Min kærlighed til bøger

Måske har du ligesom mig tilbragt uendelige timer i selskab med fiktive venner? Rejst verden rundt blandt siderne i en bog og udkæmpet heltegerninger? Så kan du måske genkende dig selv i denne erindringsrejse baseret på en livslang kærlighed til bøger.

Nogle af mine tidligste erindringer handler om bøger. Det lyder finere, end det er, for jeg er ikke sådan et menneske, der kan huske mine allertidligste år. Har jeg været 5, måske 6? Allerede der en erfaren biblioteksbesøgende, der med stolthed hver måned sammen med sin mor pakkede lånte bøger ned i et slidt lærredsnet (det var før, det blev moderne at rende rundt med sådan nogle) og slæbte det hele ned på det lokale bibliotek for at skifte dem ud med en ny stak.

Der var ingen regler. Ingen grænser for antal, vægt, titler. Jeg husker ikke nogensinde at have fået at vide ”at den der er du altså for lille til” eller ”skal du kun låne bøger om heste…?” i den der lettere opgivende tone, som nogle forældre bruger til at dræbe enhver læse- og lærelyst hos deres afkom. Måske var det bevidst, måske skænkede min mor det ikke en tanke, måske havde hun bare travlt med at låne romaner og havde ikke tid til at sætte grænser for mig. Jeg må huske at spørge hende en dag. Faktum var i hvert fald, at jeg i mine tidlige barndomsår blev stopfodret med glæden ved biblioteker.

I slut 80’erne blev der så bygget et nyt bibliotek i min barndomsby. Et stort skrummel. Fancy med teater, café og et kæmpe bibliotek i to etager. I dag har de byttet rundt, så børnebøgerne nu er i stueetagen, men dengang var de på førstesalen. Nøgne pærer hang tæt ned fra loftet overalt i lange ledninger, som en stjernehimmel i snor. Når vi gik op ad trappen, kunne vi se udover reolerne i stueetagen og var pludselig på højde med lyset. Pærerne hænger der i øvrigt endnu, forhåbentlig skiftet ud med LED.

Jeg vil vove den påstand, at jeg stadig nogenlunde vil kunne udpege de steder, hvor mine yndlingsreoler stod. Der, hvor jeg med et indestængt glædeshvin, fandt en De 5 jeg ikke havde læst. Eller der hvor jeg blev veninder med Laura Ingalls og Anne fra Grønnebakken. Reolerne var ikke høje, jeg kunne nå det hele, og det var et slaraffenland at blive sluppet løs i.

Lidt til venstre fra trappen, gemt væk i et hjørne, stod kasserne med tegneserier. Tintin, Asterix, Blake og Mortimer, Splint & Co. Prins Valiant sagde mig ikke noget, måske var det håret. Senere blev det Steen og Stoffer, der lagde beslag på min tegneserietid. Død over havregrøden! Det skete i øvrigt nogenlunde samtidig med, at Tine Bryld lagde grundstenen til min spæde teenageselvforståelse. I dag tør jeg ikke genlæse Pige Liv. Eller Kærlighed ved første hik for den sags skyld. Nogle ting har sikkert bedst af at blive i erindringens lyserøde skær. I øvrigt var det også Dennis Jürgensen, der åbnede døren til, at bøger godt kunne handle om andet end børn, kærlighed og venskab. Brædder til Grev Draculas kiste (stærkt bakket op af Erik Menneskesøn) dannede grundlag for en livslang fascination af de fantastiske genrer. Var Harry Potter blevet udgivet i min barndom, er jeg stensikker på, at jeg havde lagt mig fladt ned af begejstring. Det gjorde jeg nu alligevel, da de kom i mine tyvere, men pyt nu med det.

Jeg husker ikke, hvornår jeg fik mit eget lånerkort. Mon ikke det har været nogenlunde samtidig med, at jeg fik lov til at cykle rundt i byen selv? Bevæbnet med småmønter til telefonboksen, hvis nu jeg fandt på at tage, nå ja, forbi biblioteket efter skole.

Det lyder rosenrødt det hele, men faktisk var bøger ofte grundlaget for konflikt i mit barndomshjem. ”Sidder du nu og læser igen, Christina?” efterfulgt af en opgivende hovedrysten. ”Kan du ikke være lidt social med os andre?” Men det var jeg bare ikke særlig god til. Selvom jeg er vokset op i et socialt boligbyggeri med tonsvis af børn på legepladsen og fodboldbanen nedenfor, var jeg uhørt sjældent med. Ikke fordi jeg ikke kunne eller blev holdt udenfor. Jeg havde bare ikke lyst. Det var meget federe at forestille sig, at det var mig, der var Heidi og blev sendt op til min bedstefar i hans gamle alpehytte; at jeg var med Puk på kostskole eller red på drager med Bastian i Den uendelige historie.

De venner, jeg havde, kom fra skolen. Ingen af dem havde samme læsetrang som mig, så det blev hurtigt en passion, jeg holdt for mig selv. Jeg lærte at vrænge på næsen af dansklærerens tvangslæsning, selvom Zappa og Barndommens Gade alligevel krøb ind under huden på mig og blev siddende. Jeg lærte at tøjle min umiddelbare begejstring ved fristile, selvom det ikke helt holdt i længden. De andre i klassen trak med tiden overbærende på skuldrene og rummede storsindet hende den lidt sære med bøgerne, der altid havde hånden oppe. De drillede aldrig, og på den måde blev bøgerne ikke et problem der.

Igennem mine tidlige teenageår blev bøgerne en buffer, når verden blev svær at være i. Jeg kunne lukke døren for skænderier og forældreproblemer og begrave mig i stadig tykkere bøger. Det var i øvrigt på det tidspunkt, at jeg stjal en af min fars Dean Koontz. Jeg var 12 og sov ikke i en måned bagefter.

I mine sene teenageår gled bøgerne for første gang ud på et sidespor. Der kom en kæreste i vejen. Og noget med nogle fester og alkohol. Så kom universitetet med masser af andet læsning. Senere mand og børn.

Bøgerne har altid været der. Om end i mindre grad i mine 30’ere. Pletvise nedslag hist og pist. Det skulle helst være godt og underholdende, fordi det var så sjældent. Som et stykke lækker chokolade udvalgte jeg sikre vindere og orkede ikke at eksperimentere. Der var bare ikke rigtig tid. Noget ævl, jeg stædigt bildte mig ind, fordi det var nemmere at google ”hvorfor sover min baby ikke” end at finde en bog om det, som jeg kunne spejle mig i. Det var også lettere at gå på Facebook end at dykke ned i en skønlitterær roman.

Da jeg ramte 40, lovede jeg mig selv, at bøgerne skulle tilbage i fokus. Savnet larmede for meget, bøgerne krævede opmærksomhed, sindet krævede fordybelse. Børnene var blevet ældre og havde i min optik behov for at se deres mor læse fysiske bøger. De skulle være omgivet af bøger i hjemmet. Ikke ebøger på mobilen eller lydbøger i ørerne. Fysiske bøger i stakke, i reolen, på natbordet. Ikke fordi, der ikke var bøger i vores hjem. Jeg kopierede nemlig min mor og introducerede i en tidlig alder mine egne døtre til bibliotekets glæder. Men voksenlitteraturen var outnumbered af børnebøgerne. Og det var mit ansvar. Af alle mennesker har jeg nemlig præsteret at gifte mig med en mand, der ikke har åbnet en skønlitterær bog siden gymnasiet.

Faktisk ser det ud til at lykkes. Selvom jeg er i skarp konkurrence med iPhones, venner og sport, ser det ud til, at den ældste er blevet behørigt indoktrineret. Hun læser nu af lyst (og får i øvrigt aldrig at vide, at hun er asocial, når hun gør det). Den yngste er der ikke endnu. I 3. klasse er det stadig det læsetekniske, der fylder mere end selve historien. Heldigvis er hun udstyret med en stædig mor, der stabler bøger op foran hende, indtil hun griber dem frivilligt.

Biblioteket er stadig mit safe place og følger mig som en trofast sidekick igennem livet. Også selvom jeg nu bor i en by med et helt almindeligt, lille bibliotek uden teater og café.


Artiklen er skrevet af Christina Lassen-Andersen, der er forfatter til bøgerne Mørkelagt og Tabte drømme. Derudover er hun ejer af Forlaget Fjorden og Fiktioner i samarbejde med Jannik Landt Fogt.

Følg hende på Instagram.

HAR DU EN KOMMENTAR TIL ARTIKLEN,
SÅ HØRER VI RIGTIG GERNE FRA DIG PÅ KONTAKT@FIKTIONER.DK