Vi kender de fantastiske verdener fra Star Wars, Ringenes Herre og Harry Potter. I artiklen her præsenterer Jannik sin begejstring såvel som alle sine frustrationer ved alt det manuskript-udenomsarbejde, der kaldes for worldbuilding. Du får også et par tips til din worldbuilding og ikke mindst et par links til værktøjer.

Worldbuilding er at stille spørgsmålet: Hvad nu hvis?

Mennesker kunne flyve…
Der eksisterede magi…
Anden verdenskrig aldrig var slut…
Man kunne rejse i tiden…

Selv de mindste spørgsmål kan, hvis man tænker dem til ende, generere en hel ny verden.

Når vi træder ind i en bog, et spil, en film eller et andet fiktivt univers, så bliver vi transporteret til en anden verden, hvor alt kan være, som vi kender det – eller helt forskelligt fra vores normale virkelighed. Forskellen mellem den verden vi kender, og de verdener vi læser om, kan være det, der holder læserne fanget, men det kan også kaste læsere af – læsere, der ikke tror på de præmisser, som vi forfattere sætter for vores skriveprojekter. Worldbuilding er dettes kunst: At bygge troværdige litterære verdener, der engagerer vores læsere.    

I september var jeg inviteret på scenen til litteraturfestivallen Ord Over Fjord. Her skulle jeg interviewes af Mette Sejrbo (der selv er fantasy forfatter) sammen med Anne T. Thyssen, der både har skrevet en dansk dystopi og en række engelsksprogede paranormale romancer.

Allerede ved formødet gik det op for mig, hvor forskellige tilgange forfattere kan have til worldbuilding. Jeg selv har en stram tilgang og kan ofte tvivle på, om den hjælper min skrivning eller hindrer den. Den problemstilling vender vi tilbage til.

Til Ord Over Fjord var det befriende at møde en ung forfatter som Anne T. Thyssen, der har en meget lettere og fri tilgang til worldbuilding, og det slog mig, at også tilgangene til worldbuilding kan være ligeså forskellige, som den efterhånden fortærskede distinktion mellem en pantser og en plotter. Nogle går til opgaven med en minimalistisk tilgang og worldbuilder kun lige nok til, at verdenen er troværdig, mens andre bygger stakkevis af noter, diagrammer, power points og tegninger af deres karakterer. Det meste kendte eksempel på såkaldt ”hard worldbuilding” er Tolkien, der, udover at han illustrerede sit univers Middle-earth, også udviklede sprog til de racer, der bebor universet. Prøv lige et øjeblik og dvæl ved omfanget af det arbejde, Tolkien havde gang i: At udvikle sprog til fiktive racer. Det er vildt!

Et eksempel på ”soft worldbuilding” findes hos Harry Potters mor J.K. Rowling, der ikke med samme detaljefetich, men med mindst ligeså kreativ en fantasi, har skabt The Wizarding World universet.    

Jeg har læst et sted, kan ikke huske hvor, at man kan tale om en oppefra-og-ned tilgang til worldbuilding, hvor forfatteren som en anden gud forsøger at stykke hele den fiktive verden sammen, før karaktererne sættes på eventyr, og en nedefra-og-op-tilgang, hvor karaktererne sættes i gang, og verdenen så opfindes as we go along. Pointen er, at der er mange forskellige tilgange.

Men hvorfor overhovedet gøre det – hvad er det worldbuilding kan?

Jeg mener, at worldbuilding hænger sammen med bogens stemning. At worldbuilding er det, der sikrer, at læseren får en fornemmelse, en næsten kropslig oplevelse af hvad det vil sige at bo i det fiktive univers. Det er altså aktivering af læserens følelser og sanser, som vi jagter, når vi worldbuilder. Og nå ja, så mener jeg også, at worldbuilding skaber mere levende karakterer.

Worldbuilding og karakterisering

Worldbuilding er med andre ord arbejdet med at opbygge en fiktiv verden, hvor en historie udspiller sig. Konceptet er ikke begrænset til litteratur; det gælder også for film, tv, videospil og rollespil. Når man udfører worldbuilding, forsøger skaberen at definere aspekter af den fiktive verden lige fra geografi og økonomi til sprog og religion. Målet er at skabe en sammenhængende og autentisk baggrund, der styrker fortællingen og gør især karaktererne mere levende.

Indenfor litteraturen ses worldbuilding primært i de fantastiske genrer: Science fiction, fantasy, horror og spekulativ fiktion, men grebet sniger sig også ud i andre dele af litteraturen. F.eks. er Kaspar Colling Nielsens debutbog ”Mount København” fra 2010 en stor øvelse udi worldbuilding. Hans roman handler om et bjerg, der bliver bygget i København, og bogen udfolder så det liv (og den økonomi), der udspiller sig omkring bjerget.

Worldbuilding anvendes til at skabe ”a sense of place”, der skal til, for at læseren kan lade sig opsluge i fortællingen. Men worldbuilding er også, når den er god, noget der gør karakteriseringen lettere. Der er en sammenhæng mellem din verden og dine karakterer. Dine karakterer er produkter af den verden, du skaber, men de er også observatører af verden, og på den måde er deres fortællinger aldrig bare en fortælling om verdenen, men også en fortælling om dem selv. Din verden skaber dine karakterer, der skaber din verden, der skaber dine karakterer osv. Dette loop er essentielt at forstå for at gøre din verden levende. Hvis du læser artiklen ”15 reasons why Game of Thrones is better than Walking Dead”, vil du bemærke, at fem af skribentens punkter (punkt 4, 8, 11, 13 og 14) netop handler om relationen mellem verden og karakterer.     

Et af de bedste eksempler på den gensidige relation mellem verden og karakterer findes i George R.R. Martins bogserie ”a Song of Ice and Fire”, som de fleste kender som Game of Thrones. I serien anvender Martin de royale slægters mottoer som en form for ”meningsskabende regler”: A Lannister Always Pays His Debt (Lannisters ene motto), We do not Sow (Greyjoys motto), og Winter is Coming (Starks motto) er helt korte og simple sætninger, men de siger så meget om de karakterer, der vokser op i familierne. Theon Greyjoys tragiske og kiksede forsøg på at invadere norden, skal selvfølgelig ses i lysets af hans slægts uforsonlige erobrer-motto, Lannisterne (uanset hvilken af karaktererne vi fremhæver) er dybt splittede mellem deres egne aspirationer og deres ”gæld” til familien. Og Stark familien er jordbundne forrådssamlere med en praktisk indstilling til livet, for de ved, at vinteren er lige om hjørnet. De royale huses mottoer er i Game Of Thrones en form for narrative regler, som Martin kan strække, bøje og bygge spænding op omkring. En form for fiktiv logik, der gennemsyrer hele hans univers. Læseren ved med det samme, at når en karakter bryder med sin families motto, så får det konsekvenser. Ved at have disse sætninger, disse narrative strukturer i sine bøger, så skaber Martin med helt simple sætninger, både ”a sense of place” men også nogle regler som hans karakterer må forholde sig til. Mottoerne er altså et sæt abstrakte regler for den fiktive verden, regler som karaktererne kropsliggør, og det er denne kropsliggørelse af abstrakte regler, der skaber spænding hos læseren. Som læser glemmer man simpelthen, at mottoerne er fiktive regler, som Martin bare har fundet på: De bliver i hans fantastiske fortælling et realplan og dermed lettere at acceptere som præmisser for fortællingen. Det er altså en genistreg. 

Worldbuilding og præmisser

Worldbuilding handler ikke kun om stedfornemmelse og karakterisering. Worldbuilding handler i høj grad også om at få din læser til at acceptere din histories præmisser. På HBO kørte der fra 2016-2022 en science fiction serie, der hedder Westworld. Serien handler om forlystelsesparken Westworld, der er en Wild West themepark for voksne. Parkens population udgøres af robotter med syntetisk hud, der fuldstændig ligner mennesker, men ikke har en bevidsthed. Som besøgende i parken kan man selv vælge, hvad man vil: Man kan tage på indianerjagt, spille poker, drikke sig i hegnet, arrangere skuddueller eller gå på bordel. Min kammerat sagde engang om serien, at han simpelthen ikke kunne acceptere præmissen om, at man i forlystelsesparken fik lov til at skyde med rigtige kugler. Eller som han sagde:

”En forlystelsespark, hvor mennesker bevæbnet med rigtige våben kan gøre lige hvad de vil med forlystelsesparkens kunstige robotter, er en disaster waiting to happen. Enhver idiot ville kunne forudse, at det er et spørgsmål om tid, før et menneske kommer til at skyde et andet menneske. Det er latterligt!”

Præmissen ødelagde hele oplevelsen for ham. Den gjorde historien utroværdig, og han stoppede med at se den efter få afsnit. På tværs af de fantastiske genrer er der en milliard af sådanne præmisser, der kan skabe antipati hos folk med hang til realisme: Hvorfor kan man i Star Wars have et lyssværd, hvor lysstrålen bare stopper, uden at de rammer noget? Hvorfor kan Stormtroopers i imperiets hær slet ikke ramme med deres blaster rifles? Osv.

Som forfatter er man totalt på herrens mark, for man aner jo ikke, hvilke præmisser ens læsere accepterer, og hvilke de finder latterlige. Alligevel har vi forfattere den utaknemmelige opgave at finde på vanvittige fortællinger og overbevise vores læsere om, at de skam er ganske ladsiggørlige. Worldbuilding er i denne forstand det slør af fiktive regler og love, vi som forfattere snyder vores læsere med, sådan at vores fiktive univers bliver troværdigt.

Hvis man vil lave en overbevisende fortælling i en troværdig verden, så er man nødt til at sætte nogle rammer, lave nogle regler og starte med nogle præmisser. Og den slags kræver en eller anden form for kontrol. Plus at man som forfatter kender til disse regler og kun bryder dem, når man er klar over det, og ikke fordi man har glemt dem.

Vil man worldbuilde, så er man nødt til at have noget værktøj.

Mit projekt og mine værktøjer

Jeg skriver netop nu på en ”novellesamling”, der strækker sig over 100 år. ”Novellesamling” er sat i gåseøjne, fordi bogen egentlig er en kortroman, der består af noveller. Hvert kapitel er så at sige en afsluttet historie, der kan læses for sig selv, men som tilsammen udgør en større roman-agtig fortælling. Egentlig troede jeg til at starte med, at det, jeg skrev, var science fiction, men efterhånden som processen er skredet frem, er sci-fi-delen blevet mindre og mindre. I dag er jeg mere komfortabel ved at kalde min bog for kontrafaktisk historisk fiktion eller simpelthen blot spekulativ fiktion. De fleste af mine historier er spundet omkring en konflikt mellem to grupperinger: De frihedselskende og rebelske teknokrater og den løgnagtige, royale Stollenwürm familie. 

Novellesamlingen er en del af et større univers som jeg, on and off, har bygget på siden 2016. Min plan er selvfølgelig at udgive flere bøger i samme verden. Min historie foregår på jorden og strækker sig fra 1750 til 2090. Mit fortælleforløb strækker sig altså henover 300 års historie.

Jeg plejer at sige, at jeg stilistisk forsøger at bygge bro mellem steampunk og cyberpunk, mens jeg tematisk forsøger at beskæftige mig med den europæiske idehistories store tanker fra oplysningstiden og frem – både de positive som eksistentialisme, demokrati, videnskab, idealer og frihed, men også de negative såsom eugenik, racisme, kolonialisme, slavehandel osv.

Selvom mit projekt ikke foregår i en fuldstændig fiktiv verden, så er det et monster af et projekt – og det kræver stramme tøjler.

Excelark nummer et: Tidslinjen

Allerede i de allerførste dage, da jeg fik ideen til at skabe de her historier, stod det klart for mig, at jeg havde brug for et værktøj til at styre mine kreative ideer. Jeg har været forbi et par online værktøjer (Worldanvil, Chronographer mv.)  for at se om de kunne hjælpe mig, men hver gang, har jeg efter et par times leg og udforskning måtte konkludere, at jeg ikke føler mig komfortabel i værktøjernes framework. For forfattere, der har behov for magisystemer, teknologibeskrivelser, detaljerede verdenskort eller lignende, vil de nævnte værktøjer formentlig være en kæmpe hjælp. De passede bare ikke rigtig til min skrivestil. Men tiden jeg anvendte i de forskellige apps var ikke forgæves, for de fik mig til at indse, at det jeg i mit univers har allermest brug for at kunne styre, er tiden. Har man set Marvels tv-serie Loke, så ved man, hvor galt det kan gå, når der ikke er styr på tidslinjen. I serien er der oprettet et agentur kaldet Time Variant Authority (TVA), der skal sikre, at der kun eksisterer én tid i marveluniverset. Det er meget svært ikke at se TVA, som en metakommentar på Marvels virvar af superhelte, parallelle dimensioner og tidslinjevarianter. Også i store underholdningskoncerner er det nødvendigt at udøve en hvis kontrol over de kreative kræfter.

Kolonnerne er lidt mere variable. Nogle kolonner indeholder slægtsoptegnelser af de forskellige familier, der indgår i mine fortællinger, mens en enkelt kolonne er ”verdensbegivenheder”. Altså begivenheder, der har fundet sted i virkeligheden, som ændrede verden, og som mine karakterer enten har en rolle i, eller som de er nødt til at forholde sig til – tænk på den gensidige relation mellem verden og karakterer, som jeg skrev om tidligere i artiklen. Disse begivenheder kunne f.eks. være Den Franske Revolution i 1789, Verdensudstillingen i Crystal Palace i 1851 eller mordet på Abraham Lincoln i 1865. Jeg har også to kolonner, der helt kort beskriver, hvor i verden mine hovedroller og biroller befinder sig det angivne år. Mine karakterer er altid angivet med navn og alder – Jeg hader midt i en skriveproces at skulle sidde og regne alderen ud på en eller anden birolle, og når mine historier udspiller sig over så lang en tidsakse, er det faktisk forholdsvis tit, at jeg glemmer alderen på nogle af karaktererne.  

Mit excelark opdaterer jeg, når jeg har lyst, eller når jeg bliver presset til det. Jeg har sjældent lyst til det, så det opdateres som regel kun, når jeg er presset til det. Og det bliver jeg, når jeg oplever fejl, eller når jeg tvinges til at ændre på noget essentielt. F.eks. kan jeg have skrevet en scene, hvor der er en dialog mellem to karakterer, og så går det efterfølgende op for mig, at de ifølge mit excelark ikke befinder sig i det samme land, eller at den ene er for gammel. Sådanne ”fejl” tvinger mig til at kigge arket igennem og enten ændre en af mine karakterers fødselsår eller rykke ham over i et andet land det pågældende år. Nogle gange kan det have komplikationer, og så skal der rettes lidt mere, end jeg havde regnet med, men som regel kan der rettes hurtigt og uden de store omskrivninger. Nogle gange finder jeg kaskadefejl, og det er det værste! Så går der lige en dag med rettelser.

Grunden til dette had/kærlighedsforhold til mit værktøj er, at det er tidskrævende. Det er et noteapparat jeg vedligeholder udelukkende for mig selv, og hver en time, der hældes i at opdatere arket, er en time, der ikke bruges på at skrive videre på mit manuskript. Hvem der bare havde en personduplikator (eller råd til en sekretær), så begge opgaver kunne løses!

Det her monsterstore ark er ikke det eneste excelark, jeg har. For mens det her ark er nødvendigt for at kunne holde styr på de helt overordnede linjer i mit univers, så er det utilstrækkeligt, når det kommer til at holde styr på mine noveller. Til det har jeg et andet ark: 

Excelark nummer to: Historiematricen

Min historiematrice betragter jeg ikke som et worldbuilding-værktøj, men jeg har taget det med i artiklen for at understrege en pointe: Nemlig den at worldbuilding ikke er forfatteri. En ting er at sidde og finde på en verden, på fede karakterer og sensationelle begivenheder, det er noget HELT ANDET at få disse ideer ned på skrift. At få dem til at blive levende i dialoger, i karakterer og i narrativer.  Til det bruger jeg bl.a. min historiematrice.

Man kan sige, at tidslinje-arket hjælper mig med at holde styr på mit fiktive univers, mens historiematricen hjælper mig med at holde styr på min bogs fortælling. Når jeg skriver min næste bog, vil tidslinje-arket således være det samme, mens jeg vil opbygge en ny historiematrice, der gælder for den nye bog.

Når jeg skriver, så pendulerer jeg mellem selve manuskriptdokumentet og historiematricen. Nogle gange ryger jeg helt over i tidlinjearket, og det er her, alarmklokkerne ringer. For en session i tidlinjearket kan nemt dræbe det skivemæssige flow, der er nødvendigt for at skrive et godt manuskript. Derfor forsøger jeg at skubbe rettelser i tidslinjearket til et andet tidspunkt.  

Karakterbiblen     

Ved siden af excelarkene har jeg et par forskellige power points. Det eneste jeg vil dykke ned i her, er det, jeg kalder jeg for min karakterbibel.

Karakterbiblen er et slideshow med billeder af mine karakterer, samt kortere tekster der beskriver dem. På nogle slides kan der være en lille tidslinje over deres liv og de begivenheder, de er med i. Billederne kommer aldrig til at indgå i mine bøger. De er tyvstjålet fra internettet og fungerer udelukkende som inspiration til mine karakterer. Jeg har læst om forfattere, der illustrerer sine egne karakterer, og sågar om forfattere der cosplayer eller method-acter sine karakterer for ligesom at blive klogere på dem. Her må man finde den kreative proces, der passer bedst til ens temperament, interesser og skrivestil.

Er worldbuilding en hjælp eller en forhindring?

Med Worldbuilding er vi inde i diskussionen om kreativ frihed versus kreativ kontrol. Nogle kunstnere udtrykker sig bedst under helt frie vilkår, mens andre har brug for de rutiner og vaner, som faste rammer giver. 

Worldbuilding er et litterært greb, der anvendes af forfattere som en form for balancebom på linen udstrakt mellem ultimativ frihed og fastlåste regler. Hvor meget, du tipper bommen mod kaos eller kontrol, er op til dig selv. Der er fordele og ulemper ved begge dele. Et stort worldbuilding-kompleks kræver tid at vedligeholde og kan i værste tilfælde sænke din fremdrift på manuskriptet. Et for lille worldbuilding arbejde kan gøre din fortælling endimensionel og stemningsløs, og kan føre til at du mister overblikket over din egen verden og dens præmisser.

Jeg håber, at artiklen her har sat lidt tanker i gang og måske endda givet dig et par ideer til din worldbuilding.    

Her til sidst har jeg samlet et par værktøjer. Tjek dem ud. Det kan jo være, at der er et værktøj, der kan lette dine skriverier.

Scrivener
Skriveprogram, der samler manuskript og noter det samme sted. Genialt!

Worldanvil
Worldbuildingsoftware, så du kan bygge løs, lave magisystemer, wiki’er og flotte kort. Du kan endda dele elementer af det med dine fans.  Stort, flot og indbydende, men også omstændigt at anvende.

Chronographer
Worldanvils lillebror med knap så mange funktioner og en ikke helt så pimpet interface. Til gengæld er programmet også billigere.

Inkarnate
Kortgenerator med masser af muligheder.

Fantasiaarchive
Gratis offline worldbuilding tool med skrabet interface

---

HAR DU ERFARING MED AT WORLDBUILDE? MÅ VI HØRE DIN HISTORIE?
KONTAKT@FIKTIONER.DK