er ikke for sarte sjæle. Den er skrevet af Mark L. Smith, der også skrev The Revenant, (som Leonardo DiCaprio vandt en oscar for tilbage i 2015). Jeg kan stadig ikke se scenen med bjørnen uden at få kvalme. American Primeval er lige så brutal som The Revenant. Så er du advaret.

Udover Betty Gilpins fænomenale portræt af den hårdtprøvede mor, bugner serien med andre skuespilspræstationer, der ligger ud over det sædvanlige. Faktisk så mange at det for omfattende at nævne dem alle her. Men jeg vil gerne lige henlede opmærksomheden på Kim Coates (fra Sons of Anarchy) der spiller den manipulerende mormonleder Brigham Young – han er rendyrket fanatisme, løssluppen megalomani og 100% uhyggelig.    

Anbefales til western aficionados, folk der værdsætter fiktioner sat i historiske begivenheder og til dem, der kan tåle at se en skalpering up close.