“Superman: Lost” af Christopher Priest og Carlo Pagulayan (2023)

Jeg er virkelig ikke glad for Superman. Jeg finder ham overpowered og alt for karikeret god til at være en interessant karakter. Men i “Superman: Lost” var jeg underholdt hele vejen igennem. Serien starter endda med en reference til vores egen danske filosof Søren Kierkegaard, og så er det eksistentielle tema ligesom slået an.

I Lost er Superman nemlig fortabt, blevet væk og har mistet sig selv. Ikke sådan faret lidt vild i parken, eller at han oplever fem minutters midtlivskrise henover middagsbordet sammen med kæresten Lois Lane, nej, han er helt væk, som i lysår langt væk.

En ellers stille aften med Lois bliver afbrudt pludseligt, og Superman er nødt til at smutte fra lejligheden og lige løse et par problemer sammen med vennerne i Justice League – Batman, Wonder Woman, Martian Manhunter osv. Men missionen går helt horribel galt, og Superman bliver suget ind i en singularitet og transporteret en gazilion lysår væk til en helt anden galakse. Den eksistentielle angst melder sig. For der er meget lille chance for, at han nogensinde kommer tilbage til Jorden, og hvis han gør, så er alle, han kender, formentlig døde af alderdom. Da han kommer tilbage, (for det gør han selvfølgelig – han er jo Superman) oplever Lois det, som om han har været væk i fem minutter. Men der er noget helt galt. Han har været forsvundet i 20 år, og al den angst har sat sig i ham. De fleste ved, at Superman ikke kan tåle kryptonit, men i “Superman: Lost” er det noget så humant som filosofi (og muligvis skammen over utroskab), der tvinger supermennesket i forsterstilling. Hen mod slutningen af historien går det lidt stærkt med de pseudovidenskabelige forklaringer, så hvis man er en læser, der hænger sig i den slags detaljer, skal man nok undgå tegneserien. Ellers kan man trygt give sige i kast med den. Det er en af de bedre, der er kommet de sidste par år.

“Civil War” Af Mark Millar og Steve McNiven (2006)

Marvel har længe lavet crossover events. Altså de her store begivenheder, der krydser ind over deres forskellige tegneserietitler og påvirker hele marveluniverset. Disse historier er skønne og værdsat af fanbasen. Historien om Thanos og hans Infinity Gauntlet, som blev filmatiseret i de to Avengers film, “Infinity War” fra 2018 og “Endgame” fra 2019, er baseret på tegneserien fra 1991, som er en af de allerførste Marvel crossover events.  

Siden er der kommet andre store events: House og M, World War Hulk, King in Black bare for at nævne et par stykker. En af mine favorit crossovers er Civil War, der udkom i 2006. Også denne fik sin egen MCU-film, nemlig “Captain America: Civil War” fra 2016. Men tegneserien er langt bedre end filmen, bl.a. fordi den er mere dilemmafyldt. Serien tematiserer spændingsfeltet mellem individets frihed og hensyn til almenvellet – og så indeholder serien også en kritisk bredside, der affyres mod mediernes hysteri og populistisk politik.  

I tegneserien er det en overilet wannabe-superhelt (Speedball), der i et realityshow, i håbet om øgede seertal, drister sig til at angribe en række skurke, der er i en helt anden liga, end han selv er. Det fører til en eksplosion, der jævner en skole med jorden, og næsten 600 civile dør på et øjeblik. Katastrofen fører til, at politikerne vedtager en lov, som tvinger superhelte til at registrere sig og til at arbejde for regeringen. En del af superheltene, der enten ikke vil afsløre sine sande identiteter eller ikke vil finde sig i, at det er den amerikanske regering, der bestemmer, hvem der er skurke, modsætter sig loven. Inden de for set sig om, er superheltecommunitiet skåret midt over, og endnu en superhelt ligger død på slagmarken.

“Civil War” er en historie, der har tabet som centrum. Det står ret hurtigt klart, at begge sider af konflikten har valide pointer, men også at der ingen vindere er. Den her konflikt fører kun tab med sig. Tegneserien, der har over 14 år på bagen, synes sært relevant i lyset af vor tids geopolitiske situation.  

Noget af det bedste (og mest tragiske) i Civil War er subplottet om Speedball – han overlever nemlig. Den unge dreng, der i medierne bliver udråbt som syndebukken, sættes i fængsel, og her knækker han. Hvis man vil have historien om helten Speedballs forvandling til skurken Penance, så skal man have fat i “Civil War Frontline 1 + 2”. Det er et subplot i den store borgerkrigs fortælling i to separate albums, men de er virkelig værd at læse.   

“Supergirl – Woman of Tomorrow” af Tom King og Bilquis Evely (2022)

Jeg har allerede skrevet, at jeg ikke er kæmpefan af Superman. Endnu mindre er jeg fan af supergirl. Det bliver bare for meget med alle de ”supes”, for mange helte, der bare er god-med-god-på og for mange variationer over det samme tema – der er faenme’ også en superhund! Den hedder i øvrigt Krypto. Det er for meget, sir’ jeg!

Anyway, så er jeg ret stor fan af tegneserieskaberen Tom King, og imponerende nok er det lykkedes ham at få mig til at læse Supergirl – og ja, Krypto er også med i tegneserien.

“Woman of tomorrow” er egentlig en simpel hævnhistorie kombineret med en coming of age fortælling.

På Supergirls 21. årige fødselsdag flyver hun til en anden fantasy-agtig planet og drikker sig fuld i en lille knejpe. Her opsøges hun af kvinden Ruthye, der vil have Supergirls hjælp til at straffe skurken Krem, som har dræbt hendes far. Sammen tager Ruthye og Supergirl på en galaktisk rejse i jagten på at fange Krem og stille ham til ansvar. Slutningen, som ikke skal spoiles her, er genial og lidt af et tvist, og så er jeg nødt til at nævne Bilquis Evely’s artwork. Hendes streg er intet mindre end formidabel.    

Tegneserien er i øvrigt oplægget til den kommende Supergirl film, der indtil videre er sat til at få premiere i 2026. Milly Alcock fra “House of The Dragon” er castet til at spille Supergirl.