Holdningerne til anvendelsen af AI i kulturindustrien, især efter Forlaget Carlsens tilbagekaldelse af Sebastian Kleins bog, er forståeligt nok kritiske, men de er også perspektivløse, skriver Jannik Landt Fogt i denne artikel. Han efterlyser en debat med et bredere perspektiv. Kunstnere og kulturarbejdere kunne f.eks. starte med at beskæftige sig med spørgsmålet: Hvordan er det overhovedet muligt at leve af kreativitet i det 21. århundrede?

”Boykot alle forlag, der anvender AI!”
”AI kan ikke lave kunst!”
”AI er et klimasvin!”

Mit feed på samtlige sociale medier har de seneste par år, og især det seneste halve år, været fyldt med ovenstående udsagn.

Jeg selv er splittet. Jeg forstår godt frustrationerne over den nye teknologi, og jeg kan også ane, at min egen fremtid som forfatter, som skrivende individ og som en der ved noget om tekst og narrativitet, er truet, men jeg synes alligevel, at de insisterende opfordringer til boykot er regressive.
De mange holdninger til anvendelsen af AI, især de moralske af slagsen, zoomer ind på et lille hjørne af senkapitalismen og fordømmer det, uden at have et blik for, hvor store omvæltninger de kreative industrier har været underlagt de sidste 20-30 år. Når jeg bruger ordet ”perspektivløs”, så mener jeg det ikke nedladende. Jeg mener det helt bogstaveligt. Jeg savner en langt bredere debat om kreativt arbejde i det 21. århundrede, end boykot-AI-perspektivet formår at mønstre.

Jeg kan ikke finde mig til rette i danske kreatives kritik af AI-teknologien, for det første fordi jeg synes, de mangler blik for teknologiens anvendelsesmuligheder, og for det andet fordi den undergravning af kunst og kulturindustrien som AI beskyldes for, reelt har stået på i over 30 år – sådan cirka lige siden digitaliseringen skyllede ind over os i slutningen af 90’erne. Nogle ville sikkert sige, at de kreative fælleder har været under angreb endnu længere.

Industrihistorien er skånselsløs

Jeg var blot en lille purk, da de nye IT-kyndige grafikere tog arbejdet fra typograferne. Det begyndte for under én generation siden, sent i 80’erne. Her gjorde grafikerne deres indtog på redaktionerne rundt omkring i verden i business casual og rullekravebluser, med mac-computere og farverige ikoner.

Jeg kender til udviklingen, fordi min svigerfar var typograf i Egmont koncernen og kun med nød og næppe (og efteruddannelse) formåede at holde fast i sit arbejde, indtil han gik på pension. Det sidste tilbud han fik fra Egmont var at rejse til Vietnam for at træne koncernens nye grafikerne der. De danske grafikere, der lige havde taget hans arbejde, var der altså også fundet en billigere erstatning for. De var blevet outsourcet på bare 15 år. Christina, min partner på Fiktioner, har tilnærmelsesvis samme fortælling. Hendes far ejede en fotohandler i 30 år. Han nåede i sidste øjeblik at sælge sin butik i starten af 00’erne, inden resten af branchen stille og roligt døde ud. De digitale kameraer var blevet lanceret…

VHS – Betamax – Netflix – Blockbuster – LP’er – kassettebåndene – CD’erne – streaming. Vi har hørt det en milliard gange før. Det er old news, at industrihistorien er skånselsløs. Alligevel er det som om, vi har glemt det. At det kommer som et chok, at nye teknologier har konsekvenser. Konsekvenser for hele sektorer, for virksomheder og for de mennesker, der arbejder i dem.     

Jeg oplever, at desperate kreative, der står til at tabe deres indtægtsgrundlag, maner til boykot af AI-teknologien og gør den til kunstnerens største fjende. I get it – jeg føler også afmagten selv. Men min pointe er, at det i virkeligheden står meget værre til, og at det ikke (kun) er AI teknologiens skyld. Vi er nødt til at gå ind i den her debat, med et meget bredere perspektiv.

Før vi går videre, er det på sin plads med en disclaimer. Den her artikel er et forsøg på perspektivering. Et forsøg på selv at komme overens med anvendelsen, ikke kun af AI, men af al problematisk ”Big Business Tech” som det moderne menneske er omringet af – alle de platforme, som os, der arbejder med kunst og kultur, er tvunget ind på. Og allerførst vil jeg gerne starte med en introduktion. 

AI og Tidsskriftet Fiktioner

Tidsskriftet Fiktioner har anvendt generativ AI siden vores lancering i december 2022. På redaktionen har vi leget med teknologien, i første omgang fordi vi var nysgerrige, i anden omgang fordi vi kunne se, at den løste nogle af vores behov. Vores anden udgivelse i januar 2023 var et temanummer, der netop handlede om AI.  Vi er to, der arbejder på tidsskriftet, Christina og jeg, og vi er begge to tekstmennesker. Ingen af os har evner ud i illustrationens gebet. Vi har derfor ikke anvendt AI til at skabe KUNST, det har vi aldrig haft ambitioner om. Vi har anvendt AI til at generere en billig digital-billedside til vores i forvejen fuldt ud digitale tidsskrift.

Der har aldrig været en rig mæcen eller en stor, betalende læsergruppe, der har pumpet penge i Fiktioner. En enkelt gang har vi fået 24.000 kr. tildelt af Autorkontoen og hver en krone og hver en øre er gået direkte tilbage til de skribenter, der har skrevet artikler for tidsskriftet. Skribenter, der ligesom os selv kæmper for at holde hovedet oven vande i en branche med vennetjenester, work for publicity og spandevis af urentable con-amore projekter. (Jeg skal i den forbindelse huske at sige, at der eksisterer masser af danske litteraturtidsskrifter, der ikke betaler en rød reje til deres forfattere, spørg bare Lars Bukdahl – det er helt normalt!).

Pointen her er, at vi aldrig på Fiktioner har haft råd til at hyre en illustrator, der skal have et sted mellem 3.000-5.000 kr. for at lave en illustration. Og hverken Christina eller jeg har hævet en eneste øre til os selv. Anvendelsen af AI på Fiktioner er således ikke et jobtyveri – der er ikke en grafiker, der har mistet sit job. Hele regnestykket skal vendes om: Uden AI, ingen billedside, andet end shutterstocks, til Tidsskriftet Fiktioner.

Sidste år sprang tidsskriftet så ud som forlag. Vores første bog ”De Fiktionsløse” har en AI genereret forside og tre små AI-genererede doodles i selve bogen. Desuden er billeddelen af det undervisningsmateriale, der er udarbejdet til bogen, også udviklet med AI. Salget af bogen er aldrig gået i nul. Ligesom tidsskriftet har også bogen været en underskudsforretning. Skulle vi have haft en illustrator ind over, ville bogen mindst ha’ været dobbelt så dyr at producere, og hullet i vores pengekasse endnu større. 

Jeg skriver det her for kontekstens skyld. For at understrege at vi ikke er et forlag, der svømmer i penge. Vi har ingen investorer. Vi er to nutcases, der elsker at skrive og gerne vil være med til at realisere andre forfatteres drømme. Vi har primært vores tid og begrænsede økonomiske midler at fylde i forlaget, og helt ærligt, så oplever vi, at AI både er en tids- og økonomibesparende affære, der tillader os at udleve de nørdedrømme, vi har.

På tidsskriftet har vi modtaget mails og beskeder fra individer, der kritiserer vores anvendelse af AI. Vi har sågar oplevet, at folk afstår fra at deltage i vores skrivekonkurrence, fordi vi anvender AI-genererede billeder på vores hjemmeside.

Derfor er det også med en vis bæven, at jeg skriver denne artikel. Jeg ved, at jeg stiller røven i klaskehøjde, og jeg kan udmærket fornemme, at hvis man vil være med i det gode selskab i litteratur- og illustrator-Danmark, så er man nødt til at spise sneglen, og indrømme at AI er noget djævlen, eller en af hans techbrødre, har skabt. De seneste par måneder, og især efter forlaget Carlsen trak deres Sebastian Klein-bog tilbage, har jeg oplevet indædte og nærmest hadske holdninger imod AI teknologien, og dem der anvender den.

Jeg har tænkt tanken: Risikerer jeg med denne artikel at blive canceleret? Risikerer vores lille opstartsforlag at blive en paria i dansk litteratur, allerede inden vi er kommet rigtigt i gang? Ville det være bedre at stikke hovedet i busken og håbe, at stormen er drevet over, inden vi (forhåbentlig) lancerer vores første bestseller? Alligevel skriver jeg artiklen her. Lidt på trods, men simpelthen mest fordi jeg synes, at der mangler perspektiv i debatten og horisont i forståelsen af teknologien. At hate på AI er blevet et automatrespons især (og måske udelukkende?) blandt kreative. Ligeledes er det perspektiv, at AI teknologien er en enabler for små erhvervsdrivende fuldstændig fraværende i kritikken.

Læs denne artikel som perspektiveringen til automatresponset, så vores debat om AI ikke stopper, før den er begyndt, men også som et forsøg på at skubbe vores fælles debat i en retning, der er mere frugtbar. Nemlig en debat om kulturindustrien og de vilkår vi arbejder under.

AI og klima

Måske har du hørt, at det forurener helt vildt at spørge ChatGPT om noget? Det er i hvert fald en kritik, jeg ofte hører. Datacentrene skal bruge vand til at nedkøle komponenter og strøm til at drive alle computerne. Bekymrende, ik’? Men lad os lige få lidt perspektiv på klimadelen af kritikken. 

Jeg har søgt flere steder på nettet og læst et shitload af artikler for at blive klog på, hvilke industrier der forurener mest. Teknologisektoren, som AI blot er en lille del af, bliver placeret et sted mellem den syvende og tiende mest forurenende sektor. Placeret højere på listen over forurenende industrier er byggeindustrien, transportindustrien, fødevareindustrien, modeindustrien, landbrugsindustrien og så brændstofindustrien på en førsteplads. Der er altså andre industrier, der forurener langt mere end tech-industrien. Det legitimerer selvfølgelig ikke tech-industriens forurening, men igen; det er perspektiv og proportioner, jeg jager her.   

Bevæger vi os fra makroniveauet ned i den enkelte husholdning, kan vi få et lidt mere brugbart billede. Ifølge Piktochart genererer en enkelt prompt til ChatGPT et kuldioxid footprint på 4.32g CO2. Det er cirka 21 gange så meget som en simpel google søgning. Det kan lyde af meget, og det ér meget på et globalt plan, især hvis alle begynder at skifte deres Google-søgninger ud med ChatGPT.

Men igen kan en smule perspektiv mane til besindighed. Du skal prompte ChatGPT 16 gange for at have udledt ligeså meget CO2, som du bruger på at opvarme en liter vand i en el-kedel. Sætter du en tøjvask over i din vaskemaskine, så svarer CO2 forbruget til, at du prompter ChatGPT 139 gange. Tager du en flyvetur fra Seattle til San Francisco og tilbage igen, så svarer flyveturen til, at du kan prompte ChatGPT 92.593 gange, før du når op på det samme CO2 footprint. Sætter du en film på derhjemme og streamer den fra Netflix eller en af de andre streamingtjenester, så bruger en times streaming et sted mellem 100 og 200g Co2, alt efter hvilket fjernsyn du kigger på.

Så ja, AI teknologien forurener, men forurener den så meget, at den skal italesættes som en klimasynder? Så meget at den skal boykottes?

Tomlinson rapportens konklusioner er ilde hørt, for den stiller os i en situation, hvor vi er tvunget til at indrømme, at den menneskelige kunstnerpraksis, vi sådan besynger og roser, også er forurenende. Accepterer man rapportens præmisser, er man nødt til at åbne op for en helt anden vinkel på AI diskussionen. Nemlig den, at computerne tilsyneladende kan producere tekst- og billedmæssigt output, mere energieffektivt end mennesker.

Kan du se reklamerne for dig?

”Vær god mod miljøet, fyr din illustrator og brug Dall-e2!

eller

”Forlag X værner om miljøet – vi har fyret alle vores forfattere og anvender kun ChatGPT!”

AI er ikke kunst

Jeg har lagt øre til flere, der siger, at AI ikke er kunst. Nogle siger det simpelthen bare fordi, de synes, at AI-genererede billeder er grimme. Andre holder fast i, at for at noget kan være kunst, så skal der være en levet opmærksomhed bag fremstillingen af værket. Implicit forstået: Kunst er noget, der er frembragt af et menneske. Derfor kan AI pr. definition ikke fremstille kunst. Argumentet med smagen, altså at man ikke kan lide billeder, der er genereret af AI, køber jeg til fulde. Det er et helt legitimt synspunkt. Men nu har smag aldrig været et validt argument for, om noget er kunst. Der er masser af kunst, der er grimt. Det andet synspunkt, at kunst udelukkende er menneskeskabt (læs: Tilvejebragt uden involvering af maskiner), synes jeg ærligt talt, er elitært.

Tilbage i 1936 udgav filosoffen Walter Benjamin et kritisk essay, der hed ”Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder.” I essayet argumenterer Walter Benjamin blandt andet for, at de reproducerbare medier såsom film og fotografi ikke er kunst – eller er en form for devalueret kunst –  fordi en film og et fotografi bare reproducerer virkeligheden, som den er.  Der ligger ikke menneskelig kunnen eller tolkning bag fotografiet eller bag filmen, der blot er produceret af maskinen – altså af fotografiapparatet og filmkameraet. Prøv i dag at fortælle en instruktør eller en fotograf, at deres arbejde ikke er kunst. At fordi de benytter sig af maskiner, er det de laver ikke kunst. Nej vel?

Der går en lige linje fra Benjamins kritik i 1935 til Marshall Mcluhan’s kendte formulering ”The medium is the message”, der blev formuleret i 1964 og videre til Neil Postmans bekymringer om tv-industriens destruktion af politik og religion i bogen ”Amusing ourselves to death” fra 1985. Det er i øvrigt, sådan cirka, i samme periode, at kunstnere som Roy Lichtenstein og Andy Warhol på hver deres måde udfordrer den etablerede kunstverden ved både at anvende industriens produktionsmetoder (og dens maskiner) og konsumerismens motiver (tegneserier, dåsesuppe mv.). De var heller ikke populære i deres samtid, men der er vel ingen her i 2025, der vil bandlyse film, fotografiet, Licthenstein eller Warhol til en arena uden for kunstens domæne? Eller er der?

Er AI ikke også en maskine, der udfordrer vores kunstforståelse, som det er sket så mange gange før op igennem kunsthistorien? Vil vi ikke inden alt for længe se kunstnere, der har AI-teknologien som en helt fast maskinel del af deres kunstneriske praksis? Er det ikke uundgåeligt? Er de her ikke allerede? Man er velkommen til at have en smag, hvor man foretrækker den slags kunst, der er blevet tilføjet et lærred med penselsstrøg af et menneske, men på forhånd at afskrive AI som værende udenfor kunstens sfære, det er i mine øjne lidt Walter Benjamin-agtigt, og det er ikke en kunstopfattelse, jeg abonnerer på.

AI og ophavsrettigheder

Et sidste issue med AI, og måske det væsentligste kritikpunkt, er bruddet på ophavsrettigheder. Altså at kunstneres materiale er blevet anvendt til at træne AI’er uden at kunstnerne er blevet kompenseret for anvendelsen. Et særligt ømtåleligt emne i denne kontekst er muligheden for, at man fremover bare kan prompte sig til en tekst, som var den skrevet af Shakespeare, et maleri som var det malet af Picasso eller et stykke musik, som var det sunget af Dua Lipa. Hvis man fremover bare kan prompte sit eget kunstværk, hvorfor så betale for en original? Det undergraver hele det kunstneriske kredsløb, for hvorfor anvende årevis at studier og øvelse for at opbygge færdigheder, som en maskine kan kopiere på et splitsekund?

En variant af den her ”kopiering” af kunstnere har også været oppe at vende i Hollywood og var et af de issues, der blev luftet under strejkerne i 2023 og 2024. Blandt andet blev James Earl Jones, der ligger stemme til karakteren Darth Vader i Star Wars, erstattet af en AI-stemme efter skuespillerens død. Nicholas Cage har også været fremme og harcelere mod anvendelsen af AI i filmindustrien. Strejkerne i Hollywood er skide gode eksempler på min pointe, for læser man op på dem, så forstår man, at de ikke bare er en reaktion på en ny truende teknologi. De er et outlet for årtiers uorganiserede og underbetalte kulturarbejdere, der igen og igen har set deres rettigheder forsvinde og deres indtjeningsgrundlag blive udhulet i takt med udbredelsen af de digitale teknologier – især streamingen.

Uanset om vi befinder os i Hollywood, eller vi taler om tektsprompte som ChatGPT eller de mange billedgenerende AI’er, så er træningen af AI systemerne problematisk, fordi de er baseret på billeder og bøger, der er ophavsrettighedsbeskyttede. Og bruddet på ophavsrettighederne ER vanvittigt skræmmende. Det er uhyrligt, at de her techgiganter har rullet AI-teknologien ud og så bare lænet sig tilbage i en solstol i Silicon Valley, mens de krydser fingre for, at deres koncerner kan overleve de retssager, der måtte komme i kølvandet på udrulningen.

Men men men … er resultatet af AI-teknologiens udrulning så forskelligt fra alle de kunstnere, hvis musik lige nu ligger på Spotify og som hver dag snydes for indtægter, fordi deres pladeselskaber har indgået håbløst åndssvage kontrakter med streaminggiganten der gemmer sine royaltyberegninger væk i en revenue-sharring-model? Eller er det så forskelligt for de hundredvis af danske forfattere, der må se deres indtægtsgrundlag smuldre, fordi deres forlag har set stort på karensperioder og solgt streamingrettighederne til Mofibo og lignende aktører for en slik?

Ja, selvfølgelig skal vi da respektere den enkelte kunstners ophavsrettigheder, men vi har jo i forvejen kulturindustrier ført an af pladeselskaber og forlag, der støvsuger kunstneres kontrakter og forbeholder sig ret til deres værker i alle formater, og næsten i al evighed, for så derefter at sælge dele af rettighederne videre til tredjepart uden at sikre ophavsmanden en forsvarlig indtægt.

Lad mig spørge på en anden måde: Hvad skal vi kunstnere med vores ophavsrettigheder, når branchen i forvejen har ødelagt mulighederne for at opretholde en nogenlunde forsvarlig indtægt fra de selvsamme rettigheder? Som danske forfattere har oplevet, har det bl.a. være en udfordring at få adgang til de kalkuler som streamingtjenesterne baserer deres royaltyudbetalinger på. Det var blot ét af de issues, der blev drøftet sidste år, da to forfattere (Iben Mondrup og Mathilde Walter Clark) samlede deres kollegaer til en snak om lydbogsmarkedets uigennemskuelige beregningsmodeller.   

Helt tilbage i 2016, mens AI teknologien var spæd, udgav Bog- og Litteraturpanelet en rapport, der viste, at hver fjerde danske forfatter lever for under 8.333 kr. om måneden, og at næsten hver tredje forfatter er afhængig af sin partners indkomst. Nu skriver vi 2025, og der er intet nyt under solen. På næsten 10 år er der sket nada, måske bortset fra, at vi som kunstnere er blevet fattigere! Den tendens er ikke AI’s skyld!   

Illustratorer, kunstnere og forfattere kan tude over AI-virksomhedernes misbrug af deres ophavsrettigheder her fra og til dommedag – det hjælper intet, medmindre vi som branche er villige til samtidig at tage et dybt kig i alle de kontrakter vi i forvejen har indgået med forlag, streamingtjenester og andre parter i branchen.

Pjalteproletarligørelsen af de kreative er et strukturelt problem, der opstod længe før, der overhovedet var noget, der hed AI. Problemet er ikke, at vi ikke har vores ophavsrettigheder, problemet er, at selvom vi har ophavsrettigheder, så er branchen indrettet, så vi ikke kan tjene en ordentlig løn på dem.

I den forstand er kampen mod AI og opfordringerne til at boykotte teknologien, som at forsøge at slukke en brand med et glas vand. Det er måske nok en symbolsk og smuk kamp på Instagram og i avisklummer, men den har meget lille effekt på de vilkår, der skal sikre, at vi kan tjene en ordentlig løn for det arbejde, vi laver.

AI som kunstnerens største fjende i det 21. århundrede

Jeg synes, at de sidste 6 måneders debat om AI teknologien har haft alt for travlt med at tabuisere den. At forvise den til samfundets yderside. At gøre teknologien og virksomhederne bag til nogle skurke. Og jeg synes, at den form for retorik er problematisk. For når vi gør AI til den kreative branches største fjende i det 21. århundrede, så glemmer vi de andre fjender. Vi glemmer, at mange af os forfattere og illustratorer hver dag laver content til de sociale medier for 0 kroner. Vi glemmer, at Amazon (og de danske bogportaler som SAXO, GUCCA, Bogdeal, mfl.) er skyld i tusindvis af boghandleres død. Vi glemmer, at biografer er truet på deres eksistens, efter streamingtjenester som Netflix, HBO og Disney+ er kommet frem. Vi glemmer, at vi i et lille land som Danmark har en aktør som DBK, der i kraft af deres ejerskab af Bogportalen, besidder en monopollignende tilstand på bogdistribution. Hvis du har en mikroforlægger i din omgangskreds, så prøv at spørge hende om, hvad hun synes om DBK/bogportalen. Vi glemmer også, at udviklingen af bogmarkedet, fra fysiske bøger til lydbøger, har fjernet indtjeningsgrundlaget for en masse forfattere, fordi streamingtjenesterne betaler så små royalties for lydbøger, og vi glemmer, at Spotify har haft en lige så destruktiv indflydelse på musikbranchen, i hvert fald hvis man tror på Björks kritik. 

Gør vi AI til den største fjende, så glemmer vi, at kunst- og kulturindustrien i forvejen og længe før AI gjorde sit indtog, var presset helt i bund. At bundtrawlerne gjorde sit indtog i kunst- og kulturindustrien for over 20 år siden og især fra digitaliseringen i 10’erne og frem, og vi glemmer, at folket på gulvet i branchen lige siden har lidt af åndenød.

Det kan godt være, at vi skal bekymre os om AI-teknologien, og at vi derfor sniksnakker om, at det da også er for dårligt med den ophavsret, men platformskapitalismen har allerede amputeret vores indtjeningsgrundlag. Det er dejligt lutrende med et fjendebillede som Den Store Stygge AI, der skyder problemerne ud i fremtiden, for det fritager os fra den ubehagelige sandhed, at vi som udøvende kunstnere allerede i dag, står i lort til halsen – og at vi stod det samme sted i går, for fem år siden og for 10 år siden. Når vi italesætter AI-virksomhederne som en fremtidig trussel, så glemmer vi, at der allerede i dag eksisterer virksomheder, der centraliserer for stor en del af den værdi, vi kunstnere skaber, og at de selvsamme virksomheder skyder for lille en del af deres overskud tilbage i de kreative kredsløb. Det er her kampen bør stå, venner! Ikke mod en umoden teknologi, der stadig sætter seks fingre på hænder og skriver røvsyge noveller. Så længe det varer…

AI potentialet

I kritikken af AI-teknologien herhjemme, i hvert fald den del af debatten jeg har oplevet i de kreative kredse, der synes jeg, at teknologiens potentiale er fuldstændig udeladt. Måske er det fordi, der ikke er nogen, der gider at sætte sig ned og folde potentialet ud. Arbejde med teknologien, vurdere hvad den kan hjælpe med. Se mulighederne, drømme stort. Eller måske er det fordi, at alle dem, der er imod teknologien, allerede er lykkedes med at gøre anvendelsen af teknologien så skamfuld, at ingen, der anvender den, tør stå frem. Jeg har svært med gruppepres, og faktisk er det, hvad jeg oplever som en hånende kultur og en forholdsvis ukritisk stillingtagen til teknologien, der har drevet mig til at skrive denne artikel.

Selvom jeg har anvendt AI i mit arbejde, både som forfatter og som forlægger, så er jeg, tro det eller ej, ikke en ukritisk fortaler for udbredelsen af AI. Der er masser af problemer og udfordringer ved teknologien, men jeg savner en åben og langt bredere debat om emnet. I artiklen her har jeg lånt synspunkter og fakta fra forskellige resurser på internettet mhp. at injicere dem i en debat, der i mine øjne er gået i tomgang og som kun fokuserer på alt det, vi taber ved den nye teknologi. Men prøv nu at se på alt det, vi vinder! Som forfatter kan jeg lave research til mine bøger på et splitsekund. Jeg kan indsamle viden og afdække sammenhænge med et par prompts, der førhen ville tage mig hundredvis af opslag på Wikipedia og Google, eller endog timelange besøg på biblioteket. Som aktør på sociale medier tillader den billedskabende AI mig at lave en visuel side til mine opslag med bare nogle få ord. Som forlægger kan jeg nu opsætte en bog og selv lave dens omslag (næsten) uden udgifterne til en grafiker.

AI teknologien er groundbreaking, superdisruptive og faggruppe-tilintetgørende – det er jo netop derfor, vi skal tale om den med åbne øjne og sind. At tabuisere den og forvise den til domæner uden for kunsten og uden for moralen er kontraproduktivt, og det er i øvrigt misforstået – for det er hverken kunstnerne eller moralisterne, der står og skriger på videreudviklingen af teknologien. Det er som altid industrien selv – en industri, der allerede plukker hår af skaldede kunstnere og har gjort det i årevis.

Vil man tage et opgør med AI-teknologien, må man også tage et opgør med kunst- og kulturindustrien.

Kampen mod industrien

Jeg har ikke alle svarene på, hvordan små kreative individer skal vinde en kamp mod store magtfulde forlag eller mod endnu større globale tech-aktører, men jeg er overbevist om, at boykottet er et utilstrækkeligt værktøj. Vil vi en anden fremtid, hvor kreative kan leve af deres kreativitet, hvor illustratorer kan leve af at tegne og forfattere af at skrive, så kan vi ikke bare boykotte og opfordre andre til at gøre det samme. Den kamp kommer vi til at tabe. For hver illustrator, der taber sit arbejde til Dall-E2 og for hver forfatter, der taber sit arbejde til ChatGPT, er der 1.000, hvis ikke 10.000 forbrugere, der er pisse ligeglade så længe kunsten og kulturen er billig eller tilnærmelsesvis gratis.

Vejen frem er ikke at gemme os, vi er nødt til at bygge noget op. Forsøge os med utopier. Vise at alternativer kan eksistere. Men før vi bygger, er vi nødt til at tale om nogle fundamentale principper. Principper som vil gøre os upopulære, fordi de vil virke som løftestænger for at tippe mere af den værdi, vi skaber, væk fra industrien og over i vores egne lommer.

For det første er vi nødt til at organisere os bedre. Forfattere i Danmark er spredt i to forfatterforeninger, og det står endnu være til med illustratorerne, der er spredt i fire eller flere. At være kunstner er et solo-erhverv, og derfor har vi også historisk set været dårlige til at forene os. Man kan også sige det på en anden måde: Vores manglende evne til at forhandle kollektivt er et produkt af vores erhverv. En note til denne fortælling er, at også de fastansatte i bogbranchen er ringe organiseret. Det er faktisk en af pointerne som formand for DM, Anders Dalsager nævner i et interview i K-Live, hvor han kommenterer den verserende sag om et dårligt arbejdsmiljø på forlaget Lindhardt og Ringhof. Og her vil jeg godt påpege, at tendensen med den manglende organisering blandt forlagsansatte, heller ikke er AI’s skyld. Allerede i 2010 var Akademikerbladet opmærksom på, at manglen på kollektiv organisering blandt forlagsarbejdere var skyld i, at selvsamme grupper var de lavest lønnede blandt de Danske Magistre. Dengang havde forlagsarbejderne haft rekorden som de lavest betalte i fem år, altså siden 2005! Det er tyve år siden kammerater!

Men tilbage til kunstnerne og deres manglende organisering: De problemer, vi står overfor, har forfattere og illustratorer til fælles med musikerne. Ja, vi er på forskellige platforme, men problemerne er de samme. Det er hele den kreative branche, der låses inde på platforme, som vi har uendeligt lidt indflydelse på selv. Vi må finde et fælles fodslag, der går på tværs af kunstformerne og måske endda på tværs af nationale grænser. Vi kan ikke forhandle med store, globale kulturkoncerner, hvis vi er organiseret i små fagligt-afgrænsede hyggeforeninger, og slet ikke når vi som sprogområde er så insignifikant.

Udover organisering er vi nødt til også at snakke om minimumslønninger for kreativt arbejde, og så er vi nødt til at snakke om interoperationalitet, så vores kunst kan flyde på tværs af platforme og ikke låses inde i snævre dataformater og distributionsmonopoler. Vi er også nødt til at insistere på transparens-rettigheder. Det nytter ikke noget, at os, der betales med royalties, ikke må se beregningerne bag vores løn. Det er så absurd, at det overhovedet er noget, vi skal kæmpe for, for der er INGEN andre brancher, hvor arbejderes lønberegninger ikke er synlige. At det i dag er accepteret, er et af de tydeligste tegn på, at kunstnere er organiseret alt for svagt. Vi er også nødt til at tale om, at der skal være tidsbegrænsninger på vores kontrakter, vi er nødt til at tale om en udvidet anvendelse af karensperioder for vores værker, og sidst men ikke mindst, er vi nødt til, sammen, at begynde at tale om mulighederne for kollektivt ejerskab. Det er svimlende samtaler, I know! Men de er så meget mere relevante og potente end at blive ved med at sidde og drypvande AI-bålet.

Mit ønske med denne artikel er, at vi som kunstnere begynder at tale mindre om at bandlyse en fremadstormende teknologi og i stedet flytter vores fokus over på kunst- og kulturindustrien som sådan. De vilkår, vi arbejder under, er for ringe, og har været det i 30 år, hvis de da ikke altid har været det.
Vi skal kalde på reformer, ikke på boykot. Reformer der kan sikre, at vi som kunstnere kan leve af det, vi laver.

Eksempler på utopier og anden inspiration
Hvis man har svært ved at forestille sig utopier, alternative organiseringer og lignende tiltag, der har gode takter i denne tech-dominerede tidsalder, så foreslår jeg, at man browser lidt i nedenstående links. Kender du til andre initiativer a la nedenstående, hører vi meget gerne om dem på reaktionen. Send os en mail på kontakt@fiktioner.dk

 Sleeve.FM: Danskstartet musikplatfom i opposition til Spotify.

Ghost Machine og DSTRLRY: To nye amerikanske tegneserieproducenter med kollektivt ejerskab, der sikrer de kreatives rettigheder og ejerskab over deres IPR.

Arbejdsgruppen for litteratur: Sidste år nedsatte kulturministeren en arbejdsgruppe, der bl.a. skal bedre vilkårene for litteraturen i Danmark. Hold øje med arbejdsgruppens forslag og skriv dig evt. op til ministeriets nyhedsbrev.

Mikrofest: Hjemmeside og bogfestival (kaldet Lille Bogdag) for de danske mikroforlag, hvis bøger er svære at finde på et bogmarked, der er domineret af massedistribution og de største forlags markedsføringsmuskler.

Bogbrancheguiden: Online website og nyhedsbrev, der udspringer af den danske New Pub bevægelse, hvor forfattere og bogfreelancere kan finde hinanden. Initiativtager til konceptet ”Forfatter i stuen”, hvor læsere og forfattere kan møde hinanden.

Versopolis.com: Et tværgående europæisk initiativ for poeter.

---