Lad dig forsvinde og opløse i denne vanvittige, rablende, forelskede tour-de-Aarhus. Her finder du pludselige kulturrefleksioner, stream-of-consciousness, omskrivning af Tom Kristensen og glimt af et teaterstykke. Et ungt, vildt sansebombardement fra en ambitiøs skribent, der ikke vil finde sig i begrænsninger.
Jeg vandrer rundt i byen, Aarhus, denne smukke by, Smilets by, hvor alle kommer til for at blive opslugt. Først var havet. Jeg gik ved den Permanente, og så ud over vandet hvordan Lighthouse, denne tårnhøje, falliske bygning, rejser sig fra det, men jeg er på vej mod Aros, for at se alting oppefra og gennem farvet glas. I mine tanker ruller havet ind over mine fødder, som et tæppe.
1. akt: På scenen ligger bølgende blåt stof, forskellige nuancer. I midten står en kvinde.
Alt handler om at komme ud. Ingen rejse er en hjemrejse. Jeg vil ud i naturen. Jeg vil ud i byen. Jeg vil ud i kulturen. Jeg vil tage alt ind. Så går jeg og piller i min neglelak. Efterlader spor af gammel, blå lak som brødkrummer efter mig. Find mig. Drejer mine sølvringe rundt – og rundt – om fingrene. Piller ved mit hår. En løs tråd i trøjen. Prøver at fokusere på lige her hvor jeg er. Nu. Jeg ser udstillingen Rebel, Rebel. Smukke portrætter af forskellige kvinder fra Iran. Deres stemme. Deres historie. Deres dans. At være fri, at skabe noget, og så: at få taget den frihed fra sig. En sanger, der ikke længere må synge. En kvinde, der går under jorden i tyve år, fordi hun har lavet en film, hvor hun optræder erotisk, hvor hun får en orgasme. Jeg tænker, at den heteroseksuelle mand, der ikke kan holde ud at se en kvinde få en orgasme, er den mand, der ikke selv kan få en kvinde til at komme. Det, der er allersørgeligst, er selvfølgelig alt det talent, de sange, danse, bøger, der ikke måtte blive skabt efter revolutionen i 79. Tænk hvis det var mig, en ung kvinde, der pludselig ikke måtte skabe noget eller være en del af noget. Jeg elsker at læse, skrive, høre musik, være ude, caféerne, foredrag, forelæsninger, film, selv øl og fodbold har måske en eller anden charme, samtaler, tøj, kaffe, den måde vi bevæger os på, siger hej på – den måde vi ikke siger hej på til hinanden, vi bor jo i Danmark; de små umærkelige ryk, når man vil ud af bussen, jeg tager lige fat i min taske, ja, jeg skal jo af her – lagkager, jordbær, fløde, sommerhus, enkle varme dage, regn, det går fint nok, SU, uddannelsesmuligheder, rigdom, gratis arrangementer, genbrug, tillid, folk lader deres barnevogn stå ude på gaden i min by, så meget stoler vi på hinanden, statuer, veje vi kender, kærlighed, gamle bygninger, sure miner over den nye bygning ved det gamle vandtårn, man må tage det sure med det søde.
Jeg forstår ikke, hvorfor man vil gøre sin kultur fattigere. Min kultur forsøger hele tiden at gøre sig selv rigere, bedre, større, udvide, udvinde, overvinde. Jeg ville nok aldrig kunne forstå en begrænsning, heller ikke en der gav mening.
Jeg står og ser på portrættet af Ramesh, en sangerinde, der flyttede til USA, da Iran forbød kvinder at synge offentligt. ”Hvis jeg en dag vender tilbage til Iran, vil jeg synge fra mit hjertes dyb for mit folk”, har hun sagt. Vi elsker alle sammen vores land, på en eller anden måde. Vores folk. Vores kultur. På den måde er alting altid et forsøg på, eller ønske om, at komme hjem.
Jeg tager hjem til Alexander, min ven, der bor i byen, med havudsigt.
Vi sidder på hans altan. Han rækker mig en smøg, samtidig med at han siger: ”Du skal passe på med, hvad du indtager.” Jeg himler med øjnene.
”I lige måde.” Bevægelsen, røgen ind, ned i lungerne, og ud. Røg er røg er røg. Vi snakker om, at vi skal skrive noget, vi vil altid være unge, vi skal bare skrive. Ordene vil være unge for evigt. I begyndelsen var ordet, ved du nok.
”Der var engang,” begynder jeg.
”Hvor?” afbryder han.
”Hvor?” siger jeg. ”Her vel.” Jeg tøver lidt. ”Der var engang, hvor man arbejdede meget mindre. Jeg forstår ikke, hvorfor folk skal stresse så meget i dag.”
”Næh. Du stresser også.”
”Ja,” siger jeg bare. ”Det er vel en selvfølge, Alex. Jeg er vel også en del af folk.”
”Ja, ja, det siger jeg da heller ikke, du ikke er.”
Noget rødt fanger min opmærksomhed, gennem vinduet, gennem glasset ser jeg den. Der står en rose – blodrød – i vindueskarmen, til venstre, og billedet er komplet.
Et varsel.
Jeg ser ud over havet. Det har hele tiden været der. Af og til voldsomt. Af og til stille. Det snor sig gennem mine tanker i blå tråde og snotgrønne bølger. Det er ikke altid blevet beskrevet som snotgrønt. Mit hav er aldeles ikke snotgrønt. Det er fyldt med plastik. I min kultur er havet blåt, beskidt, neongrønt, og fiskene kvæles i affald, fuglene spiser fiskene og skider på os i byen.
2. akt: En måge lander på kvindens hoved. Den tror, hun er en statue, og fortæller hende hvordan hun skal blive levende. Hun vifter den væk. Hun ser smigret ud. Hun ønsker at være en statue.
Vi tager til vinsmagning, Alexander og jeg. Vi snakker om Freud og griner. Jeg siger, det er imponerende, at han kan have haft så mange kvindelige patienter og stadig sige, at han ikke aner, hvad kvinder vil have.
”Det er der jo ingen, der ved,” siger Alexander og griner. ”Ved du, hvad du vil have?”
”Alt,” siger jeg og bunder vinen.
Bagefter skal Alexander hjem, han skal på arbejde i morgen. Jeg skal ikke hjem, jeg skal videre. I byen med nogle veninder. Vi sætter os på Flinten og drikker. Alle er ude. Det er fredag. Der kommer en nordmand hen og snakker på os. Han betaler for vores tid og lytten med en øl. Han har også læst Sult og elsker den helt ind i knoglerne på en anden måde end mig. Det er jo også en norsk bog. Vi har H. C. Andersen. De har Hamsun.
”Der er natur i Norge, men der er kultur i Danmark. Der er kultur her. Caféerne, livet.”
”Men vi har ikke nogen bjerge. Vi har ikke noget fjeld,” siger vi. ”Nej,” siger han. ”Men kultur. Kultur.”
Han siger, at naturen på en måde også er kultur, når alt kommer til alt. Mange tager til Norge for at se et smukt vandfald for eksempel, og tænker bare at det er smuk natur, men vandfaldet indgår i en del af noget større og bruges til at vande markerne, som vi sår og senere høster.
De fleste, jeg snakker med, synes, vi har en syg kultur, der gør naturen syg. Der findes ikke rigtig natur længere. Og. Så. Videre. Hele tiden en undertone af, at det var bedre, hvis vi alle sammen var træer.
Træerne har brug for os.
Vi har brug for træerne.
Jeg blev engang spyttet på til en klimademonstration, der var en, der stod på Salling ROOFTOP og spyttede ned. En mand sagde, at vi slet ikke har forstået cyklussen i alting, forbindelserne, træerne har brug for CO2. Jeg sagde, det handler ikke om, hvad vi gør, men hvor meget. Kultur og natur som evige modsætninger, der nu er blandet helt sammen, ikke nødvendigvis symbiotisk, men i hvert fald blandet.
Fuglene synger højere i byerne. De vil overdøve bilerne.
Vi tager videre. Fra det ene sted til det andet. Vi blander øl, røg, vin og ord, selvom det er dumt.
Røgen lægger sig som en tåge om alle mine tanker. Jeg vokser følehorn ud af min hjerne. Som alle moderne, senmoderne, postmoderne mennesker tager jeg alting ind og ødelægges. Larm, biler, asfalt, støj, huse, mobil, muligheder, distraktioner, kom glad, nu, vil du, kan du, burde du, der er ingen ro i det almindelige samfund, og jeg siger det stille og halvvejs skamfuldt til mine veninder, at jeg savner, da samfundet lukkede ned på grund af corona, jeg savner foråret dengang, hvor alting åbnede sig som en blomst for mig, jeg savner gåturene, fællessangen, tiden, nærværet, de mennesker man elsker mest, ikke dette virvar af larm og tid i fragmenter.
Jeg lytter til musikken, rytmen, ind i mine tanker. Vi danser, sådan som man danser i dag. Jeg vælter ind i mine venner og ind i bordet. På bordet ligger et lille spejl og en eyeliner over kors. Jeg smadrer spejlet og stjæler eyelineren.
Hen på natten bliver alt liv til køer, der strækker sig som kulturens smukke slangearme ud fra Maccen, 7-Eleven og Shawarma King. Jeg er så mæt, jeg kunne brække mig. Mine veninder køber en cheeseburger hver, jeg køber en McFlurry med smarties, fordi jeg føler mig nostalgisk.
Isen smelter.
Jeg slikker mig om munden.
Jeg slikker mine fingre.
Andre steder sulter, arbejder, dør mennesker, så jeg kan have den kultur, jeg har.
Så tog vi hen og proppede vores kultur så langt ned i halsen på dem, at de brækkede blod op.
Spyt det ud, skat. Du behøver ikke sluge min sæd.
Men jeg kan godt lide det. Kender du mig slet ikke?
Jeg vil tage alt ind.
Alt.
Jeg krammer farvel til mine veninder, skriv når du er kommet hjem.
I teater, på café, selv til en kop te, en øl, altid knust glas, der ligger på fortovet og spejler alt det moderne og mit ansigt. I tusind skår, som en selvfølge. Hvem er det, der hele tiden smadrer glasset, denne smukke form, her hvor busserne kommer og samler os op? Jeg gider ikke tage bussen. Jeg vil gå.
Natten er mørkets hjerte.
Jeg drukdrømmer, at jeg rejser langt ind i byen, som man ville rejse ind i en skov, og at jeg finder en fremmed, som er mig selv, hvorpå vi siger ”hej” i munden på hinanden og griner. Jeg forestiller mig, at byen brænder, og at det pludselig er min kultur, der bliver ødelagt og truet, og mig, der flygter gennem gader, jeg engang kendte og elskede. Ilden slikker mit hår. Domkirken smadret til ukendelighed. Ruiner er ruiner er ruiner. Ruiner overalt. Ruiner, som rosenblade, i havnen, dér hvor fyrene står og pisser og falder i og dør.
Mit hjerte hamrer et sted derinde. Derude.
Vinen er overalt.
Den løber gennem gaderne, årerne, ordene.
Byen er en krop.
Puls.
Jeg skal ikke hjem, jeg skal videre.
Jeg går for evigt i byen. Jeg vandrer rundt i Aarhus, denne smukke by. Jeg går for evigt og forsvinder ud i mørket og omskriver som en sidste krampetrækning Tom Kristensens Angst i en rus i noter på min mobil. Jeg skriver den første strofe fra det originale digt, som jeg har lært mig selv udenad, fordi jeg bruger det til at berolige mig selv, når jeg har angst:
Asiatisk i Vælde er Angsten.
Den er modnet med umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjærtet,
som om Fastlande dagligt forgaar.
Jeg skriver selv:
Europæisk i vælde er angsten.
Den er umoden i modne år.
Jeg føler det dagligt på fastlandet,
som om mit hjerte dagligt forgår.
Jeg falder om i byen. Jeg synker, som i våd jord, mudder, kviksand, sådan synker jeg i stenene, i fortovet, hvor der står skrevet AARHUS 2017, da vi blev kåret som årets kulturhovedstad. Jeg knæler, min by, min by, hænderne på fortovet, hvornår har jeg sidst set græs, en mark, markens grøde, min mæthed, min sult, jeg brækker mig ud over det hele og bliver liggende.
Jeg bliver grøn, som græs. Grønnere. Grønnere. Jeg forvandles langsomt og stilfærdigt.
De lader mig ligge og fordøje og senere forrådne og senere…
3. akt: Kvinden bliver liggende i det snotgrønne stof længe. Stilhed. En måge flyver op og bliver igen til en engel.
Scenetæppet falder.
Forrådnelsen er en langsom proces. Træer vokser langsomt. Blomster. Ord. Slowness of perception. Nogle gopler kan leve evigt i havet. De ældes ikke. De tænker måske heller ikke. Føler de? Kødet er med til at opløse sig selv. Vi skal ikke hjem, vi skal videre. Bakterier. Svampe. Fuglene flyver og våger over dagene. Biler er ved at køre fugle over, men de når lige at flyve væk. Nu skal de også skynde sig på grund af os. Orme i fuglenes næb. De lader mig ligge. I dødsøjeblikket giver kroppen endelig slip. Lort. De lader det ligge. De har travlt, alle sammen, og træder hen over mig. Senere vil en anden gå forbi, plukke og dufte og skrive om en blomst. Roser. Anemoner. Liljer. Det forbandede, fantastiske forår. Men nu, når kødet begynder at stinke, så kommer de små spyfluer. De lægger æg i min rådnende hud. I mine hænder har jeg holdt så mange bøger, holdt andre menneskers hænder, jeg har rørt ved havet, sand mellem fingrene, løber, drypper vand, sved, holdt ved blyanter og forsøgt at skrive noget, holdt fjernbetjeninger, mens jeg ligesom alle andre ubeslutsomt er druknet i Netflix, har pillet neglerødder, lagt neglelak, har holdt mad, en kniv og en gaffel, en mobil, en øl, et glas, nu holder jeg de små spyflueæg i mine ødelagte hænder, mens tiden langsomt går.
Indtil æggene klækkes.
Indtil der kun er knogler og tænder på jorden.
Indtil blomster endelig vokser op af fortovet, mellem mine tænder.
Op sammen med fluerne.
Den røde rose op, op af asfalten. Se, den stiger op.
Historien, du lige har læst, er en af tre vindere af Fiktioners short fiction konkurrence, der sluttede i marts 2024. Emnet for konkurrencen var “Det kulturforbrugende menneske”.
Forfatteren til “Europæisk i vælde”, Maja Linderoth, har vundet fordi:
“Europæisk i vælde” har store armbevægelser. Den vil det hele. En hybridtekst, der måske er et teaterstykke, måske en stream-of-consciousness på speed, der flirter lidt med lyrikken. Den har potentiale til at blive noget rod – men det indfrier den ikke. I stedet omfavner det læseren i massive medrivende sanseindtryk og temposkift der holder læseren fanget. Det er en tekst, der skal læses flere gange – hver gang får læseren, noget nyt, med sig.
Teksten er et imponerende stykke genrebrydende short fiction, der formår at klemme flere lag og temaer ind i en meget kort tekst. Hovedtemaet om det kulturforbrugende menneske står tydeligt frem i diskussionen om det moderne europæiske menneskes prioriteter sat i relief til verdens problemer.
Maja Nørgaard Linderoth er 23 år og studerer litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Hun har gået på Aarhus Billed- og Medieskolens skrivehold og har tidligere deltaget i forskellige novellekonkurrencer. Udover kærligheden til at skrive, elsker hun at være ude i naturen, at vandre, at læse, at have gode fællesskaber og at drikke en masse te – eller øl, afhængig af dagen. Det vigtigste for Maja er kærligheden, kreativiteten og naturen. Hun prøver at se efter de gode og smukke ting, som kan findes overalt.
Følg Maja på Instagram.